Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/licenscykling.dk/public_html/wp-includes/pomo/plural-forms.php on line 210
Løbsrapport 3 Dage i Nord 31. marts-2.april 2018 – Robert Kvistgaard – Licens Cykling
Robert Kvistgaard

Løbsrapport 3 Dage i Nord 31. marts-2.april 2018 – Robert Kvistgaard

 

Hjørring

Efter Rødekro, hvor jeg måtte undvære at køre pga. smerter i skulderen, var sæsonstarten udsat til 3 dage i Nord ugen efter.

Men optakten var bestemt ikke god. Mine smerter i skulderen var blevet mindre, men det var slet ikke godt. Jeg havde konstante smerter, og jeg kunne ikke ligge ned uden at have store smerter, og jeg havde derfor virkelig svært ved at sove.

Vi havde valgt at leje et lille gæstehus oppe i nærheden af de 3 løb, så vi ikke skulle køre mere end 30-45 min til de enkelte løb.

Men det gjorde desværre ikke, at jeg kunne sove længe. For det blev kun til nogle få timers søvn, før vi kørte afsted til det første løb i Hjørring.

Ruten var kuperet med 3 hårde stigninger, og der var lidt vind. Vejene var mildest talt elendige, med utrolig mange huller i vejene – stort set på hele ruten. Jeg havde ikke de store forventninger til løbet. Jeg ville prøve at se, hvor længe jeg kunne følge med feltet, og så tage den derfra.

Vi skulle kun køre 3 omgange a ca. 21 km, så det var et ret kort løb, hvilket passede mig helt fint. Vi var 44 mand til start.

 

Jeg starter forrest, og jeg får en OK start, og får lagt mig oppe i den første halvdel frem mod den første bakke. Her gik det overraskende godt. Jeg starter godt fremme og firede mig en smule ned gennem feltet på vej op, og føler ikke at det var noget større problem.

Frem mod den næste stigning, sørger jeg for lige så stille at få kørt mig frem igen. Det går også fint. Jeg kan mærke benene lidt mere, og igen sørger jeg for ikke at gå helt dybt. Der er allerede ryttere der er blevet sat, så i det mindste er jeg ikke den dårligste rytter i dag. Jeg kommer op som en af de sidste, og det er helt fint. Bortset fra at vinden nu var blevet hårdere, og at der kom et langt stykke med sidevind. Her måtte jeg kæmpe for ikke at blive sat.

Frem mod næste bakke op mod mål får jeg lige vejret igen. Heldigvis er der modvind i opløbet og bakken føltes derfor ikke så slem.

Ud på 2. omgang bliver der givet gas. Vi er nu kun ca. 25 mand tilbage, og jeg sidder nede i den tunge ende. Der kommer nogle steder hvor der faktisk er halvhård sidevind. Vinden var virkelig blæst op. Jeg sidder og koncentrerer mig om at sidde på hjul og samtidig undgå de værste huller i vejen.

På en lille nedkørsel rammer jeg et større hul i vejen og pludselig kan jeg mærke at min saddel sidder helt forkert. Det hårde stød har gjort at sadlen er tippet fremover, og er næsten umulig at sidde på.

Jeg forsøger febrilsk at banke sadlen på plads, samtidig med at jeg ryger længere og længere bagud i feltet. Da jeg er nede som sidste mand, koncentrerer jeg mig om at sidde på hjul igen. Motivationen daler dog langsomt, da jeg ved, at jeg ikke kan køre til mål med denne saddel. Den får et bank en gang i mellem, men den sidder bare fast.

Da vi nærmer os den første bakke, kan jeg se at der opstår huller i feltet pga. sidevinden, og jeg beslutter mig for at tage den med ro, og så bare trille til mål.

 

Efter løbet var jeg selvfølgelig irriteret over det med sadlen, men samtidig vidste jeg også, at jeg var på nippet til at falde af, da det skete, så jeg ville alligevel ikke have kørt mere end en 20.-25. plads hjem. Men en plads midt i feltet var også ok, når man tænkte på alle de problemer, jeg har haft de sidste måneder.

Så forhåbentligt havde jeg sparet så mange kræfter, at jeg måske kunne sidde med feltet i længere tid dagen efter.

 

 

Hanstholm

Efter at have sovet en sovet en smule bedre end forrige nat, kørte vi til Hanstholm. Da vi ankom, åbnede jeg døren. Og føj for en stank! Ja, det lugtede af fisk, og det var helt vildt.

I dag skulle vi køre 4 omgange a ca. 23 km. Så altså en noget længere tur end i går. Vi var kun 23 deltagere til start, så jeg vidste at det ville blive hårdt, og noget sværere at gemme sig i det lille felt.

Ruten var hård. Der var 3 bakker. Først en meget lang bakke med små stigningsprocenter, herudover var der 2 korte men stejle stigninger. Den sidste ca. 5 km før mål.

 

Løbet starter og jeg holder mig fint fremme midt i feltet. Vi kommer ud til den første lange bakke, og der bliver kørt langsomt. Virkelig langsomt. Der er lidt side-modvind, så folk vil ikke rigtig blotte sig. Det passer mig helt perfekt. Jo flere bakker jeg får overstået, jo større er chancen for at komme med feltet hjem.

Da vi rammer den næste bakke, bliver der for alvor givet gas, men jeg kommer nogenlunde med over. Der er nogle der hænger.

Vi rammer kort efter noget side-medvind, og her opstår der nogle huller i feltet, og der er vist et par stykker der bliver sat. Det bliver samlet igen, og jeg føler mig rimelig ok. Jeg synes, at jeg kan følge godt med når der bliver givet gas på det flade, så nu gælder det bare om at komme med over bakkerne.

Den sidste bakke på runden giver ikke de helt store problemer. Jeg kommer fint med henover. Ind mod mål får jeg talt til 19. Der er altså 4 mand, som er faldet af.

 

Vi kører ud på 2. omgang. Jeg sørger bare for at holde hjul, og koncentrerer mig ikke så meget om hvad der sker oppe foran. Der har vist været en enkelt eller to mand i udbrud, men aldrig noget der har fået lang snor.

Vi kører nu ud på 2. omgang, og skal op af den lange bakke. Jeg begynder at have det lidt hårdt. Ikke noget alarmerende, men jeg kan godt mærke, at det bliver et problem, hvis der bliver kørt stærkt på alle bakkerne.

På toppen af bakken, er der igen lidt huller, og der bliver kørt stærkt frem mod den næste bakke. Jeg får ikke kørt mig frem, og rammer bakken som nr. ca. 15. Der bliver virkelig givet gas nu, og jeg holder på med alt hvad jeg kan. Bagude kan jeg se at folk begynder at have det hårdt og lave små huller. De små huller bliver større, og jeg sidder nu med som sidste mand. Foran mig er der 13 ryttere. Jeg giver alt hvad jeg har, men med ca. 100 meter tilbage af bakken må jeg slippe. Samtidig slipper rytteren foran mig. Jeg kører alt hvad jeg kan for at komme op til ham. Der er ikke langt op til feltet. Jeg får langsomt kontakt med rytteren foran mig, samtidig med at der kommer 2 ryttere op bagfra. Vi er ca. 100 m efter feltet, og vi indleder nu en hård forfølgelse. Efter ca. 5 km er feltet bare forsvundet længere og længere væk, og vi sætter farten ned.

 

Vi kører mere eller mindre samlet de næste omgange. Dog mister vi 1, og vi er derfor kun 3 mand tilbage, som skal spurte om 13. pladsen. Jeg er godt brugt, og har ikke det helt store at køre med, og bliver sidst i spurten og dermed nr. 15 samlet.

 

Det var lidt som forventet. Jeg mangler stadig 5-10% for at være i stand til at sidde med hele vejen. Men med optakten med en uges smerter og alt for lidt søvn, var det også svært at tro på mere.

Men jeg fik gennemført årets første løb, og begyndte at se frem mod løbet i Aalborg, der ikke var nær så kuperet som de 2 første.

 

Aalborg

Sidste etape i Aalborg, var helt klart den, hvor der var størst chance for at komme med hjem. Der var reelt kun en bakke på den 18 km lange rundstrækning. Bakken startede ved km 0, og var ca. 1,5 km lang, dog var stigningsprocenterne ikke mere end 2-4%.

Vi skulle køre 4 omgange, og der var 44 mand til start.

Jeg vidste fra sidste år af, at der nok ville blive givet gas fra start, så jeg sørger for at starte allerforrest. Det går fint op ad stigningen. Jeg kommer op som nr. 10-15 stykker, og sørger for at holde mig fremme efterfølgende. Der bliver givet gas efter stigningen, og jeg koncentrerer mig bare om at holde hjul. Pludselig ser jeg ned på min Garmin. Den vender helt forkert! Den sidder løs, og kører rundt i holderen. Jeg skynder mig at tage fat i den, og forsøger at tage den op. Men det kan ikke lade sig gøre. Selvom jeg drejer den rundt, og hiver og flår i den, kan jeg ikke få den af. Selve holderen består af 2 dele, og den ene del sidder åbenbart fast i Garmin’en. Imens jeg bakser med Garmin’en falder jeg langsomt bagud. Pludselig er jeg sidste mand i feltet. Jeg tager en hurtig beslutning, og hiver alt det jeg kan i Garmin’en. Heldigvis får jeg den fri, og jeg putter den hurtigt i baglommen.

Alt imens jeg har siddet og rodet med cyklen, er feltet blevet spredt ud på en lang linje, og der er begyndt at opstå huller. Jeg får kørt mig lidt frem. Jeg sidder bag en Roskilde mand, som pludselig kører helt forkert rundt i et sving. Han bremser, og kører næsten lige ud i svinget, og er meget tæt på at køre mig ned, da jeg kører forbi ham på ydersiden. Det gør at der nu er et hul på 15-20 meter foran mig. Og forude ligger alle på en lang række. Jeg graver rigtig dybt, men kan ikke selv lukke hullet. Jeg venter på et par mand, og sammen prøver vi at lukke hullet. Vi holder længe afstanden på ca. 25-50 meter, men op imod et sving får vi næsten lukket, og kort efter kommer vi op, da feltet går en smule i stå. Puha, det var tæt på!

Der er røget en del ryttere af, og vi er nu kun ca. 30-35 mand tilbage.

Resten af omgangen sker der ikke så meget. Jeg får positioneret mig OK, og har aldrig de helt store problemer. Frem mod målstregen er der et par sving, og jeg får kørt mig godt frem, så jeg starter på opløbsbakken godt fremme på 2. omgang. Jeg kan godt mærke mine ben, og jeg kommer da også op af bakken som en af de sidste. Men jeg får hurtigt kørt mig frem igen, og har heller ikke de store problemer med at sidde med resten af omgangen. Udover bakken ved start/mål er der en meget kort, men rimelig stejl bakke, som jeg ikke lagde så meget mærke til på 1. omgang, men den kunne jeg godt mærke 2. gang. Jeg tænker, at hvis de kører fuld gas på den de næste 2 omgange, kan jeg godt komme i problemer.

Da vi kører ud på 3. omgang sidder jeg igen godt fremme. Vi kører op ad stigningen, og nu er jeg virkelig i problemer. Benene føles tunge, og jeg kæmper med alt hvad jeg kan for ikke at blive sat. Der opstår nogle små huller, men oppe ved højresvinget efter bakken får jeg lige kontakt med den sidste del af feltet. Jeg begynder at tvivle på om jeg kan komme med feltet hjem. Heldigvis bliver der ikke kørt voldsomt stærkt på den lille stejle bakke, og jeg begynder så småt at tro mere og mere på det.

Nu skal jeg bare med over målbakken for sidste gang. Men denne gang bliver der kørt lidt højere tempo frem mod bakken, og jeg kan derfor ikke få kørt mig frem da vi går ind på bakken. Allerede efter 500 m ligger jeg nede bagved og kæmper. Der er andre der har det hårdt, kan jeg se, og hvis farten bliver øget det mindste, er jeg bange for at jeg falder af.

Jeg kører alt hvad jeg kan, men pludselig kan jeg se, at min fart falder en smule, og langsomt bliver der hul foran mig. 1 meter bliver til 2 meter, der langsomt bliver til 5 meter. Jeg holder på. Jeg ved at jeg vil kunne hente 1 sek. eller 2 når vi kommer frem til højresvinget på toppen. Ind mod svinget er jeg nok 25 meter bagud, men jeg får næsten hentet det hele igennem svinget, og heldigvis går feltet en anelse i stå, og jeg får lige røven med mig. Jeg får lige pusten før der igen bliver givet gas, og pludselig er jeg sat igen. Ikke meget, men jeg må virkelig kæmpe for at lukke et lille hul. Nu kommer den lille stejle bakke snart. Fuck, tænker jeg. Jeg ligger allerede i det røde felt. Jeg når op i bagenden af feltet lige inden bakken. Jeg håber virkelig ikke at der bliver givet fuld gas op over. Men det gør der, og jeg falder langsomt ned bagved. Så tæt på, og så ser det ud til at jeg skal ryge af på den allersidste knold. Nej, fandme nej, tænker jeg, og bliver bare ved med at give alt, selvom jeg falder ned bagerst i feltet. Der opstår et par små huller, men jeg får lukket, og kort efter er feltet samlet igen.

Nu sker der så det, at vi bliver overhalet af en lille gruppe U19 ryttere. Selvom der gang på gang bliver råbt på, at vi skal lade dem køre, bliver det til, at vi skiftevis kører forbi dem og lader dem overhale os. Det er virkelig noget rod, og jeg forstår godt U19 rytternes frustration, da de flere gange bliver fanget bag os. Oppe fremme er der kørt en enkelt mand, men han ser ud til at være så langt væk, at vi ikke kan nå ham. Vi er små 30 mand i feltet, og med points til top-13, skal jeg i top-12 i feltets spurt.

Men først skal jeg med hjem, og jeg er faktisk ved at falde af et par gange mere, hvor der bliver givet gas nogle steder hvor der er lidt side-medvind. Heldigvis kommer der herefter en del sving, hvor jeg kommer med igen.

Nu skal jeg til at tænke på at komme frem til spurten. Men hvornår er det lige at vi rammer de sidste sving. Jeg har ikke min Garmin at kigge på, og da jeg ikke ejer det der minder om stedsans, og derfor også er elendig til at huske ruten, er jeg i tvivl om at det er ved den lille by vi rammer nu, så jeg kører mig frem, men nej, der er stadig langt til mål kan jeg pludselig huske. Der er vist stadig 3-4 km til mål. Jeg falder langsomt tilbage igen, og pludselig bliver der kørt stærkt, og jeg kæmper med bare at holde hjul. Nu kommer vi til en lille by igen. Jeg mener at huske at der stadig er et par km til opløbet. Jeg får kørt mig et par pladser frem i et venstre sving, men så ser jeg, at vi faktisk er på vej hen imod opløbssvinget. Fuck, tænker jeg og træder an. Jeg får overhalet et par stykker, men kommer stadig ind i opløbssvinget som nr. 20-25 stykker. Jeg finder et hjul, jeg lige kan holde. Bagfra går et par ryttere forbi mig. Jeg har ikke meget at køre med, og selvom jeg kører max til stregen, kan jeg godt se at der er langt op til pointene. Faktisk bliver jeg næstsidst i spurten, og ender på en 28. plads.

 

Havde jeg været lidt mere vågen, kunne jeg måske have sluttet et par pladser længere fremme, men jeg ville aldrig være kommet i nærheden af points.

Men bare det at komme med feltet hjem, var jo også sæsonens første mål. Nu skal der bare trænes igennem, så formkurven kan fortsætte med gå den rigtige vej, så skal jeg nok være med fremme senere på sæsonen.

Da jeg efterfølgende fik kigget på mine watt tal fra de første 2 løb (3. løb havde jeg ingen ordentlige data fra, da garminen var i baglommen, kunne jeg også se, at jeg faktisk havde kørt en del færre watt, end jeg burde kunne, ud fra mine seneste træningspas. Så mit problem med ryggen/skulderen og den manglende søvn, havde helt sikkert også haft en betydning. Så følelsen var egentlig OK efter de 3 dage med cykelløb. Jeg var kommet i gang, havde siddet med feltet hjem, og formen var opadgående. Jeg skulle nok komme til at køre stærkt, hvis ikke før sommerferien, så i hvert fald efter sommerferien.

Det var i hvert fald min fornemmelse, men det hele skulle vise sige at blive ændret allerede 2 dage senere. Men mere om det næste gang……

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply