Jacob Kvistgaard, Robert Kvistgaard

Må man cykle 100 km sammen med sin far, når man er 11 år?

Jeg fik en negativ kommentar på min seneste post vedr. Jacobs sæson 2018, der gik på at en knægt på 11 år bare skal have det sjovt på cyklen, og derfor ikke må køre med voksne eller kører 100+ km ture, da han så ville brænde ud og miste lysten til at træne.

Egentlig undrer det mig, at jeg ikke får flere af disse kommentarer, for jeg er ret sikker på, at der er en hel masse mennesker der synes det er forkert, når noget falder ude for normen. Specielt indenfor sport har de fleste deres egen holdning til hvad der er rigtigt og forkert – og måske i særdeleshed indenfor cykelsporten.

”Du skal holde en helt måned fri når sæsonen slutter!”

”Du må ikke køre højere end zone4 om vinteren”

”Du skal kun køre Zone1 hvis du vil tabe dig”

”Du skal styrketræne og vinteren, men ikke om sommeren”

”Du skal ud i regn og blæst om vinteren. Hvis du gemmer dig indenfor på hometraineren bliver du aldrig en rigtig cykelrytter”

Ja, jeg kunne blive ved med masser af tommelfingerregler, som mange tager til sig, og måske kigger lidt skævt til dem, som ikke ”følger reglerne”.

 

Noget af det de fleste mener er rigtigt, og som kommentaren også gik på: Børn skal have det sjovt når de træner – det skal være en leg for dem!

Når der så er nogen der træner mere end normen, så er den første tanke for de fleste nok: Det er godt nok synd for den dreng, der bliver tvunget til at træne så meget, for at hans far kan få udlevet den drøm, han selv havde, men aldrig selv nåede som sportsudøver. Ja, jeg har da selv haft den tanke et par gange, når jeg har observeret andre. Men så er det, at jeg lige minder mig selv om, at det aner jeg faktisk ikke noget om, for jeg kender hverken barnet eller forældrene godt nok til at vide om det er rigtigt.

 

Jeg er 100% enig i, at børn skal have det sjovt når de træner, og at de skal træne af lyst, og jeg kan med fuldstændig ro i maven sige, at Jacob altid har det sjovt når han træner, og han træner kun fordi han har lyst. Og det er ligegyldigt om det er træning i klubben med andre børn, når han sidder på en spinningscykel blandt voksne og børn, når han går til teen fitness, når han selv kører rundt ude i haven på sin MTB, når han leger at han kører cykelløb alene, når han kører en tur med sin far eller sin bedstefar, eller når han en sjælden gang kører bakketræning med en flok voksne ryttere.

Dem der har prøvet at træne med Jacob kan sikkert også nikke genkendende til at Jacob føler sig tilpas når han sidder på cyklen. Det er altid med et stort smil på, og munden står sjældent stille. Det samme gør sig gældende, når han snakker og hygger med de andre drenge før og efter løbene. Han går op i cykling med liv og sjæl, og det synes jeg bare er fantastisk at se.

Jeg tror det kan tælles på en hånd, de gange hvor han ikke har haft lyst til at træne i de godt 6 år, han har kørt på cykel. Og så har han selvfølgelig fået lov at blive hjemme.

 

Men er det ikke helt forkert at lade ham træne så meget? Brænder han så ikke ud?

 

Brænde ud? Hvad vil det sige at brænde ud? Det er vel når lysten til det man laver ikke er der mere. Vi kender alle en historie om en ung cykelrytter, der var et lysende talent som ungdoms- og junior-rytter, men så ”brændte ud”, da han blev senior.

De fleste har sikkert også en klar overbevisning om hvorfor det skete:

”Det var fordi han trænede alt for meget som ungdomsrytter!”

”Det var fordi han ikke var klar til at komme til udlandet”

”Det var fordi han havde haft alt for meget opbakning fra forældrene som ung”

”Det var fordi han trænede for mange intervaller og for få km” (eller omvendt).

”Det var fordi han kiggede for meget på sin wattmåler og kørte for lidt på følelsen” (eller omvendt).

 

Og ligesom der er mange forskellige holdninger til hvorfor det ikke lykkedes for alle, så er der lige så mange forskellige grunde til. Og for det meste passer folks holdninger ikke til virkeligheden, fordi de ikke ved nok om det enkelte menneske.

 

Jeg vil dog påstå at, at det er de færreste der ”brænder ud” fordi de som ungdomsrytter, har fået lov til at give den gas, og gøre det de har haft lyst til.

 

Jamen så kommer han da i overtræning!

 

Hvad er overtræning? Som min nye klubkammerat Jeppe Tolbøll skrev et sted: Der er ikke noget der hedder overtræning, der er kun noget der hedder under-restitution!

Og manden har jo helt ret. Overtræning opstår, når kroppen ikke får tid og mulighed for at restituere nok. Der er kæmpe forskel på hvor meget en person skal træne for at komme i overtræning. Det afhænger hovedsageligt af personens fysiske tilstand. Dvs. hvordan hans form er, om han får sin søvn, om han får den rette kost og ernæring, om han får opfyldt hans behov for sex, anerkendelse, om han har et godt selvværd, og ikke mindst om han er stresset.

Jo flere steder det halter med disse ting, jo mindre kan man træne for at komme i overtræning.

Jeg vil vove den påstand at i næsten alle de tilfælde hvor en rytter er kommet i overtræning, så ville han ikke være kommet det, hvis han fik opfyldt sine basale fysiske behov og var glad og havde et godt selvværd. Selvfølgelig har vedkommende trænet for meget – men kun i forhold til hvad der for ham var grænsen ud fra de fysiske og mentale problemer han har haft i hverdagen.

 

Jeg har selv været på nippet til at komme i overtræning. Og det var altså ikke fordi jeg havde øget min træningsmængde drastisk overhovedet. Jeg tror jeg trænede ca. 8 timer om ugen, og for en kontor-nusser som mig, er det faktisk ikke specielt meget fysisk arbejde. Men fordi jeg var stresset, og tit lå vågen om natten, og min hjerne bare kørte på over-drive hele tiden, så kom jeg i seriøs under-restitution, da kroppen ikke fik lov til at slappe af. Jeg oplevede, at jeg over et par måneder kom i dårligere og dårligere form, selv jeg faktisk burde komme i bedre form.

 

Er der styr på det hele og er livet bare er en leg – så skal der godt nok meget til før man kommer i overtræning. Jeg vil vove den påstand, at sådan som Jacob har det i øjeblikket, så skulle han nok træne mindst dobbelt så meget som han gør, før han ville komme i farezonen for overtræning. Så det er jeg ikke i et sekund nervøs for.

Jeg er bare glad for at Jacob har noget, som han går vildt meget op i, og som giver ham en helt masse fantastiske oplevelser. Hovedsageligt sammen med de andre cykel kammerater, men også med os andre, som en gang i mellem for lov til at være sammen med Jacob på en cykel. Selvom det bliver til færre og færre ture sammen med mig, så håber jeg da stadig, at jeg i fremtiden får lov til at køre mange gode ture sammen med Jacob – også dem på 100+ km en gang imellem. Det er nemlig skidesjovt – og skidefedt med kvalitetstid på cyklen.

 

Når alt dette er sagt, så tror jeg stadigvæk, at der vil være rigtig mange, der om 4, 6 eller måske 8 år vil sige ”Kan I se hvad jeg sagde, den dreng blev aldrig til noget, han har trænet alt for hårdt som ung!”.

 

For selvom Jacob, som så mange unge ryttere, har en stor drøm om at blive professionel cykelrytter, så tror jeg nemlig ikke at Jacob fortsætter med at cykle, når han bliver ældre. Ikke fordi han bliver træt af at træne, men fordi cykelverdenen er en hård verden, og Jacob er en meget følsom dreng, som jeg tror, vil have det rigtig svært, når han kommer op i junior og senior rækkerne, hvor det handler lige så meget om at have spidse albuer, som at have gode ben. Herudover har Jacob også et enkelt handicap, der heller ikke gør det nemmere at navigere rundt i et stort cykelfelt, nemlig manglende sam-syn. Altså evnen til at se tredimensionelt. I kan jo selv prøve at køre et cykelløb med en klap for øjet – så I ikke kan afstandsbedømme.

Men det vil bestemt ikke gøre mig noget, at han stopper tidligt, for han skal kun gøre det han synes er sjovt, og kun så så længe det er sjovt.

Jeg kunne forestille mig, at han så sikkert vil kaste sig over en anden disciplin, som passer bedre til hans temperament og handicap. Måske svømning, løb eller triatlon. For en eller anden form for konkurrence og motion, tror jeg aldrig han vil kunne undvære.

Lige nu er det altså cykling, og det er jeg rigtig glad for – for her kan jeg være med, og ikke kun på sidelinjen. I hvert fald lidt endnu, selvom det bliver sværere og sværere at følge med.

 

Previous Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply