Siden pinseløbene er det gået rigtig skidt for mig. Jeg har haft problemer med smerter i nakken lige siden.
Jeg har altid haft en tendens til at få ondt i nakken, og har gennem årene haft utallige hold i nakken. Jeg plejer dog at kunne holde smerterne nogenlunde væk, når jeg huske at lave mine øvelser/udstrækninger. Men efter mit styrt i Hobro, har det bare været svært at komme smerterne til livs.
Lige efter styrtet mærkede jeg ikke noget til nakken. Men da havde jeg også smerter så mange andre steder på kroppen, at jeg måske ikke har opdaget, hvis jeg slog hovedet/nakken lidt. Jeg tror det ikke, men kan ikke udelukke det 100%.
Som nævnt var det rigtig slemt før Pinseløbene, og efterfølgende kunne jeg ikke træne ordentligt. Jeg har ikke kunnet stå op og træde igennem, og har ikke kunnet træne særlig tit og særlig lang tid af gangen. Faktisk har jeg bare trænet mindre og mindre for hver måned, når jeg kigger på marts, april, maj og juni.
De sidste par uger, har jeg været kiropraktor, fået massage, Kranio Sakral behandling, akupunktur, laser, brugt muskelstimulator, og været til behandling hos Osteopat.
Det er gået lidt op og ned, og efter jeg var hos osteopat for 14 dage siden blev det helt slemt igen. Der fik jeg igen et hold i nakken, så jeg slet ikke kunne bevæge hovedet. Faktisk kunne jeg slet ikke sidde op eller gå rundt, uden at holde mit hoved med hænderne, og jeg kunne stort set ikke andet end at lægge ned med is på nakken.
Efter først en træls periode efter mit styrt, og efterfølgende nakkesmerter har det også været en lidt træls periode rent psykisk, og jeg var ved at falde lidt tilbage til de samme tanker, som dengang jeg var knæskadet, og jeg begyndte også at tænke på om en af årsagerne til at jeg ikke kunne komme helt af med nakkesmerterne var at jeg ikke var helt på toppen psykisk. Så et gensyn med min psykolog blev det også til, og det var rigtig godt, og har fået mig til at fokusere lidt mindre på cyklingen og skaderne. Målsætningerne og ambitionerne er også lige blevet revurderet, så det nu handler om at glædes over hvor meget jeg egentlig kan i forhold til et par år siden, og så kun cykle når lysten er der, hvilket den ikke har været de sidste 4 uger pga. smerterne.
Langsomt er det dog blevet bedre, og jeg har fået nogle ordentlige smertestillende piller, samtidig med at jeg har haft en periode med meget lidt træning. Jeg begyndte at lave mine øvelser igen (+lidt nye), og havde det egentlig nogenlunde i sidste uge, så jeg besluttede at køre løbet i Middelfart som det sidste løb her i forårssæsonen.
Målsætningen var egentlig bare at sidde med så længe som muligt, og så prøve at undgå at blive sidst, da formen i ugen op til løbet viste at jeg havde tabt ca. 5-10%, og var ca. tilbage på samme niveau som ved sæsonstart.
Løbet var på 5 omgang a 12 km. I alt 60 km. Der var en grusvej på 1,8 km på hver omgang. Da det havde regnet meget op til løbet, var grusvejen lidt smattet. Der var også en lille kort stigning på midt på grus stykket. Herudover var der en god bakke op mod mål.
Der var lidt vind men ikke det helt vilde.
Vi var de første der skulle sendes afsted, og da Jacob skulle starte ca. 1 time og 45 minutter efter mig, ville jeg lige holde øje med tiden, og så måske nøjes med 4 omgange, så jeg kunne se Jacob starte. Jeg ville nok alligevel blive sat på første eller anden omgang.
Der var 29 forhåndstilmeldte, og da jeg skrev mig ind, var der 1 eftertilmelding, så med 30 ryttere var der kun points til 10.
Jeg fik varmet godt op, og synes at pulsen var faretruende høj. Det ville blive hårdt i dag, det var jeg sikker på. Men jeg ville kæmpe det bedste jeg havde lært.
Jeg fik talt til 27 da vi stod på startstregen. Vi var 3 Give ryttere. Heino, Christian og mig.
Starten gik og afsted gik det. Der var masterbil på de første 500 meter. Jeg sad i den bagerste halvdel da løbet blev givet frit. Farten var høj, men jeg sad OK med. Efter et par km er der en der styrter i et sving. Der er også en anden der stopper med at træde og lader sig falde bagud. Måske han var punkteret.
Da vi nærmer os grus stykket kører jeg mig en anelse frem. Jeg skulle jo helst ikke sidde bagerst her, for så ville jeg nok ikke have de store chancer for at sidde med.
Jeg havde fået at vide at vejen var bedst i venstre side af vejen, så jeg kørte over mod venstre da vi drejer ind på den. Det resulterede så i, at jeg kører ned i et stort hul fyldt med vand. Jeg kommer dog igennem uden defekt og får styr på cyklen. Jeg sidder i ca. 20. position.
Der bliver kørt stærkt, men ikke hurtigere end at jeg godt kan være med. De fleste kører i højre side, men ovre i venstre side kører vi os lidt frem. Der sidder to mand foran mig i venstre side. Så kommer bakken. Ikke noget særligt. Den kan jeg godt klare denne gang. Faktisk kører jeg bare stærkere og stærkere mod slutningen, hvor en del af de andre havde lidt større problemer. Min holdkammerat Heino ser ud til at have en punktering, og Christian overhaler jeg også.
Da vi rammer asfalt igen, sidder jeg i 10. position, og jeg kigger bagud for at se om der er nogen der er faldet fra. Til min overraskelse ser jeg at der er hul bagved mig. Faktisk et pænt hul på 5-10 sekunder. Hold da op. Hvad skete der lige der?
Der bliver råbt ”hul”, og så bliver der kørt stærkt. Der er dog en gruppe på 6-8 ryttere bagved som langsomt får lukket hullet og da vi kører ind mod bakken kort før mål, er vi vel nede på de her 16-18 ryttere. Jeg er eneste Give rytter.
Der kommer først en lille bakke, så et par sving, og så en god bakke på ca. 5-7% i ca. 500 meter, før den flader ud ind på de sidste 500 meter. Jeg må køre tæt på max for at sidde med, men det går lige, og alle mand kommer med op over. Jeg kan dog se at jeg ikke er den eneste der kæmper med det.
Jeg holder mig nede i den bagerste halvdel af feltet, og koncentrerer mig egentlig bare om at sidde med, og kører mig så lidt frem da vi nærmer os grusvejen igen. Det er ligesom der er et par stykker der er lidt bange, og helt frivilligt lader sig falde ned bagud da vi rammer grusvejen. Jeg kommer ind som nr. 10, og undviger lige akkurat det store hul ved indkørslen denne gang. Igen tager de fleste højre side af vejen. Men jeg tager venstre side, og kører mig igen frem. Det går faktisk skidegodt, og jeg bliver helt høj af at overhale den ene rytter efter den anden. Da den begynder at stige, trækker jeg over i højre side, og sidder i ca. 6-8. position. På det sidste stykke kører jeg mig endnu længere frem, og kommer ud på asfalten som nr. 4. Wow, jeg er åbenbart god til at køre på grusvej. Det havde jeg ikke lige set komme. Jeg havde regnet med at jeg var sat på nuværende tidspunkt. I stedet sidder jeg med de stærkeste.
Jeg kigger mig igen tilbage, og prøver at få et overblik. Vi er kun 13-14 stykker, og nu begynder jeg pludselig at tænke på point. Der er points til top-10, og måske 11 hvis der er kommet flere eftertilmeldinger efter jeg skrev mig ind. Så skal der ikke falde mange fra, før der er en chance.
Ude på de lige stykker sidder jeg fint med. Jeg kører mig lidt frem før bakken, og det viser sig at være klogt, for der bliver kørt stærkt og jeg kan ikke holde hjul. Jeg falder lidt tilbage, men kommer med over som en af de sidste.
Det plejer tit at være sådan at det er de første par gange at der bliver kørt hurtigst på bakkerne, og at der bliver kørt mere jævnt når først der har været den en udskilning. Jeg håber at det også er tilfældet i dag.
Der sker ikke det store før vi rammer grusvejen igen. Farten er gået lidt ned, og jeg kommer nogenlunde igennem. Jeg begynder dog at få det lidt svært på den lille bakke, og kommer ud som nr. ca. 10. Der er stadig nogle U17 ryttere blandet ind i vores gruppe. De holder sig dog pænt nede bagved så snart vi kommer ud på asfalten igen. Efter et par km nede bagved, prøver jeg igen at få et overblik. Vi er kun 10 D-ryttere. Men hov, jeg kan ikke se førerbilen, og der var også god spredning på. Så der er vist kørt 4 mand afsted. Det er lidt underligt, at jeg ikke har lagt mærke til at de er kørt væk.
Der er nogle antræk til at få gruppen til at køre rundt, men der er mange, inklusiv mig selv, der ikke vil føre. Jeg ved at tager jeg bare en føring, så er jeg ikke sikker på at jeg kommer med over bakken næste gang.
Det er dog også lige ved at gå galt, og jeg falder hurtigt ned bagved og må virkelig kæmpe for ikke at blive sat. Der skal helst ryge et par stykker mere før mig, hvis jeg skal have points i dag.
Da vi rammer grusvejen for 4. gang har jeg stadig ikke set skyggen af udbryderne. Denne gang har jeg det hårdt lige fra start, og på den lille bakke må jeg slippe hjulet. Der er stadig 4-5 ryttere bag mig, og de kører langsomt forbi mig. Jeg giver den alt hvad jeg har, og jeg kommer lige akkurat med ud, så jeg kan få lukket hullet ude på asfalten. Men hov, der er vist et par stykker mere der blev sat, for vi er kun 8 D-ryttere tilbage. Så skal der kun ryge 1 eller 2 mere, så er jeg i pointene.
Men jeg er så småt begyndt at blive bange for at det er mig der ryger på bakken næste gang. Jeg gør mit bedte for at komme ind så langt fremme som muligt, men allerede på den lille bitte bakke, før den rigtige bakke har jeg det hårdt. Halvvejs oppe sidder jeg bagerst og kæmper. Jeg må op og stå og ”spurte” for at holde hjul. Jeg er tæt på at få krampe, men det lykkedes endnu en gang at overleve. Desværre ser det ud til at jeg er svageste mand.
Så der skal helst ryge en mand eller to på grus stykket for at regnestykket kan gå op.
Jeg kommer igen ind på grusset som en af de sidste, og igen må jeg slippe på den lille bakke. Jeg falder ned bagerst, og langsomt bliver der hul foran mig. Fandens også tænker jeg, men bliver ved med at give alt. Heldigvis får jeg godt gang i den igen efter bakken, og det lille hul der er kan jeg heldigvis lukke da vi kommer ud på asfalten.
Så er der kun 4 km til mål, og jeg sidder i et stærkt reduceret felt, og er med til at kæmpe om topplaceringer. Dvs. at jeg godt ved at jeg ikke har en chance på bakken til sidst. Et kort øjeblik overvejer jeg om jeg skal prøve at stikke, men benene er så tunge, så det ville nok bare blive til en lang føring, hvis jeg forsøgte noget. Så jeg koncentrerer mig bare om at komme nogenlunde ind på bakken. Det lykkedes rimelig godt, og jeg starter bakken som nr. 5-6 stykker, men der går ikke mange sekunder før jeg ikke kan holde hjul, og bliver overhalet af de øvrige. Jeg er slet ikke i nærheden af at kunne side med bare en af dem, og jeg kigger mig tilbage, og koncentrerer mig bare om at der ikke kommer nogen op bagfra.
Der er ingen at se, og jeg kører ind på, hvad jeg tror er en 12. plads.
Da jeg kommer ind til mål området får jeg at vide at de kun er 3 mand ude foran. Så jeg er altså blevet nr. 11. Så er der kun at håbe på at der har været en eftertilmelding mere.
Jeg når at se Jacob starte. Deres start er udsat lidt, så jeg har faktisk god tid til at kunne følge med i hans løb.
Da resultatet kommer op, ser jeg at der er 31 tilmeldte og altså 11 ryttere der har fået points – og mit navn står på listen! Nederst, men på listen.
Årets 2 første points er altså hjemme, og det i det løb, hvor jeg på forhånd havde mindst mulig chance.
Men det holdt også hårdt. Efterfølgende kan jeg se at min gennemsnitspuls har været 165, kun et par slag under min syregrænse, og 5-10 slag højere end ved mange af de andre løb jeg har kørt. Wattene har været ca. de samme. Normalized power var på 270 watt på de 102 minutter. Ikke prangende, men lige akkurat nok i dag.
Nakken var øm på de sidste par omgange, og søndag blev det bare værre og værre i løbet af dagen. Men allerede i dag er det noget bedre, og nu venter der en hel måned uden løb, så måske jeg kan få kroppen til at virke ordentligt igen. Hvis ikke, så må jeg skære ned på løbene, og kun køre nogle få løb efter ferien. Men først og fremmest skal jeg blive smertefri, så jeg igen kan nyde at køre på cykel. Jeg glæder mig også til at komme ud at cykle med Jacob i ferien.
Jeg er tilmeldt Randers Bike Week, men det er ikke så sandsynligt at jeg kører alle 4 løb. Det må tiden vise, for hvis ikke jeg kan holde til så mange løb, vil jeg nok hellere køre nogle af de andre, hvor bakkerne ikke er så stejle og så lange som ved Randers.
No Comments