Siden sidst:

Efter vi var på træningslejr er Jacobs motivation bare blevet endnu større, og han cykler nu 4 gange om ugen (+ 1 gang svømning). Turene bliver også så småt længere, så han nu ikke længere altid nøjes med en enkelt time på hometraineren. Temperaturen udenfor er efterhånden også ved at nå op på et niveau, hvor Jacob er klar til at træne lidt på landevejen.

I denne weekend kørte han udenfor både lørdag og søndag. Lørdag var han med mig og de andre licensryttere til bakketræning ved Munkebjerg. Udover Jacob var der kun en U15 rytter. Resten var senior ryttere. Alligevel hang han rigtig godt på, og det var sjældent at jeg kørte mere end 15-30 sek. fra ham på Munkebjerg. 4 min og 37 sekunder helt nede fra bunden til toppen var hans bedste tid. Det er trods alt godkendt når man kun er 9 år.

Det gik lidt mere trægt nedad, men han blev langsomt hurtigere og hurtigere, da han lærte svingene bedre at kende.

Jeg selv havde lige en lille restitutionsuge inden den stod på hård træning i sidste uge. 11 timer fordelt på 6 træningspas på 5 dage med masser af hårde intervaller alle dage. Med en IF (intensity factor) der stort set alle dage var over 0,80 og med næsten 800 TSS (Training Stress Score) har det været min hårdeste træningsuge, siden jeg er begyndt at træne seriøst igen. Der bliver langsomt flere og flere korte intervaller, og lidt spurter kommer der også med en gang imellem.

Udstyrsmæssigt er der også sket lidt. Jeg har købt et hjulsæt med indbygget wattmåler (Powertap) til min vinterracer. Hjulsættet er meget tungt, og inklusiv PowerTap’en der alene vejer 300 g, er det nok ca. 700 g tungere end mit tidligere hjulsæt. Det kan godt mærkes. Både i spurterne og på bakkerne. Til gengæld bliver det så bare endnu federe at komme ud på sommer cyklen.

Knæet mærker jeg mindre og mindre til, og motivationen bliver bare større og større.

 

At det i dag er muligt at træne så meget som jeg gør, havde jeg for mindre end et år siden aldrig troet skulle blive muligt igen.

 

Den onde enkeltstart cykel

Det startede med at jeg i sommeren 2013 blev licensrytter igen. Efter at have kørt 6 løb hvor jeg mærkede fremgang hver gang (dog uden at jeg fik points), var motivationen stor, og jeg besluttede at jeg i 2014 også ville prøve at køre nogle enkeltstarter på en rigtig enkeltstartscykel, hvilket jeg havde en tro på at jeg kunne gøre rimelig godt.

Jeg havde da jeg kørte i 2002 og 2003 kørt nogle få enkeltstarter på min almindelige alu cykel med halvtunge lavprofil hjul. Blot med en bøjle monteret på styret. Her var jeg ikke så langt fra pointene, selvom næsten alle konkurrenterne stillede op på rigtige enkeltstartscykler med det helt rigtige udstyr.

Så jeg fik købt en brugt Specialized S-Works enkeltstartscykel, som Andy Schleck havde kørt på i Tour’en. Så var det i hvert fald ikke udstyret at jeg ville gå ned på.

Men jeg gik ned – og det var pga. udstyret!

Jeg havde egentlig besluttet mig for at få lavet et bikefit, før jeg ville begynde at køre på cyklen, da jeg godt vidste at det ikke var helt ligetil at få indstillet cyklen korrekt. Men en dag kunne jeg ikke vente, og jeg ville lige prøve at trille en tur på cyklen. Jeg havde også investeret i et Zipp Super8 pladehjul, så det skulle simpelthen bare prøves.

Jeg kørte nok 45 min og tog det for det meste roligt, mens jeg jævnlig stoppede og justerede saddelhøjden mm. Et par enkelte gange gav jeg den lidt gas. Ikke max gas, men nok til at jeg godt kunne mærke at min ben og knæ var en smule øm bagefter grundet den ikke helt rigtige kørestilling.

Et par dage efter skulle jeg køre lidt intervaller på hometraineren, og kort før jeg var færdig kunne jeg pludselig mærke et eller andet ved mit knæ. Det kom lige pludselig. Det gjorde ikke vildt ondt, men kunne godt mærkes. Jeg kørte mine intervaller færdig, og tænkte at det nok var væk næste gang hvis jeg lige holdte et par dages pause.

Men næste gang jeg satte mig op på cyklen for at køre, kunne jeg mærke det med det samme jeg trådte mere end 200 watt. Hvis jeg holdte mig under 200, så var der ingenting. Kom jeg lidt over, kom smerten med det samme. Bagpå og på ydersiden af knæet.

Nå, så var jeg nødt til at holde lidt flere dages pause. Men det hjalp heller ikke. Hver gang jeg trådte lidt til, kom smerten med det samme.

Jeg prøvede et par gange mere, men der var ingen bedring. Så jeg besluttede at få knæet scannet. Heldigvis havde jeg en god sundhedsforsikring, så jeg fik hurtigt en tid ved Mølholm. Svaret kom også hurtigt. Der var ikke noget at se, så det måtte være muskulært, så jeg skulle styrketræne og langsomt komme i gang igen.

Så via en fysioterapeut fik jeg en masse styrkeøvelser, jeg skulle lave, mest for baglåret. Men jeg havde svært ved at lave dem alle, da øvelserne gjorde ondt at lave. Men jeg lavede dem jeg kunne lave, og begyndte langsomt på cyklen igen. Roligt tempo, som jeg øgede gang for gang. Da jeg ramte de 200 watt kom smerten igen. Helt som før.

Det var pisse irriterende, for det ødelagde hele min vinterforberedelse. Men jeg var nødt til at prøve at holde helt pause i en måned, og så starte langsomt op.

Men det hjalp heller ikke det mindste. Når jeg ramte de 200 watt, var det ligesom om at der blev tændt for en kontakt der langsomt fyldte knæet med smerte.

Jeg blev mere og mere overbevist om at lægen måtte have overset et eller andet, for der var altså noget galt. Så jeg tog mit scanningsbillede med til en efter sigende meget dygtig idrætslæge på Middelfart sygehus.

Han sukkede dybt, og sagde noget knap så pænt om ham lægen der havde sagt at der ikke var noget galt. For han kunne se at der var noget. Det var en sene som var meget irriteret/hævet og der var en del inflammation i området omkring senen.

Han gav først en blokade. Det hjalp ingenting. Faktisk blev det bare værre og værre, og på dette tidspunkt begyndte jeg at få ondt i knæet hele tiden. Ikke en voldsom smerte, men en ømhed der hele tiden var der, og som blev værre når jeg gik meget.

Da blokaden ikke hjalp, foreslog han at jeg skulle prøve det, der hedder PRP (platelet rich plasma). Det går ud på, at man tager noget blod, centrifugerer det, og så tager man den del med de hvide blodlegemer og sprøjter ind i senen. Det skulle så gøre at kroppens naturlige helingsproces bliver speedet op og man hurtigt kan komme sig.

Ulempen var at jeg skulle sidde stille i 3 uger og kun lave nogle venepumpeøvelser. Men trods alt blev der gjort noget, og jeg var fortrøstningsfuld, da jeg efter de 3 uger langsomt startede på cyklen. Men det havde heller ikke hjulpet en skid. Faktisk blev det kun værre og værre. Alligevel fik lægen mig overtalt til at vi skulle prøve igen. Tit skulle man have behandlingen 2 gange før det hjalp, så jeg tog lige 3 uger mere på sofaen, og startede langsomt op igen. Men det var ikke blevet bedre, og jeg kunne cykle mindre og mindre, og jeg fik mere og mere ondt i knæet. Jeg var nu begyndt at gå mindst muligt, fordi det blev værre og være jo mere jeg gik. Cyklen brugte jeg slet ikke, da det også kun gjorde det værre.

Jeg prøvede lidt med noget mere styrketræning, men jeg kunne ikke lave de øvelser jeg skulle pga. smerter, og jeg blev mere og mere irriteret og trist over udviklingen. Ville jeg nogensinde kunne komme til at cykle igen? Ville min smerte nogensinde forsvinde igen?

 

Motor doping

For stadig at kunne komme ud på landevejen med Jacob, og også for at få lidt frisk luft, købte jeg en el-scooter, som jeg kunne ligge og ”race” på sammen med Jacob. Det hjalp lidt på humøret, men generelt var det bare en træls periode.

 

 

Der var ikke andet hjælp at hente fra systemet end at få en fysioterapeut tilknyttet, og det hjalp altså ikke en skid at lave de øvelser jeg skulle lave.

 

Nyresten

Samtidig med at jeg gik og slås med de mere og mere konstante knæsmerter, fik jeg også nyresten. Og jeg skal hilse og sige, at det er noget der kan mærkes!

Hvis du tror at du har prøvet at have stærke smerter, så kan du godt tro om igen, hvis ikke du har prøvet at have nyresten. Det gør lige at den smerte-scala man har fra 1 til 10 lige bliver justeret, så det man troede var en 10’er bliver nedgraderet til en 8-9 stykker. Når anfaldene så varer 2-4 timer, så er det sku’ længe ved at være for meget.

Men ikke nok med at jeg fik nyresten og fik opereret min 8 mm store sten ud, ja så gik der selvfølgelig noget galt under operationen, således at der gik hul på min urinleder. Så det blev til mange nætter på det forfærdelige hospital i Fredericia. Her fik jeg virkelig at se (og føle) hvor dårligt det danske sundhedsvæsen er blevet med alle de nedskæringer der har været de sidste mange år. Sygeplejerskerne havde ikke tid til at passe patienterne ordentligt. Når de endelig kom forbi, skyndte de sig væk igen, før man kunne nå at klage for meget over hvor ondt man havde. Det var tydeligt at de allerede var videre til næste patient, næsten før man kunne nå at åbne munden. Der var ingen smil eller overskud. De mindede mig lidt om zombier der lavede fabriksarbejde.

Jeg havde jo haft min operation, og jeg skulle bare komme mig, så jeg kunne komme hjem igen. Så når jeg klagede over stærke smerter, så var det som om de ikke troede på mig. Jeg kunne få et varmetæppe og klagede jeg alt for mange gange kunne jeg få en panodil og en ipren. Så kunne jeg ligge der hele natten uden at kunne sove pga. smerter. Det var forfærdeligt, at jeg var lykkelig da jeg blev udskrevet og kunne tage hjem.

Desværre var det ikke slut med nyresten her – langt fra!

Efter et par uger skulle jeg have fjernet det kateter jeg havde fået sat op mellem nyren og blæren (et såkaldt JJ kateter). Det er i sig selv en meget ubehagelig oplevelse, da man kun får lidt bedøvelsessalve sprøjtet ind i penis, og så går de ellers ind her og skal op og have fat i kateteret oppe i blæren, før de hiver det ud gennem urinrøret – avs! Alligevel er man glad for at få det fjernet, for når man har kateteret, har det den funktion, at (udover at sørge for gennemstrømning fra nyre til blære) det giver nogle stærke smerter når man tisser. Lidt ligesom at blive stukket med en kniv lige i nyren!

Men jeg fik fjernet mit kateter, og troede egentlig at nu var det slut med de voldsomme smerter. Men jeg nåede kun lige at komme hjem, før jeg fik smerter igen. Som i virkelig stærke smerter. Jeg var alene hjemme og var bange for at besvime (hvilket jeg tidligere havde gjort ved nyrestensanfald), så jeg ringede 112, og blev kørt tilbage til Fredericia Sygehus.

Det var ikke gensyns glæde, men mere et ”hvorfor kommer du nu her igen?” jeg blev mødt med. Da mine smerter i løbet af dagen, blev jeg sendt retur med en forklaring om at jeg nok havde haft lidt spasmer i blæren hvilket var ret normalt, og så lille reminder om at man altså kun ringede 112, hvis der virkelig var noget i vejen.

Nå, men det gik hverken værre eller bedre en at jeg fik smerter igen, og jeg blev mere og mere sikker på at jeg havde flere nyresten, så jeg tog fat i Mølholm, og blev scannet, og ja, der var denne gang 2 nyresten der sad fast samme sted som den første havde sat sig fast.

 

Endelig på et ordentligt hospital

Så jeg kom straks til privathospitalet i Flensborg, hvor jeg blev opereret. Det gik fint og personalet var som engle i forhold til i Fredericia. Jeg fik det smertestillende medicin jeg havde brug for og jeg blev sendt hjem igen.

De mange timer i hospitalssengen havde også hjulpet lidt på mine knæsmerter, men de kom dog hurtigt tilbage igen, så det var stadig cykelture på scooteren og ikke cyklen.

Men det var ikke slut med smerterne, for jeg fik da lige et nyrestensanfald igen. Jeg kom til Flensborg igen og blev scannet. Her fandt de så noget, som de troede kunne være polypper på blæren. Altså et forstadie til kræft. Det var heller ikke ligefrem med til at hæve humøret, og det var nogle lange dage op til at jeg skulle have opereret disse polypper væk.

Da jeg vågnede fra operationen fik jeg dog den glædelige nyhed, at det alligevel ikke var polypper jeg havde. Til gengæld fortsatte nyrestenene med at vælte ind og sætte sig fast samme sted, så der var nu ved at danne sig et godt stort krater i min urinleder, hvilket også betød at jeg konstant skulle gå rundt med det her JJ-kateter, som jeg så småt var begyndt at hade som pesten.

Vi er nu fremme i foråret 2015, hvor lægerne beslutter at jeg skal have lavet en operation, hvor jeg får fjernet et stykke af min urinleder. Heldigvis gik operationen godt, og jeg kunne tage hjem uden smerter.

Gennem hele dette forløb med nyresten, smerter og et tocifret hospital indlæggelser, var mine tanker for det meste mere fokuseret på mit knæ end på nyrestenene. Nyrestenene var nemmere for mig at forholde mig til, da (da jeg først kom til Flensborg) der hele tiden var gode håndgribelige forklaringer, og jeg havde en fornemmelse af at det ville stoppe på et tidspunkt. Det var også nemmere at snakke om, da det var noget der var tydeligt for folk. At man var på hospitalet var jo til at tage og føle på, og der var mange der synes at det var synd for mig, når jeg for 8., 9. eller 10. gang blev indlagt. At man gik og var smådeprimeret over at man ikke kunne cykle, var lidt mere svært at snakke om. Men det fyldte meget mere i mit hoved.

 

Den lange liste med behandlere

På dette tidspunkt havde jeg nået til den konklusion, at der ikke var mere hjælp at hente ved det offentlige, så jeg måtte selv ud på ”det grå marked” og se om jeg kunne finde nogle kloge mennesker der kunne hjælpe mig.

På dette tidspunkt havde jeg været ved nogle forskellige fysioterapeuter. Jeg havde fået shockwave behandling og var også godt i gang med en masse akupunktur, hos en akupunktør der bl.a. arbejdede med cykelryttere. Dette havde dog ingen effekt.

Jeg kunne cykle lidt, men jeg kunne ikke presse mig mere end at køre lidt i  opvarmningstempo.

Jeg prøvede også med noget senetens behandling uden succes.

Næste mand på listen var en fysioterapeut fra Horsens der bl.a. havde kureret Rasmus Quaade . Her følte jeg at han havde fat i noget af det rigtige. Han kunne fortælle at mine muskler bag på låret og oppe ved lænden var virkelig spændte, og han brugte akupunktur og strøm til at få musklerne til at slappe af.  Han sagde at jeg skulle fortsætte med at træne, også selvom det gjorde lidt ondt. Jeg skulle teste mig selv. Så jeg begyndte at køre lidt hårdere, samtidig med at jeg fik en masse behandlinger. Det betød at jeg kunne få trænet lidt, men det blev aldrig helt godt, og efter en periode var det på tide at prøve noget andet.

Jeg fik kontakt til en kineser på Sjælland, der skulle være en rigtig mirakelmager, og som jeg kendte flere der havde brugt med stor succes.

Han brugte sugekopper og nåle mm. og efter et par behandlinger hos ham, følte jeg faktisk at det gik noget bedre. Jeg begyndte at kunne træne mere og mere, og jeg nåede faktisk at køre et par motionsløb i efteråret 2015, hvilket var en helt fantastisk oplevelse. Selvom det var med 5 km i timen op ad Munkebjerg med krampe i begge ben, så var der en følelse af, at jeg stadigvæk var cykelrytter – bare på et andet niveau.

Desværre gik det et par måneder den forkerte vej igen, og de næste behandlinger hos kineseren hjalp ikke. Så frustrationen kom tilbage for fuld hammer, og jeg var tæt ved at give op.

 

Ramt af stress

Samtidig var jeg meget stresset på mit arbejde. Det havde jeg faktisk været i et par år, hvor humøret havde været langt nede, og hvor jeg ikke havde overskud til at sige fra, imens jeg druknede i arbejdsopgaver.

Så jeg gik faktisk ned med stress. En dag blev det bare for meget. Jeg havde siddet og kigget ud i luften i en halv time og forsøgt at huske hvem det var jeg havde snakket med i telefonen, og hvad det var jeg egentlig var i gang med, da min chef kom ind og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg havde det af helvede til, og jeg brød fuldstændig sammen.

Så blev jeg sygemeldt i et par uger, og det var faktisk det bedste der kunne ske. For endelig gik det op for mig, at jeg ikke kunne klare det hele selv, og at jeg var nødt til at få hjælp til at få det bedre.

Og det fik jeg. Vi fik tilknyttet en ekstern konsulent der kunne hjælpe mig med at overskue og uddelegere nogle af mine opgaver. Samtidig gik jeg til psykolog. Det havde jeg nu gjort tidligere, for at få hjælp til at håndtere det med mit knæ. Nu handlede det i stedet for bare om stresshåndtering.

 

Min redningsmand

Men det bedste af det hele var, at jeg var begyndt at gå til en Osteopat der hedder Ivar Dagsson i Århus. Han begyndte langsomt at få bugt med mine knæsmerter. En osteopat er gerne en fysioterapeut der har en ekstra uddannelse som osteopat. Osteopati handler kort fortalt om at se på hele kroppen, og finde ubalancer. Det kan være ved muskler, led, nerver, bindevæv og kredsløbet.

Ivar blev hurtigt klar over at den var galt med nerven, der går på bagsiden hele vejen fra foden og op gennem benet, op i ryggen og op i nakken.

Hver gang behandlede mig et nyt sted og jeg fik nye øvelser jeg skulle lave. I starten var det mest i ryggen han behandlede, og min smerter flyttede sig rundt i kroppen. I perioder fik jeg ondt i lænden, i andre fik jeg ondt i mine lægmuskler. Men vigtigst af alt, jeg fik mindre og mindre ondt i knæet, og jeg kunne cykle mere og mere.

På dette tidspunkt var Jacob jo blevet helt vildt bidt af cykling, så det var dejligt, at jeg nu kunne træne med ham. Omkring juni begyndte jeg langsomt at træne mere end bare sammen med Jacob. Når vi kørte intervaller sammen, startede jeg nogle gange lidt efter ham, for så at prøve at indhente ham. Jeg øgede mængden af træning langsomt, og i juni, juli og august fik jeg kørt ca. 500 km hver måned.

Så en dag til cykeltræning i klubben med Jacob, kørte vi noget vi kalder ”radiobiler”. Det er hvor man kører på et afmærket areal på ca. 10 x 10 meter. Man skal så prøve at få de andre til at køre ud af det afmærkede område, eller at tage foden ned. For så er man ude, og sidste mand tilbage har vundet.

Jeg havde en god kamp med en dreng på Jacobs alder, hvor vi begge stod næsten stille på cyklen. På et tidspunkt mister jeg balancen, og jeg når ikke at klikke ud, så jeg vælter og alle får et billigt grin. Jeg kan godt mærke at mit håndled gør lidt ondt, og jeg tænker at det nok er forstuvet. Men jeg kører videre sammen med Jacob. Da jeg sener på aftenen går i seng bliver smerterne bare værre og værre, og jeg begynder så småt at indse, at når hånden ikke er hævet, så er den ikke forstuvet, og så kan den næsten kun værre brækket.

Så det blev lige til 4 uger med gips på, og ingen cykling. Dvs. at jeg den sidste uge ikke kunne dy mig fra et par små lette ture på hometraineren.

Herfra er det stort set kun gået fremad. Mine knæsmerter er blevet mindre og mindre, samtidig med at jeg har kunnet træne hårdere og hårdere.

Jeg har meget langsomt øget mængden af træning og hårdheden. I starten kørte jeg måske et træningspas på 1 time hvor jeg kørte 3 x 10 min intervaller hvor jeg ikke kørte fuld, men kun 80-90% af hvad jeg kunne. I dag kører jeg gerne 1,5-2 timers træningspas, hvor jeg kører masser af intervaller, alt lige fra nogle få spurter til 30 sek. 1 min, 2 min, 5 min og 10 min, hvor jeg kører det, jeg kan køre.

Samtidig laver jeg diverse udstrækningsøvelser som hjælper mod knæsmerterne, der langsomt forsvinder mere og mere.

Så lige nu er jeg bare lykkelig over, at jeg kan træne igen. Jeg træner stadigvæk ikke helt så hårdt som jeg gerne vil, og som jeg ville have gjort hvis jeg ikke havde mit knæ at tage hensyn til, men det er tæt på, og fortsætter udviklingen, vil jeg tro at jeg i løbet af nogle måneder, vil være tæt på at være helt smertefri.

Min redningsmand hedder Ivar Dagsson – men min redningskvinde hedder Janni. For var det ikke for min fantastiske kone, der har støttet mig, og gang på gang hjulpet mig op ad de sorte huller jeg faldt i, så havde jeg nok givet op, og var jeg aldrig kommet så langt som jeg er i dag. Så en kæmpe tak til disse to, som har givet mig nyt mod på tilværelsen.

 

Men hvordan er formen så? Ja, den er støt stigende, og har været det de seneste 9 måneder. Om den er god nok til at kunne være med fremme i D-feltet er nok meget tvivlsomt. Men mindre kan også gøre det. Vi har en del D-ryttere i klubben, og her ligger jeg pt. i den tunge ende, og det er nok også der, jeg vil befinde mig i starten af sæsonen, men forhåbentligt vil jeg kunne forbedre mig i løbet af sæsonen, så jeg kan få lidt points på kontoen efter sommerferien.

Men det vil jeg fortælle lidt mere om næste gang, hvor jeg vil fortælle lidt om hvor hvordan Jacob og jeg træner, og om hvilke målsætninger vi har for 2017 sæsonen.