Efter et OK resultat i gadeløbet i Esbjerg ugen inden, var jeg spændt på at se hvordan formen var, når vi kom ud på landevejen igen. Jeg havde en fornemmelse af at formen var opadgående, og jeg havde fået trænet rimelig godt. Samtidig var vægten også på vej den rigtige vej igen. Nemlig nedad. Lige under 74 kg var den nede på. Og fedtprocenten sagde 9%. Jeg var næsten begyndt at ligne en rigtig cykelrytter igen.
Så det var med en god fornemmelse, at jeg stod til start sammen med 4 andre ryttere fra Give CK. Foruden mig selv var det Heino, Christian, Rasmus og Keld. Alle ryttere der var stærke nok til at kunne være med fremme. Der var 47 ryttere tilmeldt, så der var points til 14, og vi skulle helst have en topplacering eller to med tilbage til Give.
Vi skulle køre 5 omgange á lige godt 15 km. Der var en del højdemeter på ruten. 661 m i alt. Ruten starter med en 2-3 km lang stigning på en stor hovedvej. Den er ikke særlig stejl. 2-4% stiger den for det meste. Her var der også modvind. Efter ca. 5 km drejer man til højre, og så er der et langt stykke med sidevind, hvorefter man drejer til højre om i medvinden, inden man rammer en halvstejl stigning, der godt 1000 meter før mål flader ud ind mod målstregen. Det var ikke fordi det blæste vildt meget, men der var alligevel nok vind til at den kunne mærkes.
Jeg fik set Jacob køre, og fik herefter varmet op. Da jeg var ude at tisse fik jeg trådt i noget jord eller mudder, for der sad en stor klump jord fast under mine sko, da jeg forsøgte at klikke i pedalen. Så jeg tog fat under skoen og ville fjerne klumpen. Den var dejlig blød, for det viste sig at det var en kæmpe hundelort jeg havde trådt i. Så mine klamper var bogstaveligt talt fulde af lort nu. Fuck, sikke noget LORT! Nå, der var ikke andet for end at skylle fingre og klampe med lidt energidrik, og så køre op til start hvor jeg heldigvis havde en dunk vand, så jeg kunne komme af med det værste inden starten gik. Mon det var en af de dage. Hvor alt hvad der kunne gå galt, ville gå galt?
Jeg fik mig placeret godt fremme, da starten gik. Efter et par sving ramte vi modvindsbakken. Jeg havde faktisk regnet med at den ville gå noget i stå her, og at der først ville blive angrebet ude i sidevinden. Men der blev givet gas fra start, og et par mand får et lille hul. Jeg sidder nede midt i feltet, og føler mig godt tilpas. Jeg er ikke presset, selvom der bliver kørt stærkt, men det er selvfølgelig også modvind, så det burde også være nemt at sidde på hjul.
Lidt senere bliver der hul, så en gruppe på små 10 mand får et lille hul. Jeg afventer stadigvæk. Jeg skal bare spare kræfter, og det ser heller ikke ud til at de får lang snor.
Da vi drejer ud i sidevinden er tempoet fortsat højt. De første er blevet hentet igen, men feltet er strakt godt ud. Pludselig kan jeg se at der er nogle ryttere foran mig der kommer i karambolage, og det ligner til at de er på vej ned. Jeg når at få bremset ned og kørt ud i rabatten inden de ganske rigtigt styrter foran mig. Jeg er helt nede i fart, men det vigtigste er at jeg kommer udenom uden at blive ramt. Foran er der vel 25 mand i feltet, som er ca. 100 meter væk. Jeg accelerere det jeg kan. Heldigvis er jeg ikke alene. Foran mig er en Vejle rytter havnet i samme situation som mig. Han giver godt med gas, og jeg sætter mig på hjul. Vi nærmer os langsomt feltet. Bagved kan jeg se flere små grupper på vej op. Jeg sidder klar til at tage en føring hvis han slår ud eller giver tegn, men jeg er heller ikke nervøs for om vi når op, for der er ikke langt frem til et 90 graders sving hvor jeg ved at vi kan hente det tabte ind. Vejle rytteren lukker selv hullet lige inden svinget. Heldigvis kostede det mig ikke de store kræfter at komme op til feltet. Bagved er der stadigvæk flere små grupper der kæmper for at komme op. Feltet går en smule i stå ud i medvinden. Folk samler nok kræfter til bakken, og de fleste ryttere kommer op bagfra. Vi er vel 35 mand da vi rammer bakken. Der bliver kørt stærkt opad, men ikke hurtigere end at jeg kan komme fint med op. Benene føltes OK. Der bliver lavet lidt små huller gennem de par sving der leder ud til modvindsbakken, men det er kun små huller, der hurtigt bliver lukkede igen. Jeg holder mig midt i feltet, og forsøger bare at spare på kræfterne så meget som muligt. Vi drejer ud i sidevinden igen, og der bliver kørt stærkt. Alligevel er det som om at der ikke rigtig er enighed blandt de forreste til at køre rulleskift og slå hullet, så der bliver egentlig bare holdt højt tempo, hvorved der er en enkelt eller to ryttere der bliver sat af. Jeg får kørt mig godt frem på nedkørslerne i medvinden og kommer igen fint ind på bakken, og nogenlunde nemt med henover. Det er ikke helt skidt det her tænker jeg ved mig selv. Tidligere har jeg enten været sat eller været helt oppe i det røde felt efter de første par omgange, når ruten har været kuperet, men i dag føler jeg godt, at jeg kan være med i dette tempo i 5 omgange.
Der sker ikke det store de næste par omgange. Der er lidt udbrudsforsøg, men aldrig noget rigtigt farligt. Der falder et par folk fra på hver omgang. Da vi rammer opløbsbakken for 4. gang begynder jeg at kunne mærke mine ben. Jeg har ikke længere det samme overskud, og må kæmpe for at komme med som absolut sidste mand i et reduceret felt på ca. 25 ryttere. Med points til 14 bliver det nok næsten umuligt for mig at komme på tavlen i dag, for der vil nok blive givet endnu mere gas på bakken på sidste omgang. Men en placering midt i feltet er da også ok, tænker jeg.
Heino har forsøgt at komme i udbrud nogle gange, og pludselig ser det ud til at det vil lykkedes, da han kommer afsted sammen med 6-7 stykker op forbi mål. Christian og jeg sidder fremme og forsøger at lukke af, men det går ikke helt som det skal, for pludselig kører Keld sammen med et par andre ryttere for at lukke hullet. Han har åbenbart ikke set at Heino er helt fremme, og hullet bliver lukket igen, så det er et samlet felt der kører ud på sidste omgang. Der bliver kørt rigtig stærkt i sidevinden, og jeg sidder nede bagved og kæmper for ikke at falde af. Men jeg er heldigvis ikke den eneste der har det hårdt, for der opstår flere gange huller, når den ene rytter efter den anden eksploderer, og ryger bagud. Jeg kommer lige akkurat med op da vi drejer ud i medvinden. Bagved er der et par smågrupper der kæmper for at komme op. Der kommer et par stykker op, og vi er nu 22 mand – heriblandt alle 5 Give ryttere. Der er en meget lille bakke inden den sidste bakke, og her bliver jeg sat. Jeg kan lige akkurat ikke få min tunge røv med over. Jeg kæmper dog videre. Jeg er ikke den eneste der har problemer. Der er yderligere to ryttere bag mig, og jeg kæmper sammen med den ene om at komme op. Den sidste giver op og forsvinder bagud. Vi når op ca. 1 km før bakken. Jeg sidder i det røde felt, og er klar til at slippe som første mand når vi rammer bakken.
Jeg når dog lige at få vejret igen, og kommer fint med op midt på bakken. Der bliver faktisk ikke kørt vanvittigt stærkt. Dog stærkt nok til at jeg har nok at gøre med at kæmpe med at sidde med som bagerste mand i feltet. Jeg laver et lille hul på et par meter til manden foran mig, men jeg får det akkurat lukket da bakken flader ud. Nu stiger det kun 1-2% ind mod mål.
Jeg er helt overrasket over at jeg alligevel kunne sidde med, og nu sidder jeg i finalen i et felt hvor 2/3 får points.
Jeg er dog helt smadret, og føler slet ikke at jeg kan mande mig op til en spurt. Jeg ser at Heino også sidder helt nede bagi. Jeg tager en hurtig beslutning, og vælger at bruge mine sidste kræfter på at køre ham frem. ”Heino, kom med her!” råber jeg. Heino er hurtig til at fange mit baghjul, og så er det ellers hele vejen udenom feltet ude i højre side. Jeg kører bare det jeg kan, uden at tænke over andet end at vi skal frem til fronten. Helt fremme kan jeg se at der er to mand der ligger nogle få sek. ud foran. De ligger en og en.
Jeg kommer frem til fronten, hvor der ligger forrest ligger 3 mand på linje ovre i venstre side. Et kort øjeblik overvejer jeg om jeg kan få kæmpet mig ind på hjul af de 3 mand, og så forsøge at køre en spurt. Men den tanke slår jeg hurtigt væk. Jeg er tæt på at eksplodere, så jeg giver bare det sidste jeg har og kører forbi dem og prøver om jeg kan holde tempoet højt nok til at vi kan hente de to mand ude foran. I Christian har vi en rigtig god sprinter, og måske jeg kan hjælpe ham til et topresultat, hvis vi får hentet de to mand foran. Med ca. 500 meter til mål har jeg stadig fronten. Men så bliver spurten sat ind, og rytterne kommer flyvende forbi mig. Heino forsøger at køre med dem. Jeg holder bare mit eget tempo, til jeg er sidste mand, og overvejer et kort sekund, om jeg kan komme med på hjul af sidste mand. Det opgiver jeg dog hurtigt, og triller bare ind et stykke efter feltet på en 21. plads.
Både Christian, Heino og Keld får points. Dog er der ingen topplaceringer, da Christians 10. plads bliver vores bedste resultat. Den ene af de to mand ude foran bliver vist hentet.
Bagefter er jeg godt tilfreds med at komme med feltet hjem, men alligevel kan jeg godt mærke at jeg lige mangler 5% for at kunne være med hvor det er rigtigt sjovt.
Om jeg når at komme derop i år er nok tvivlsomt, da sæsonen slutter om 5 uger. Men formen er trods alt på vej frem, og sæsonens 3 sidste løb (Esbjerg, Tønder og Bov) er nok dem der passer mig bedst, så jeg håber i det mindste at kunne kæmpe med om pointene i disse løb.
Jeg skulle også have kørt dagen efter i Århus, men dette løb blev aflyst pga. manglende sikkerhed.
I sidste weekend kørte jeg ikke løb, da jeg var til DM for ungdom sammen med Jacob. Læs mere om hvordan det gik senere.
Mit næste løb er på lørdag, og det er på hjemmebane! Give Cykelklub arrangere sit første licensløb, på en meget kuperet rute omkring Vonge. Faktisk går ruten lige forbi mit barndomshjem i Vonge, hvor jeg boede de første 20 år af mit liv. Så jeg kender ruten ret godt. Desværre også så godt, at jeg ved at ruten er rigtig hård, og nok også lidt for hård til mig. Men jeg vil helt sikkert gøre mit for at vise fanen på hjemmebanen.
No Comments