Hej.
Der er nu gået næsten 2 mdr. siden mit sidste indlæg her på siden. Det er ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, men pga. travlhed på jobbet, sygdom mm. har jeg ikke fået prioriteret det. Desuden har jeg gået og ventet på at et lille projekt i Give Cykelklub jeg er med i, skulle blive offentliggjort internt før jeg ville skrive om det. Mere om det senere.
Min træning og mine delmål:
Jeg satte jo tidligere nogle delmål op, og havde bl.a. mål for hvor jeg gerne ville være pr. 1. februar 2018. Denne deadline er nu nået, og hvordan ligger jeg så i forhold til disse mål?
Et er sikkert. Hvis jeg skulle lave test i dag, er jeg ret sikker på at jeg ikke ville kunne nå nogle af mine mål der var:
5 sek.: 1050w
1 min: 550w
5 min: 335w
20 min: 300w (FTP=285w)
76,0 kg
Årsagen til dette er, at jeg netop har haft 8-9 dage med en rigtig ubehagelig influenza, hvor jeg havde feber i 7 dage i træk. Og før det havde Janni og jeg kobberbryllup, hvor jeg valgte at drikke mig hammerstiv i vodka. Det var dog efter planen (dog var mængden af vodka nok min 25% større end efter planen), men druk og sygdom er virkelig noget der tærer på formen, og jeg er slet ikke frisk endnu, så der går nok en del uger før jeg er tilbage på det niveau jeg var på for 1 mdr. siden, hvor formen faktisk var ret god.
For rent faktisk nåede jeg de fleste af min mål inden d. 1. februar.
Allerede d. 16. december kørte jeg 1102w på 5 sek. Og 571w på 1 min (begge udendørs). Og d. 20. december kørte jeg 330w på 5 min og 294w på 20 min (begge på hometrainer), kun få procent fra mit mål. 3 uger efter kørte jeg disse 2 test igen, men her havde jeg en dårlig dag, og tallene hed hhv. 322w på 5 min og 289w på 20 min. Herefter kom der sygdom mm. i vejen, så jeg har ikke fået kørt test siden.
Mht. vægten, så var det ved at gå helt galt i december, og da jeg vejede 80 kg juleaften, tog jeg mig endelig lidt sammen, og det lykkedes faktisk lige akkurat at komme under de 76 kg d. 1. februar. Siden er den dog steget lidt igen, og er pt. Omkring de 77 kg. 74 kg til sæsonstart er stadigvæk målet, og det burde kunne lade sig gøre.
Jeg fik som sagt trænet OK i november, december og også i starten af januar. Det blev til hhv. 2300, 2600 og 2300 TSS i de 3 måneder, og midt i januar var min CTL oppe på 80, hvilket var helt efter planen. Den er så dalet en del på det sidste og er i dag helt nede på under 60!
Så det kræver en del træning, hvis jeg skal op på 85, som var mit mål til sæsonstart. Det virker ikke helt realistisk. Undgår jeg yderligere sygdom burde jeg komme op på 80, som stadig er lidt højere end ved sæsonstart sidste år.
Herunder ses mine grafer fra TrainingPeaks, og det ses tydeligt, at det er gået den forkerte vej på det seneste, med to gange sygdom indenfor kort tid:
Så der skal trænes rigtig meget de næste 5 uger hvis jeg skal stille til start i Rødekro i slutningen af marts i en form der er væsentlig bedre end sidste år.
På fredag i næste uge skal jeg dog på 1 uges træningslejr i Calpe, der burde kunne give et lille boost, og så skal der bare trænes lidt flere timer på cyklen i ugerne op til sæsonstart, så er der en chance.
Jacobs træning:
Hvor min træning på det seneste er helt forfærdelig ringe, så fortsætter Jacob med at træne flittigt, og han får bare større og større lyst til at træne – hvilket jeg ikke troede var muligt. Han kører tit nogle småture på hans MTB når han kommer hjem fra skole. Herudover går han til spinning en gang om ugen. Desuden er han begyndt at gå til noget teen-fitness (let styrketræning for børn) en gang om ugen. Herhjemme kører han på hometrainer mindst 2 gange om ugen, og så en enkelt gang på hometrainer eller landevej i weekenden.
Selvom han er meget motiveret, så savner Jacob at træne med nogle børn på hans egen alder, så han var virkelig glad, da jeg arrangerede en fællestræning for U11/U13/U15 ryttere med deltagelse af ryttere fra Middelfart, Silkeborg, Århus, Herning og Give.
De var 9 ryttere der mødtes her til små 2 timers træning, bl.a. på Gives licensrute, og ikke mindst efterfølgende hygge/pizza hjemme hos os.
Her blev det også lige bekræftet, at formen var god. Der var i hvert fald ingen af de øvrige ryttere der kunne køre fra Jacob. Slå ham i spurten, ja, men ikke køre fra ham på distancen.
Om et par uger skal Jacob på træningslejr i Horsens, og han glæder sig rigtig meget til et gensyn med cykel-vennerne.
Give Cykelklubs elitesatsning:
Ja, så er vi kommet til projektet, som jeg har været en del af siden oktober sidste år. Nemlig en elitesatsning i vores egen lille klub.
Vi har i den korte tid klubben har eksisteret som licensklub haft en del talenter, men pga. vores størrelse, er alle disse talenter rykket til andre større klubber. Nogle allerede som U13/U15, nogle da de blev junior og nogle da de blev seniorer.
Det har betydet at vi på senior niveau ikke har haft så mange ryttere, og de fleste har ikke været på et særligt højt niveau – dvs. hovedsageligt D-ryttere som mig selv.
Men da vi stadig har en del unge talenter der bor og træner i Give, fik vi et projekt op at stå her i Give, hvor vi kunne hente nogle ryttere tilbage til klubben. Så vi fik lavet en aftale med 6 ryttere, der tilsammen udgør Team Give Elementer powered by Storck.
Rytterne bliver præsenteret løbende frem mod sæsonstart, så jeg vil ikke røbe navnene, men dog nævne at alle ryttere er fra nærområdet, alle har tidligere kørt i Give trøjen, og der er ryttere i mellem der tidligere har kørt på højeste niveau. Jeg forventer at vi starter med 3 ryttere i B-klassen og 3 i C-klassen, men ambitionerne er til meget mere end dette.
Men hvordan er jeg så lige blandet ind i projektet? Jeg er jo hverken B- eller C-rytter, og bliver det heller aldrig.
Min rolle i projektet er at stå for træningsprogrammer til rytterne. Det har været vildt spændende, men også lidt tidskrævende, da jeg udover de 6 ryttere i projektet også har lavet programmer for 4-5 andre + for Jacob og mig selv.
En af de ting der har løftet projektet, er at vi har fået tilknyttet Thomas Bundgaard som coach. Hvis der er nogle af jer der ikke kender Thomas Bundgaard, så er det Danmarks måske bedste bikefitter (Velofit), der også har været tilknyttet diverse større cykelhold, og lavet træningsprogrammer til disse hold. Thomas har kigget mig over skulderen, når jeg har sammensat træningsprogrammerne, og kan, udover at sørge for at rytterne sidder optimalt på cyklerne også give rytterne råd og vejledning i deres udvikling.
Indtil nu har vi været på 2 træningssamlinger med holdet. Begge fredag-søndag samlinger. På fredag i næste uge tager vi så til Calpe, og inden sæsonstarten har vi endnu en træningssamling fredag-søndag.
Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvordan rytterne vil klare sig i den blå Give-trøje i sæsonen der venter.
Lige nu håber jeg først og fremmest, at jeg kan blive helt frisk igen, så jeg kan få trænet godt de næste uger – for det trænger jeg til, hvis ikke det skal ende ud med en sæson i den tunge ende af feltet – og det skal det ikke!
Til slut lige en bonus oplysning fra Jacob: Han har netop fået en Garmin computer, som også kan uploade data til bl.a. Strava automatisk, så hvis I vil følge lidt med i Jacobs træning, så kan I følge den her: https://www.strava.com/athletes/28204856.
No Comments