Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/licenscykling.dk/public_html/wp-includes/pomo/plural-forms.php on line 210
Løbsrapport Vrads (Belgian Cycling Club) 5. Maj 2019 & Skive 11. Maj 2019 – Robert Kvistgaard – Licens Cykling
Robert Kvistgaard

Løbsrapport Vrads (Belgian Cycling Club) 5. Maj 2019 & Skive 11. Maj 2019 – Robert Kvistgaard

 

Vrads

Efter nogle dages sygdom, fik jeg trænet lidt onsdag, torsdag og fredag inden jeg søndag skulle køre løb i Vrads. Det var Belgian Cycling Club, der arrangerede løbet, som også blev kaldt Biemme Bjreg Gran Prix. Og navnet passede meget godt, da der var små 300 højdemeter på hver omgang a 21,5 km.

Vi skulle køre 4 omgange, og altså næsten 1200 højdemeter. Noget af en mundfuld. Der var 3 hårde bakker på ruten, den sidste op mod mål, og herudover gik det lidt op og ned hele tiden.

Min plan var at sidde med så længe som muligt, og så finde en god gruppe, når feltet blev sprængt. Jeg havde en fornemmelse af at de 10-15 stærkeste ville køre væk, og så ville jeg kunne sidde med i 2. gruppe. Det kom også næsten til at holde stik.

Med 47 deltagere var der points til top-14. Det ville blive svært, men ikke umuligt.

Vi var 3 mand fra Give CK. Og begge de 2 andre var en del stærkere end mig. Daniel, som jeg har kørt nogle løb med, og så en ny junior rytter Jeppe Peschardt Assentholdt, som fik debut som licensrytter efter tidligere at have dyrket triathlon.

Jeg får stillet mig godt frem i starten, og da starten går, lader det til at fører bilen ikke er helt klar. Det resulterer i, at der er ca. 10 ryttere der drøner afsted foran førerbilen, der ligger midt i feltet. De forreste vælger at give fuld gas, så det bliver en virkelig hektisk start. Der går et stykke tid, før fører bilen kommer forbi de første, som allerede har 50-100 meter hul. Der bliver kørt vildt stærkt, og jeg prøver bare at komme med, uden at bruge alt for mange kræfter. Men det er svært, for det går over stok og sten. Jeg kigger lige ned på wattmåleren. Efter 3 min er Normalized power = 340 watt. Det her holder jeg ikke til i ret mange minutter endnu, og nu kommer den første bakke. Der bliver holdt et højt tempo, og jeg falder langsomt bagud. Fuck, det er hårdt, det her. Jeg får kæmpet mig op som en af de sidste. Kort efter kommer der et par sving, og feltet er trukket helt ud. Jeg må spurte for at holde hjul. Langsomt går farten dog en smule ned, og jeg kan få kørt mig lidt længere frem, og lige trække lidt luft ind. Det er vist den vildeste start på et licensløb jeg har prøvet. Heldigvis er der nu lidt tid før næste bakke kommer, og selvom der stadig bliver kørt stærkt, så kan jeg slappe en smule af før næste bakke. Jeg har ingen anelse om hvad der er sket oppe foran, men så vidt jeg kan se er hele feltet samlet. Daniel sidder oppe foran, men Jeppe hænger bagerst i feltet. Så da vi kommer ud på den store brede vej, får jeg kørt ham frem til fronten, og her prøver jeg også på at holde mig, da næste bakke kommer lige om lidt. Farten bliver bare langsomt øget, og jeg prøver bare at holde hjul så godt jeg kan. Det går lidt bedre denne gang. Bakken er heller ikke helt så stejl som den første, og stort set alle kommer med henover bakken. Så kan jeg lige nå at trække vejret, inden målbakken. NP er faldet til 295 w, men det er stadig meget mere, end jeg vil kunne holde i de godt 2 timer som løbet vil vare.

Så kommer målbakken. Igen øges farten, og jeg hænger nede bagi. Der er andre end mig, som har det hårdt, men jeg er lidt forundret over hvor mange der er, som kører stærkere end mig. Langsomt falder jeg bagud, men vi nærmer os toppen, og jeg giver alt hvad jeg har, og kommer lige akkurat med op som sidste mand.

 

Vi er vel 35 mand i feltet.

Så er der nedkørsel og lige om lidt rammer vi næste bakke, som nok er den værste. Jeg fornemmer hurtigt hvor det bærer henad. Jeg beslutter mig, at jeg ikke vil i rødt felt fra start, men holder bare 350-400 watt fra bunden. Mere kan jeg ikke holde i de ca. 3 min. bakken varer. Jeg bliver noget overrasket over at se at min holdkammerat Jeppe må slippe som en af de første. Der går ikke langt tid, før jeg selv må slippe og holde mit eget tempo. Der er stadig langt til toppen. Oppe foran er feltet fuldstændig sprængt. Der er er flere små grupper, og en del enkelte ryttere der går helt døde. På toppen, er jeg nok ca. 15-20 sek. Efter en større gruppe på 6-8 mand, og mellem mig og gruppen er der 3-4 enkelte ryttere.

Jeg får godt gang i cyklen, og henter første mand. Jeg kører lige forbi. Han ser ud til at være færdig. Jeg henter en mere, som står stille.  Næste mand jeg henter, får jeg med på hjul, og vi henter hurtigt en mere, og vi får indledt et samarbejde. Gruppen foran os vokser og er nu på ca. 10 mand. Vi er ikke langt efter ca. 10-15 sek.

Men vi sidder alle 3 i rødt felt, og kommer ikke rigtigt nærmere. Efter et stykke tid falder den ene fra, og vi er kun mig selv og Henrik Foldager fra Holstebro. Vi indhenter en rytter, der er blevet smidt fra gruppen foran, men han ser også ud til at være helt færdig. Han kommer i hvert fald ikke med på hjul. Efter et stykke tid, ryger Henrik også af på en lille bakke, og jeg er alene. Jeg beslutter at køre all-out i ca. 5 min, og se hvad det kan blive til. Afstanden er stadig ikke på mere end 10-15 sek. På et tidspunkt synes jeg at jeg kommer lidt nærmere, men så bliver jeg stoppet af en sort kassevogn, der holder og spærrer i et 90 graders sving. Det koster lige 5 sek., og det gør at min moral styrtdykker. Jeg opgiver, og sætter farten lidt ned. Gruppen forsvinder langsomt væk forude. Efter lidt tid kommer Henrik op igen. Vi fortsætter med at holde et rimeligt højt tempo, i forhåbning om at vi kan hente nogle ryttere, men da vi kører opad bakken op mod mål, kan jeg hverken se ryttere forude eller bagude, og jeg vælger at stoppe efter de 2 runder, og så cykler jeg hjem til Give i stedet for at køre resten af løbet. NP falder lidt til sidst slutter på 284 w på 72 minutter.

 

Henrik fortsætter og ender som nr. 25, hele 18 minutter efter vinderen. Daniel bliver nr. 5.

Gruppen foran os ender med at køre om points, så det var trods alt ikke helt skidt, selvom jeg lige efter løbet var noget skuffet. Egentlig havde jeg kørt de watt, jeg kunne forvente, men jeg må nok erkende, at jeg stadig er et par kg for tyk til en rute som denne. Så det må der arbejdes på.

Heldigvis var der kun 6 dage til næste løb i Skive.

 

Skive

Løbet i Skive er noget helt andet i Vrads. Ruten er næsten helt flad. Der er lidt vind, og der er et stykke hvor det stiger lidt, og hvor der er side-modvind, men ellers er ruten nem. Der er ikke engang særlig mange sving. Til gengæld er opløbet meget tricky. Med modvind, og et 90 graders højresving kun ca. 100 meter før målstregen.

Vi er 51 til start, og der er således points til top-15. Vi skal køre 5 omgange a 17 km. I alt 85 km.

Med fra Give CK har jeg kun Christian, der efterhånden er ved at komme i form, og måske kan komme med feltet hjem i dag. I så fald er han dygtig til positionskamp og har en god spurt.

Jeg selv er optimistisk. Jeg føler at benene er gode, og jeg er opsat på at komme hjem og køre om points. Fornemmelsen er rigtig god.

Vi starter roligt ud, og jeg får kørt mig helt frem. Der sker ikke det store i starten, og jeg synes at det er nemt at holde mig fremme. Der kører en enkelt Aalborg mand væk, men ellers får folk ikke rigtig lov til at køre væk. Først da vi rammer stykket med lidt sidevind efter ca. 10 km, bliver det lidt hårdt, men jeg sidder stadig med stort overskud. Aalborg rytteren bliver hentet igen, og ude på 2. omgang kører der 3 mand væk. De bliver dog hentet igen. På 3. omgang kører der en Aalborg og en Herning rytter, og det ser ud til at de kører væk. Ellers sker der ikke så meget. Mine watt er noget anderledes end i Vrads. Omkring 235 watt i NP ligger jeg på. Ikke mere end på en almindelig træningstur.

 

Først på 4 omgang sker der noget. På sidevindsstykket hvor vi sidder som perler på en snor, må rytteren foran mig slippe hjulet. Jeg har dog ikke lyst til at bruge unødige kræfter på at lukke, så jeg venter, og venter. Hullet bliver stadig større, og der kommer ingen bagfra. Jeg sidder med et kæmpe overskud, og ved at jeg kan lukke hullet alene hvis det skulle være nødvendigt. Men efter lidt tid får rytteren foran mig langsomt lukket hullet, og jeg kører først forbi da vi mangler 10 meter i at lukke. Stadig med stort overskud. Da vi kører ud på 5. omgang overrasker det mig hvor mange der er røget af feltet. Vi er kun 25-30 mand i feltet. De to mand forude er langt borte, og nu er der også kørt en lille gruppe igen. De bliver dog hentet på nær en Århus og en Aalborg rytter.

Sidste gang i sidevinden sker der ikke det store, og folk er begyndt at forberede sig på en spurt. Men det bliver kun en spurt om 5. pladsen. Med 2 km til mål får jeg kørt mig frem i højre side og kommer til at lægge i 2. række. Helt perfekt.

Der er modvind hele vejen nu, og det gælder bare om at holde sig fremme. Der sker stadig ikke meget. Folk holder deres position. Med lidt under en km rykker Jeppe Nytofte Petersen fra Horsens, og så bliver der åbnet op. Desværre kører der en del ryttere forbi ude i venstre side. Jeg får kæmpet mig over i venstre side, og sidder som nr. 10-15 stykker. Jeg forsøger at holde mig helt ude, så jeg forhåbentlig kan komme forbi på et tidspunkt. Langsomt øges farten. Der er nu kun 400-500 meter til svinget. Jeg ser en åbning helt ude i venstre, men når lige at tænke at det er for tidligt at gå frem, og 2 sek efter er hullet væk. Jeg kan ikke gøre andet end at holde hjul. Så øges farten lidt og jeg er oppe at stå og lægge an til spurt. Men farten sænkes igen, og der er ingen huller at komme frem i. Tiul gen gæld begynder folk at komme frem inde til højre, og pludselig kommer Christian også forbi mig i et mikroskopisk hul inde midt i feltet. 100 meter til svinget. Jeg har stadig ikke haft mulighed for at åbne min spurt, og det får jeg vist heller ikke. Jeg får lige kørt mig et par pladser frem inden svinget, men jeg sidder alt for langt tilbage. Jeg runder svinget i 18. position, får overhalet et par ryttere, og henter gevaldigt ind på en lille klump af 5 ryttere, der kører over stregen på samme tid, men jeg mangler lige 50 meter for at have kunnet overhale dem.

Det bliver således til en samlet 20. plads, og endnu et løb, hvor jeg aldrig fik åbnet min spurt. Muligheden var der i dag, men jeg tøvede. Havde jeg ikke gjort det, er jeg sikker på, at der havde været points på kontoen i dag, for jeg havde friske ben, og jeg følte virkelig at der blev kørt langsomt i spurten.

Det må være en lærestreg om at jeg skal tro lidt mere på det, og gribe chancen når den opstår. Ikke mere fedtspilleri – så hellere dø med støvlerne på!

Christian bliver nr. 13 og får sine første points i år.

Efter løbet i Skive er der 2 uger til næste løb, da jeg i weekenden efter er på Sjælland til Youth Tour med Jacob. Herefter står den på et par hårde løb i Vejle og Horsens. I Vejle er det med samkørsel med C-klassen. Ikke lige noget der passer mig. Men det skal nu nok blive sjovt. Der er godt med bakker på begge ruter, så nu er det med at lukke munden de næste dage, så vægten kan komme under de 74 kg.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply