(foto: Claus Ljungdahl)
Efter løbet i Horsens, hvor jeg var rimelig tæt på at få points, var jeg ret optimistisk mht. at få points i mindst et af sæsonens sidste to løb.
Her ville der ikke være bakker, hvor jeg kunne falde af, og jeg plejede at gøre det rigtig godt på brostenene i Tønder, som nok var det løb, hvor jeg ville have den bedste mulighed for at komme i pointene.
Jeg havde trænet en lidt længere tur med Jacob om søndagen (da Jacob mente at vi skulle køre mindst 1000 højdemeter) og herudover havde planer om at træne 2 timer tirsdag og onsdag i ugen op til, men da jeg havde ret tunge ben tirsdag, nøjedes jeg med at træne om onsdagen. Men så var jeg også helt frisk om lørdagen. Min TSB var på ikke mindre end +27, og jeg følte mig helt klar til at give den gas.
Tønder:
Det var 5. gang, at jeg skulle køre løbet i Tønder, og der er altid en masse snak om det ca. 6 km lange helt åbne stykke ude ved diget, hvor der kan være voldsom sidevind. De 4 gange jeg har kørt det, har der dog aldrig været særlig meget vind, så for mig har Tønder altid stået som et løb, hvor det er nemt at komme med feltet hjem, hvilket jeg også har været de forrige 4 gange.
Men da vi nærmede os weekenden, ændrede vejrudsigten sig, fra næsten ingen vind, til middelvind på 6-9 m/s på det tidspunkt hvor jeg skulle køre. Vindretningen var til direkte sidevind på diget, så jeg var godt klar over at det ville blive et anderledes hårdt løb, hvor det meste ville blive afgjort på diget, og brostenene, ville få en mindre betydning.
Vi ankommer til Tønder kl. 10.30, da Jacob skal starte kl. 11.34. Jeg selv skal først start kl. 14.30, så jeg havde god tid til at se lidt cykelløb inden min start. Det bliver hurtigt klart, at vinden er en stor faktor i dag. Selv på børnenes rute, hvor der kun er et kort stykke med sidevind, bliver felterne spredt i små grupper.
Jeg får varmet godt op, og stiller mig til start i god tid. Der er 42 tilmeldte, og således points til top-13. Ruten er 27,5 km lang og vi skal køre 3 omgange. Vi starter med en lille km med lidt sidevind, før vi drejer til højre om i modvind. Efter ca. 8 km drejer man til højre ud på diget, og efter 6-7 km på diget drejer man igen til højre. Her er der medvind indtil man kort før mål drejer til højre, således at der er sidevind i opløbet. Brostensstykket på ca. 700 m er med ca. 4 km til mål.
Starten går og jeg fumler lidt med pedalen, så jeg kommer hurtigt til at ligge nede bagved. Heldigvis er der masterstart indtil første sving, så jeg kan køre mig frem uden at skulle stresse.
Da vi drejer om i modvinden er der lidt småangreb. Farten er ikke særlig høj. Det føltes i hvert fald ikke sådan, når man sidder på hjul nede i feltet. Efter kort tid går det helt i stå. Jeg tror vi ligger og kører 25 km/t eller sådan noget. Jeg sidder bare og koncentrerer mig om ikke at få vind på snuden, og så koncentrerer jeg mig om at holde styr på hvor langt der er til vi drejer ind på diget. Jeg SKAL sidde i top 13 når vi rammer højresvinget, og gerne længere fremme.
Pludselig kigger jeg frem og kan se, at der er 2 ryttere der har fået et godt hul oppe foran. Farten er lidt højere, men det er svært at mærke nede i feltet. Jeg kigger på min garmin. Normalized power på under 200 watt. Ikke meget der skal trædes i pedalerne for at sidde der hvor jeg sidder. Men det betyder også at de fleste af os kommer med helt frisk ben ind på diget.
Der er stadig ca. 3 km til højresvinget, så jeg bliver bare siddende. Langsomt bliver udbryderne hentet ind igen, og feltet er samlet, og er nu gået helt i stå igen. Der er ingen der tør prøve mere før diget.
Jeg er nødt til lige at swipe over på side 2 på min Garmin, hvor jeg har gennemsnitsfarten. 31 km/t de første 7 km. Så skal der køres stærkt på resten af ruten for at lande på de 38-40 km/t vi plejer at køre.
Jeg sidder og spejder efter højresvinget. Pludselig kan jeg se det fremme. Der er stadig næsten en km derhen. Farten er stadig lav. Med ca. 500 meter til svinget begynder folk at køre frem. Jeg får et godt hjul og får læ det meste af vejen frem mod fronten. De sidste 200 meter kører jeg selv frem, og kommer ind i højresvinget i top-3.
Nu forventer jeg at farten bliver øget helt vildt og folk vil trække ud i højre side. Men da der ligger en del huse på venstre side, er der endnu ikke meget sidevind. Der er lige ca. 500 meter før vi rammer det åbne stykke. Der er stadig ryttere der kører midt på vejen, og jeg sidder helt ovre i højre side, og får fint læ. Der er kørt en del ryttere forbi, men jeg sidder stadig lige omkring top-10 da vi rammer sidevinden.
Det undrer mig meget, at der er flere ryttere der bare bliver siddende ude i vinden, og ikke trækker over til højre. Men heldigvis for mig, for jeg har stadig ikke fået vind på næsen, selvom vi har kørt de første par hundrede meter i sidevinden. Der kører nogle ryttere frem til højre. Jeg overvejer at gå med, men jeg vil ikke kunne få læ, hvis jeg går med, og lige nu sidder der en ikke alt for taktisk klog rytter og giver mig 100% læ her i sidevinden, så jeg venter lige og ser hvor længe det varer.
Der er stadig ingen huller oppe foran. Men der er trukket helt ud på en snor. Dog stadig med en lille vifte der hvor jeg sidder. Men nu begynder det hele at eksplodere!
Oppe foran opstår der små huller flere steder. Jeg sidder faktisk ret langt tilbage som nr. 20-25. Til gengæld sidder jeg med kæmpe overskud. Min ”hjælperytter” foran trækker nu ud til højre og går i stå, og så er det tid til at give gas. Jeg kører forbi ham, og begynder at køre mig frem. Ude i højre side, er der flere ryttere der er gået helt i stå, og jeg føler at jeg flyver forbi mange af dem. Oppe foran er der ca. 10 mand foran et lille hul. Da jeg kommer op i ca. 15. position, prøver jeg at indlede et samarbejde. Jeg kører godt ud på vejen og giver plads på viften. ”Kom, kør rundt!” råber jeg. Der er 5-6 mand der kan sidde med, og vi begynder et samarbejde. Jeg tager selv mange lange føringer, da jeg stadig har et lille overskud. Jeg overvejer om jeg selv skal prøve at lukke hullet op til de forreste, men jeg tvivler på, at jeg kan, og så risikerer jeg at køre mig selv i sænk. Så jeg fortsætter med at kører rundt med vores lille gruppe. Der er en enkelt rytter, der forsøger at sabotere samarbejdet. Han kører med rundt, men stopper hver gang han skal frem og føre. Han må have en del holdkammerater oppe foran, siden han bakker sådan af. Det er ikke alle der er lige gode til at køre forbi ham, og det er heller ikke alle, der kører tilpas langt ud i vinden til at der er plads til alle på viften. Der er ikke langt op til de forreste. Måske 50-100 meter. Vi holder afstanden rimelig stabil. Efter et par km er der nogle der begynder at sidde over, og jeg må selv tage nogle lange føringer, for at holde gruppen i gang. Vi mister lidt til frontgruppen. Bagude er der langt ned til de næste, som er godt spredt.
Nu kan jeg se højresvinget fremme, og jeg giver den en ekstra skalle det sidste stykke. Afstanden er nu 150-200 meter. Jeg fortsætter med at tage nogle gode lange føringer. Der er stadig nogle der kun tager nogle få eller slet ingen føringer. Jeg begynder at føle mig godt mærket nu. Det er noget hårdere at sidde på hjul i medvinden, end det var i sidevinden. Vi lægger næsten konstant på 50-55 km/t, og vi holder stadig afstanden til gruppen foran. Måske har vi endda hentet lidt ind på frontgruppen, der nu er blevet delt flere små grupper med der ligger tæt efter hinanden. Ham der siddet over og spoleret samarbejdet kører væk og kommer op til et par stykker der er blevet sat fra frontgruppen. Vores egen gruppe bliver nu splitte, da der er flere der selv forsøger at lukke det sidste lille hul. Jeg selv kommer lige akkurat med op og der bliver samling.
Lige om lidt kommer brostenene, og jeg sørger lige for at time min sidste føring, så jeg lige får en smule luft inden vi rammer brostenene.
Jeg kommer ind i 2. position, og koncentrerer mig bare om at holde hjul. Jeg vil ikke ud at forcere yderligere, selvom jeg føler mig godt tilpas på brostenene. Vi skulle gerne have alle mand med, hvis vi skal have hentet frontgruppen.
(foto: Claus Ljungdahl)
Efter brostenene er vi ikke langt fra at hente den lille gruppe foran, der nu igen er mere eller mindre samlet på nær 3 mand der har revet sig fri allerforrest.
Jeg er begyndt at have det hårdt, og tager færre og færre føringer. Heldigvis er der et par andre, der har lidt ekstra i posen til at få lukket det sidste. Så da vi kører over målstregen er vi oppe, og kort efter får vi hentet de sidste 3 ude i modvinden.
Vi er faktisk ikke så mange. Vi begynder at køre rulleskift, og jeg tæller ryttere efterhånden som de kører forbi mig. 8,9,10,11,12. ”sidste” råber den sidste mand. 13 med mig selv. Det er perfekt. 13 mand og points til top-13. Jeg kigger bagud, men kan ikke se nogen. Yes! tænker jeg. I dag skal det være!
Alle mand kører rundt i rulleskiftet. Vi kører dog ikke særlig hurtigt, men holder den egentlig bare nogenlunde i gang. Der er nok andre end mig, der har talt til 13.
Pludselig synes jeg at der bliver ved med at komme ryttere forbi mig, da jeg glider tilbage efter min føring. Jeg prøver at tælle igen. 12,13,14,15,16,17,18,19. Hvad var lige det? Så er der alligevel kommet yderligere 7 mand op. Jeg finder senere ud af at de kun var 15 sek. Efter os ved målstregen, og det har de fået hentet ude i modvinden. Æv, tænker jeg. Men nu må vi se hvordan det ser ud efter diget næste gang.
Jeg føler mig godt brugt, men tænker at det er de andre nok også. Jeg kører mig igen fint frem før højresvinget, og holder mig ovre i højre side. Nu bliver der rykket igennem, og jeg falder langsomt bagud. Mine ben vil ikke rigtig så meget, så jeg koncentrerer mig bare om at holde hjul, i mens feltet ligger på en lang snor foran mig. Langsomt opstår der huller flere steder oppe foran. Jeg bliver overhalet af en del ryttere, og tænker at nu må jeg snart være sidste mand, men kigger ikke tilbage, da jeg skal koncentrere mig 100% om at holde hjul. Pludselig kan jeg mærke at jeg er ved at eksplodere. Langsomt bliver der et lille hul foran mig. Nu kigger jeg tilbage, men kan ikke se nogen! Jeg er sidste mand! Jeg rejser mig op og spurter det bedste jeg kan. Langsomt får jeg lukket hullet. Men der er jo stort set ingen læ at få, så det hjælper ikke længe. Langsomt falder jeg af igen. Fandens også! Jeg har åbenbart brugt lidt for mange kræfter på 1. omgang.
Foran mig sidder der ryttere 1 og 1. De forreste er allerede langt væk. Jeg overvejer om jeg skal sidde helt op og spare kræfterne til i morgen. Fandeme nej, tænker jeg. Jeg prøver at finde en rytme, og efter et stykke tid begynder jeg at indhente den første mand. Det er Steffen Sillesen fra Esbjerg. Jeg kommer op til ham, og vi begynder at samarbejde. Længere fremme kan jeg se Oliver Vad fra Vejen. Der er et stykke op til ham, og vi henter ham først lige efter vi er drejet ud i medvinden. Længere fremme er der yderligere 3 mand, som vi langsomt henter ind på. Jeg begynder at have det hårdt, og må lade de 2 andre tage de længste føringer.
Vi får hentet de 3 mand foran. Det er Jannik Jensen, Nakskov, Uwe Gugel, Kolding og Momme Lassen fra Tyskland. De virker alle trætte, og ikke helt så stærke som Steffen og Oliver, som bliver ved med at tage de fleste føringer.
Vi kan se frontgruppen længere fremme. Men der er nok 200-300 meter op til dem. Vi holder afstanden nogenlunde, men i takt med at folk bliver mere og mere trætte, fungerer samarbejdet mindre godt. Jeg selv begynder at få lidt kræfter igen, men det er der også brug for, for nu kommer brostenene.
Jeg får kørt mig op i 2. position igen. Igen koncentrerer jeg mig bare om at holde hjul, selvom jeg føler at jeg godt kunne køre en smule hurtigere.
Efter brostenene synes jeg at afstanden til frontgruppen er steget yderligere. Farten er heller ikke så høj i vores gruppe mere. Folk er trætte. Mig selv inkl., og jeg begynder at overveje, om ikke jeg skulle stå af og spare mig til i morgen. Jeg tager en enkelt føring og sætter mig så på hjul. Afstanden til frontgruppen ser ud til at blive større og større, og er nu 500-600 meter.
Jeg beslutter at jeg vil stå af, og spare mig til i morgen, så jeg lader gruppen køre, og står af ved målstregen.
Jeg er lidt i tvivl, om det er det rette at gøre, men nu er beslutningen taget.
De var 15 mand oppe foran og den gruppe jeg sad i, var 45 sek. Efter ved 2. målpassage, og kommer i mål ca. 3 min efter frontgruppen, så set i bakspejlet var det den rigtige beslutning, da jeg alligevel ikke ville have kunnet kæmpe om points.
Jeg ærgrer mig lidt over at jeg fik brugt for mange kræfter på 1. omgang, men jeg følte mig godt kørende, og det var også tæt på at lykkedes. Det var i hvert fald fedt at køre rigtig cykelløb, og være med til at animere vores gruppe. Havde jeg fedtspillet, var vi måske blevet hentet af gruppen bagved, og så kunne jeg måske blive fragtet gratis frem til fronten med overskud til diget på 2. omgang. Hvem ved? Jeg fortryder i hvert fald ikke at jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få vores gruppe frem til de forreste.
Sønderborg
Årets sidste licensløb, og absolut sidste chance for at få fat i de satans points, som jeg har jagtet i de sidste løb.
Da Jacob skulle starte allerede kl. 8.02, ringede vækkeuret allerede kl. 04.30. Lige på det tidspunkt glædede jeg mig over at det var sæsonens sidste løb. Men kun i lige netop det tidspunkt, for generelt kunne jeg sagtens klare en måned eller to mere, nu da jeg var ved at komme i form.
Jeg skulle selv starte kl. 9.00, så jeg ville kun lige akkurat nå at se Jacob komme i mål inden jeg selv skulle køre.
Ruten er 8,6 km lang. Vi når lige at se den i bil da vi ankommer. Den er ret flad, kun med nogle få korte, og ikke særlig stejle stigninger. Der var meget vind, men ikke så mange åbne stykker.
Der var 40 deltagere, og således points til top-12.
Jeg havde min klubkammerat Kim med, og vi varmer op på en sidevej. Jeg har kørt frem og tilbage et par gange. Jeg tager min dunk for at få lidt at drikke, og holder kun ved styret med den ene hånd. Pludselig vender mit styr lige 90 grader. Forhjulet må have ramt et eller andet. Jeg når ikke at tænke andet end ”nu styrter jeg”. Så ligger jeg på jorden med højre side af mit ansigt nede mod asfalten.
Jeg tænker tit på, at hvis jeg nogensinde styrter igen, så vil jeg passe på mit hoved. Lige lave et fint rullefald eller noget.
Men det når man ikke lige at tænke på, når man styrter. Så når man ikke at gøre noget som helst før man ligger i asfalten. Denne gang var jeg fortsat udover styret, og havde taget imod med min kæbe og højre kind. Jeg blev liggende, og ømmede mig. Jeg ville ikke bevæge mit hoved af frygt for at jeg havde brækket noget som sidst. Derfor blev jeg liggende et stykke tid. Det gjorde pisse ondt i højre side af mit hoved, men trods alt ikke så slemt som da jeg brækkede nakken tidligere i år. Efter et par minutter (tror jeg) kommer Kim og et par andre ryttere hen til mig. De siger at der er nogle samaritter på vej. Langsomt rejser jeg mig op. Jeg er noget svimmel og har en god hovedpine. Jeg tager mig til kæben og tjekker med hånden. Jo, den var lidt blodig. Jeg står lidt og skal lige komme mig. Jeg er ikke helt frisk for jeg vil tage Kims cykel og ikke min egen. Jeg får dog fat i den rigtige cykel, der ser helt fin ud. Jeg siger til Kim at han bare skal køre op til start, da der kun er små 10 minutter til start.
Efter lidt tid føler jeg mig frisk nok til at sætte mig op på cyklen og køre op mod start. Jeg begynder at overveje om jeg kan køre. Hvis ikke det havde været for en træls hovedpine ville jeg helt sikkert have kørt. Jeg kører op til min taske og overvejer om jeg skal smide jakken og stille til start, eller om jeg skal lade være. Der kommer en rytter og siger at der står nogle samaritter og leder efter mig der hvor jeg styrtede. Jeg mærker lige efter en ekstra gang. Jeg må hellere lade være med at gøre mere skade på mig selv, ved at køre med en hjernerystelse eller lign., så jeg beholder jakken på og ruller langsomt tilbage til samaritterne, og siger at jeg godt kan rulle op til mål hvor de har deres telt.
Jeg får vasket mine sår og får en ispose til ansigtet. Jeg har stadig hovedpine, og de tjekker om jeg kan fokusere. Det kan jeg sådan nogenlunde, så de siger, at jeg bare skal komme igen, hvis det bliver værre.
Det bliver ikke værre og allerede om aftenen forsvinder hovedpinen. Jeg slap åbenbart noget heldigt denne gang.
Dagen efter skulle jeg starte på mit nye arbejde (Financial Controller hos Pharma Nord i Vejle), og her kiggede de lige en ekstra gang, da jeg mødte op med et noget forslået ansigt. Det er dog allerede ved at blive bedre og her på 6. dagen er det ok.
Udover ansigtet, gav det kun hudafskrabninger på knæene, knoerne og lidt på skulderen.
En noget træls afslutning på sæsonen, som startede helt forfærdeligt med et brud på nakken og 3 mdr. med nakkekrave, men som sluttede godt med nogle sjove løb i september, dog med en lidt træls afslutning.
Med nyt arbejde, bliver træningsmængden nu sat noget ned. I morgen skal jeg køre Give CK’s årlige udskilningsløb på Kiddesvej i Vejle, hvor jeg bl.a. skal dyste med Jacob, som siger at hans største mål er at slå mig på Kiddesvej. Herudover kører jeg kun det jeg har lyst til i oktober, og så begynder jeg stille og roligt at trappe op når vi rammer november. Jeg vil prøve at få trænet 5-10% mere end sidste vinter, da jeg tror det er nødvendigt for at kunne være med i den sjove ende fra starten af næste sæson.
No Comments