Jacob Kvistgaard, Robert Kvistgaard

Løbsrapport Klubmesterskab 6. oktober 2018 (Jacob) og Udskilningsløb på Kiddesvej 7. oktober 2018 – Jacob Kvistgaard & Robert Kvistgaard.

Efter at licenssæsonen sluttede, var der i ugen efter et par løb tilbage for Jacob og mig. Herning CK’s Klubmesterskab for Jacob om lørdagen og Give CK’s udskilningsløb om søndagen for os begge.

 

Klubmesterskab:

Jacob skulle køre 5 omgange a ca. 5 km på en rute, der var næsten flad. Kun et par få korte stigninger, herunder op mod mål.

I Herning har Jacob rigtig mange stærke klubkammerater i U13, så det var lidt som at køre et licensløb. Næsten alle de stærkeste fra licensløbene var der, og der gik heller ikke lang tid, før det var ”the usual suspects” der sad i frontgruppen. Carl-Emil, Nikolaj, Victor, Karl-Aksel og Jacob. De 5 der i hele sæsonen, weekend efter weekend har kørt points hjem til klubben.

Og som det også plejede at være, så var der ingen der fik lov til at køre væk fra de andre. De 5 øgede bare afstanden til de næste. Der var flere udbrudsforsøg, men gang på gang blev det samlet.

 

På vej ind mod mål efter 3. omgange er de pludselig kun 4 ryttere. Jacob er væk, og jeg står længe og spejder efter ham. Jeg går tilbage på ruten, og pludselig kommer Jacob kørende meget langsomt. Han var punkteret og havde fået et lånehjul af en af forældrene der kørte rundt på ruten. Hjulet passede dog ikke, da det vist var et 10 sp., så det var svært at ramme et gear, uden at kæden hoppede frem og tilbage mellem to gear. Da Jacob så mig stoppede Jacob. Han havde ikke lyst til at køre videre, så han valgte at udgå.

Jacob var ret træt af det, da han mente at han havde ”kongeben”, men så måtte han jo bruge de royale ben dagen efter på en rute der passede ham lidt bedre.

 

 

Kiddesvej

Dagen efter stod den på Give CK’s årlige udskilningsløb på Kiddesvej. Løbet er som udgangspunkt for ungdomsryttere i Give CK, der dyster om en stor pokal og titlen som Kongen af Kiddesvej. Men alle er som udgangspunkt velkomne til at deltage. Også ryttere fra andre klubber.

Jacob startede sæsonen i Give CK, og har betalt kontingent for hele året, så han var at anse som Give rytter i dette løb, og kæmpede altså med i den officielle konkurrence.

Jacob havde taget et par gode venner med fra Herning. Sebastian, Carl-Emil og Victor, hvor de to sidstnævnte fik deres debut på dette frygtindgydende bjerg.

Gennem hele året har Jacob snakket om at hans største mål var at køre fra sin far på Kiddesvej, og jeg havde flere gange forsøgt at så tvivl i hans sind, om han nu også kunne køre fra mig. ”jeg er kommet i vandvittig god form på det sidste” fik jeg flere gange slynget ud i dagene op til. Selvom jeg var kommet i bedre form, så vidste jeg godt, at med mindre Jacob kørte vildt dumt taktisk, så ville jeg ikke have en chance mod ham. Men jeg ville køre efter det. Generelt er det der med at lade ham vinde over mig med vilje ved at være slut. Han er efterhånden så stærk, at jeg ikke får så mange chancer for at køre fra ham på en bakke, så jeg tager hver en chance jeg kan få, før det er for sent.

Vi varmede op med at køre de ca. 30 km til Vejle fra Give. Vi var ca. 20 mand, hvor ca. halvdelen var ungdomsryttere.

Storfavoritten var U17 rytteren Morten Nørtoft, der havde vundet 4 ud af sæsonens sidste 5 løb (og var det ikke for en punktering var det nok blevet 5 ud af 5), men der var også et par B-ryttere og en U17-rytter med som måske ville kunne drille Morten lidt. De var dog ikke med i den officielle konkurrence.

Vi startede med et par prøveomgange, og så gik det løs med udskilningen. Efter 4-5 omgange, begyndte feltet at blive ret jævnbyrdigt, og der var ingen svage led, så der skulle køres godt til for at holde sig inde i kampen. Jacob blev et par gange ”provokeret” at nogle ryttere som kørte stærkt fra bunden af stigningen. Så blev han også lige nødt til at køre med dem, selvom han inden løbet havde svoret at det ville han ikke gøre.

 

Jeg selv holdt mig bare i en position, så jeg ikke brugte for mange kræfter, men kunne køre over som næstsidst de fleste gange.

Efter nogle mere begyndte feltet at blive mindre, og jeg kunne godt mærke, at nu var der kun ved at være 6 ungdomsryttere tilbage (2 x U17, U15 + 3 x U13), samt de 2 B-ryttere og så mig og en H50 rytter.

Jeg får kørt mig godt frem i starten, men bliver langsomt overhalet af de fleste andre, herunder Jacob. Ind mod mål ligger vi 5-6 mand helt tæt, og jeg spurter op mod mål, og når lige ind foran H50 rytteren. Jeg er fuldstændig færdig, men løbet kører videre, og få minutter efter sidder vi der så igen. Jacob virker godt kørende, men jeg derimod kommer lynhurtigt op i det røde felt. Så da der begynder at komme fart på feltet, forsøger jeg ganske kort at følge med. Det bliver en tvekamp med Carl-Emil.

 

Men så eksploderer jeg fuldstændig, og må lade mig udskille.

Så var der kun 8 ryttere tilbage. Jacob havde opnået sit store mål, men han havde mod på mere. På næste omgang var det de 3 U13 ryttere der skulle kæmpe om at undgå at ryge ud. Jacob så på et tidspunkt ud til at være lidt i problemer. Men kun ganske kort, for så accelererede han og kørte nemt frem til sidst. Det blev i stedet Carl-Emil der måtte stå af denne gang.

På næste omgang, var Jacob igen i hopla, og holdte sig fint fremme. Det blev i stedet Victor, som måtte stå af.

 

På næste omgang, som vist var den 13. kom Jacob hurtigt i problemer, og 2/3 oppe måtte han give fortabt. Han eksploderede fuldstændig, for han havde kørt helt op i det røde felt – for han ville bare ikke gi’ sig. Men overmagten var for stor.

 

Efter at have sundet sig et par minutter, var han dog klar til at køre flere omgange, som han gik i gang med imens resten af feltet fortsatte med at kæmpe mod hinanden.

Efter et par omgange mere var der kun de 2 U17 ryttere tilbage, samt en B-rytter. De 3 havde et par drabelige dyster der blandt gav dødt løb og en ekstra omgang, før det hele blev afgjort til sidst. Her var Morten Nørtoft suveræn, og kunne modtage pokalen igen.

Det officielle resultat gav Jacob en 3. plads efter brødrene Nørtoft, og Jacob var godt tilfreds med sin indsats, samtidig med at han glædede sig til næste år på Kiddesvej.

 

Midt i oktober har Jacob været på Bike-Camp ved BGI, og der kommer inden så længe noget fra Jacob om denne tur.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply