Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/licenscykling.dk/public_html/wp-includes/pomo/plural-forms.php on line 210
Løbsrapport Tour de Himmelfart (30/5-1/6), Pinse Cup (8/6-10/6), Hold DM (15/6), Nyborg (16/6) & Middelfart (22/6-2019) – Jacob Kvistgaard – Licens Cykling
Jacob Kvistgaard

Løbsrapport Tour de Himmelfart (30/5-1/6), Pinse Cup (8/6-10/6), Hold DM (15/6), Nyborg (16/6) & Middelfart (22/6-2019) – Jacob Kvistgaard

 

Tour de Himmelfart 1. etape

Jacob havde lidt betænkeligheder med at skulle køre Tour de Himmelfart i år, da han havde en meget dårlig oplevelse sidste år, da der var en masse hollændere, som tilsyneladende havde fået en anden cykelopdragelse end han selv. Så længe havde vi egentlig regnet med at han ikke ville køre løbet, og han havde i stedet kørt Youth Tour. Men da vi nærmede os fristen for tilmelding havde han skiftet mening, og ville gerne køre løbet. Vi blev enige om, at målet skulle være at gennemføre løbet. Heldigvis viste det sig at alle ”ballademagerne” kørte U14, hvor kommissærerne også havde et godt øje til dem.

Jacob var alligevel lidt nervøs, da der blev trukket lod til starten. Han endte med at blive trukket til sidst og startede bagerst i det 50 mand store felt.

 

Han får dog kørt sig fint frem og kommer med da en stærk hollænder Michiel Mouris rykker. De bliver hurtigt en 5 mands gruppe, hvor også den stærke Asger Bak Jepsen er med. Jacob rykker en enkelt gang, men bliver hentet, og de får gang i rulleskiftet.

På et tidspunkt rykker Mouris, og Jacob får klikket ud af pedalen, da han skal træde igennem. Jacob kommer ikke med, og falder ned til næste 3-mands gruppe. Jacob arbejder hårdt i gruppen, og på et tidspunkt er de meget tæt på at lukke til de forreste, men der er ikke mere hjælp at hente hos de andre i gruppen, og det ender med at de taber 17 sek. til de forreste. Jacob bliver sidst i spurten og ender som nr. 8. Michiel Mouris vinder foran Asger Bak Jepsen. Alexander N. Larsen og Tobias Færch bliver nr. 3 og 4.

Efter løbet var Jacob irriteret over det med pedalen og at de andre ikke kunne hjælpe mere med at lukke hullet. Men han blev hurtigt glad igen og havde masser af overskud til at hygge med kammeraterne.

 

Tour de Himmelfart 2. etape

Herefter stod den på kriterium. Igen startede Jacob bagerst i feltet, men fik kørt sig fint frem under master starten, og var med da Mouris igen rykkede som den første. Der var bund i hollænderens ryk, og hurtigt kom de 8 mand afsted. De arbejdede nogenlunde sammen, men generelt var der mange ryk, dog var der aldrig nogen der fik rigtig hul, så det endte med at de kom 8 mand samlet til mål. Her var det det igen Mouris, Asger og Alexander, som blev nr. 1, 2 og 3. Jacob mistede nogle få sekunder på 8. pladsen.

 

3. etape blev aflyst efter det frygtelige uheld, der kostede en U19 rytter livet, og stemningen var herefter noget trykket. Jacob var også meget berørt af det, hvilket kom til udtryk på 4. etape.

 

Tour de Himmelfart 4. etape

For en gangs skyld havde Jacob lidt held med lodtrækningen, og startede oppe i den forreste 3. del af feltet, men allerede, da de rykkede frem mod start, holdte han sig lidt tilbage, og da starten gik, lod han sig falde tilbage bagerst i feltet, hvor han sad det meste af løbet igennem. Så han var ikke i nærheden, da Mouris rykkede og fik hul. Men heldigvis var der ingen, som kørte med ham i dag, og feltet kørte meget langsomt uden de store ryk. Så Jacob endte med kun at tabe 6 sekunder (+bonus sekunder) til de bedste, da han krydsede stregen som nr. 27. Mouris vandt reelt løbet, da han kørte hjem med ca. 3 min.

Tour de Himmelfart 5. etape

Jacob lå inden sidste etape på en samlet 6. plads, med 35 sek. op til Alexander N. Larsen på 3. pladsen. Der var en rigtig god lang bakke på etapen, som de skulle over 2 gange.

Da de rammer bakken første gang sidder Jacob langt tilbage, men han får kørt sig frem, og ender med at ramme fronten midtvejs, og på toppen rykker han. De kommer 7 mand afsted, men de får aldrig noget større forspring og bliver hentet igen. Jacob rykker igen et par gange på 1. omgang uden det store held. Da de rammer bakken 2. gang er Jacob længere fremme. Jakob Resen giver gas fra bunden af stigningen. Da de nærmer sig toppen kører Jacob kontra og kommer væk sammen med Asger og Mouris.

 

Jacob tænker kun på at rykke frem i klassementet, hvor de andre 2 mere tænker på etapesejren. De tager dog lidt førringer i starten, og Jacob får Asger til at tage et par ekstra føringer, mod at Jacob kører spurten for Asger. De sidste 1,5 km er det kun Jacob der har fronten, og han kører sig helt ud op mod mål med Asger på hjul. Men det bliver også denne gang Mouris som løber med sejren foran Asger. Jacob taber 2 sek. Til sidst, men kan glæde sig over, at han er 48 sek. foran de næste, så det ender med at blive til en podieplads, og ikke mindst en rigtig god oplevelse at køre Tour de Himmelfart igen.

 

Silkeborg (1. afd. Af Pinse Cuppen)

Allerede ugen efter stod den på 3 cykelløb. 1. afdeling af Pinse Cuppen, var løbet i Silkeborg, der var ret hårdt med en god bakke op mod mål, som de skulle op ad 2 gange.

Feltet var kun halvt så stort som i Tour de Himmelfart, hvilket passede Jacob godt. Albert Jensen fra Odense er den første som rykker. Ja, faktisk rykker han flere gange, men der er samling, da de rammer bakken første gang. Jacob rykker allerede i bunden, og kører bare fuldt ud til toppen. Herefter er de 5 mand samlet. De får gang i rulleskiftet.

 

Da de rammer en lille kontrabakke, rykker Jacob igen og får Asger med. De arbejder godt sammen, og har et fint lille forspring, da rammer bakken op mod mål. Jacob kan dog ikke komme af med Asger, som igen viser stor styrke, og vinder spurten sikkert.

 

Herning (2. afd. Af Pinse Cuppen)

Efter et hårdt løb i Silkeborg, var det som om at feltet kollektivt tog en slapper i Herning. Der var kun et par af Jacobs holdkammerater Casper og Simon der rykkede et par gange. Ellers kørte feltet bare stille og roligt rundt med 25 km/t. Lidt ligesom en tour etape, hvor udbruddet er kørt væk, og ikke kan hentes.

Så det hele skulle afgøres i en spurt, hvor opløbet stiger med et par procent de sidste 600 meter.

Jacob holder sig fremme, og åbner spurten med 250 meter til mål. Med 150 meter til mål kommer Asger flyvende bagfra. Jacob forsøger at holde hjul på Asger, og kører en flot spurt, og bliver lige akkurat nr. 2, foran Malthe Forsberg, som kommer stærkt til slut.

 

 

Randers (3. etape af Pinse Cuppen)

Inden løbet lå Jacob nr. 2 i den samlede Pinse Cup. 2 points efter Asger og med 7 points ned til Alexander på 3. pladsen.

Så det skulle gå noget galt hvis ikke det skulle blive til en samlet 2. plads. 1. pladsen var umiddelbart ret urealistisk. Dog kun lige indtil starten gik. For det viste sig desværre, at Asger’s far havde taget fejl mht. starttidspunktet, så da feltet kørte afsted sad Asger stadig på hometraineren og varmede op.

Asger nåede frem til start små 2 min. Efter de andre og spurtede afsted.

Jacob havde med det samme set, at Asger ikke var der, og fik hurtigt allieret sig med et par venner, heriblandt sin holdkammerat Casper, som kørte røven ud af bukserne for Jacob på 1. omgang. Også Mikkel Weigelt gav en hånd med til at holde farten høj.

Der var en god bakke på ruten, og her rykker Mikkel Skoubo. Jacob får lukket med Marcus Grosen og Alexander på hjul. Henover toppen rykker Jacob, og Mikkel ryger af.  De er nu 3 mand i front. Jacob er fast besluttet på at holde farten høj. Kan de 3 holde hjem foran Asger, vil Jacob vinde samlet. Så Jacob tager meget lange føringer, og de andre 2 tager kortere føringer.

Da de et par km før mål rammer bakken for sidste gang, rykker Jacob. Alexander får dog lukket og slår kontra uden at Jacob kan følge med. Marcus bliver lige akkurat sat, og Jacob bliver dermed nr. 2. Asger opgav, da han vurderede at han ikke kunne hente de forreste. Mega ærgeligt for Asger, som var den klart stærkeste, men Jacob var nu stadig super glad og stolt af sin samlede sejr. Mest stolt var han nok over sin holdkammerat Casper, som virkelig havde ofret sig for Jacobs chance.

 

 

Hold DM

Ugen efter var der Hold DM i Skive.

Her stillede Herning med hele 2 hold. Jacob var på hold med Casper og Rasmus. I alt var der 5 hold til start i U13. Et stærkt Roskilde hold, og også et rimelig stærkt Århus hold, et hold fra Amager, og så de 2 Herning hold.

De 3 drenge havde et par træningspas sammen hvor de øvede holdkørslen. Der var rimelig stor styrkeforskel på de 3 drenge, så det vigtigste var at de kommunikerede godt sammen, og sørgede for at der ikke var nogen der blev sat. Det klarede de rigtig godt, og alle 3 ryttere leverede en kæmpeindsats. Jacob med at holde farten høj og jævn, Casper med at afløse Jacob i front et par gange, og Rasmus med at sige til når farten skulle justeres op eller ned. Rasmus har ikke kørt så mange cykelløb, og var ikke vant til det høje tempo, så det var virkelig en flot holdpræstation af de 3 drenge, at de kunne køre de 15,7 km med 33,3 km/t i snit. Det rakte til en 3. plads, 2,12 efter vinderne fra Roskilde og kun 31 sek. Fra Århus på 2. pladsen.

 

Nyborg

Dagen efter var der løb i Nyborg, og her var Jacob opsat på at den skulle have en over nakken. Selvom han var glad for holdets præstation dagen før, følte han, at han havde nogle kræfter til overs fra i går, som skulle bruges i dag.

Så i dag var Jacob ikke til at styre. Han rykkede og rykkede, til de først kom 7 mand væk. Men Jacob fortsatte med at rykke og rykke. Han kom dog ikke væk. Ind mod mål for første gang rykker Oskar L. Larsen væk. på en lille bakke., og på den lille bakke. Jacob går efter med Tobias Færck på hjul. På toppen kører Jacob og Tobias forbi Oskar.

 

De får gang i et godt samarbejde, men da Jacob på et tidspunkt tager en hård føring på et medvindsstykke falder Tobias af. Jacob fortsætter alene, og øger hele vejen til mål, hvor han vinder med 2.34 min foran Tobias og med Oskar på 3.pladsen.

 

Efter løbet var det, at Jacob udtalte: ”Så du mig, far? Jeg havde ild i øjnene, og diamanter i benene!”. Jacob fik i hvert fald brugt alle sine kræfter i dag, og fik endnu en tur op på det øverste trin på podiet.

 

 

Middelfart

Sidste løb var i Middelfart, på en ret flad rute, med en lille bakke op mod mål, der flader ud de sidste 300 meter.

Jacob var opsat på at slutte forårssæsonen godt af, og han vidste godt at det var på bakken, at han skulle gøre forskellen. De skulle køre 5 omgange, så der var5 chancer for at komme væk. Så første gang de rammer bakken rykker Jacob, og han får også et lille hul.

 

Desværre er der flere ryttere, som ikke vil køre med rundt sammen med Jacob i dag. Det er kun Tobias, som vil hjælpe til, og da de to hver gang får en ryttere eller to med, som ikke vil føre, går det hele tiden i stå efter bakken. Sidste gang venter Jacob til midt på bakken før han rykker, og det ser også ud til at han får et lille hul ind på de sidste 300 meter, men med 100 meter til stregen får første mand kontakt til Jacob. Jacob fortsætter med at køre fuld gas. Med 50 meter til mål kommer Albert forbi ham, og Jacob er så frustreret, at han stopper med at træde helt til stregen. Det gør at også Tobias, Casper Johansen og Jakob Resen kører forbi ham, så han bliver nr. 5.

En lidt træls afslutning, hvor Jacob kører et flot løb og kæmper det bedste han har lært indtil de sidste 25 meter. Det ligner ikke Jacob at give op på den måde, og vi har også aftalt, at fremover kører han til stregen — hver gang!

Skuffelsen blev dog hurtigt afløst af glæde ved at kunne hygge sammen med Casper og de andre drenge efter løbet.

 

Alt i alt en god forårssæson, hvor Jacob har fået endnu flere cykelvenner. Der er altid nogen at snakke og hygge med, når han er til cykelløb, og det er ligegyldigt om det er holdkammerater, eller ryttere fra andre klubber – så bliver der altid hygget. Det er helt vildt så mange forskellige ryttere han kender og som han snakker med. Også til træning har han fået nogle rigtig gode venner, og lysten til at cykle og til alt hvad der har med cykling at gøre, er mindst lige så stor som den altid har været.

Cykelmæssigt er Jacob også blevet mere sikker på sig selv, og bedre til at holde sig fremme i feltet – også når der er rigtig mange. Styrkemæssigt fortsætter han bare med at udvikle sig. Samtidig bliver han også hele tiden bedre taktisk. For når der ikke er sidevind eller bakker, der kan hjælpe ham, er han nogle gange nødt til at køre lidt mere defensivt, og bruge kræfterne bedst muligt. Nogen sprinter bliver han nok aldrig, men han er blevet meget bedre til positionskampen, og lader sig ikke bare glide ned bagerst, når der skal spurtes.

 

Jacob er klar til flere cykelløb efter sommeren, som i øvrigt også står i cyklens tegn. Han skal nemlig ned til de franske Alper og køre fra sin far, samtidig med at han skal opleve Tour de France på nært hold. Jeg behøver vel ikke sige, at han glæder sig.

God sommer fra Jacob til alle!

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply