Jacob Kvistgaard

Løbsberetning licensløb Kolding (19/8), Århus (20/8), DM i Ringsted (26/8+27/8) og Give (2/9) – Jacob Kvistgaard

Kolding

Løbet i Kolding, har Jacob gode erfaringer med, da han fik en 3. plads sidste år. Ruten passer også godt til Jacob, med et par gode stigninger, hvoraf den sidste ligger med top ca. 1 km fra mål.

De var 6 ryttere til start, og Jacob var på forhånd ret sikker på at han ville vinde. Den eneste dansker der i år har slået ham er Asger, og på det seneste har han nævnt at løbene er begyndt at blive en smule kedelige, for som han siger: ”De andre gider næsten ikke forsøge at køre mig ind når jeg rykker, for de ved at de alligevel ikke kan følge med”.

Vi havde derfor aftalt, at han skulle bruge dagens løb som opvarmning til DM i enkeltstart. Altså køre løbet som en enkeltstart fra start til mål. Enkeltstarten til DM er på 10 km, så distancen var helt perfekt.

Jacob rykker da også hurtigt fra de andre, og kører med jævn fart hele vejen. Han kører i tiden 21,08 min og er 2,01 min foran nr. 2 og 3, Malte fra Århus og Marius fra Randers. Gennemsnitsfarten blev 31,23 km/t. Ganske fint på en rute med mange højdemeter.

 

Århus

Dagen efter skulle Jacob køre løb i Århus. Arrangørerne havde i sidste øjeblik ændret på ruten, da de, fordi de manglede hjælpere, var nødt til at nøjes med en rute til alle felter. Man må formode at deres tanke har været at de på den nye rute, har kunnet klare sig med færre flagposter, men jeg tror ikke helt at de har haft styr på hvor farlig den nye rute har været, og at den nok i stedet havde krævet endnu mere af arrangørerne end de oprindelige ruter. Vi kørte ruten i bil inden løbet, og ruten var på helt små kringlede veje, med stigningsprocenter på op til 18%. Virkelig en krævende rute, men også en farlig rute, hvor det var vigtigt at den var ensrettet hele vejen. Ruten var 18 km, og første stigning kom efter få km. Den skulle U11-rytterne dog køre med masterstart, hvilket Jacob var lidt træt af, da der allerede her var stigninger på op til 18%.

I dag var der 7 ryttere til start, og igen var Jacob ret sikker på at tage sejren. Han glædede sig til at køre på de stejle bakker, og ville ligesom i går køre løbet som en enkeltstart.

På vej op af den første stigning, kørte de som nævnt med masterbil, og de kørte så langsomt, at der var en pige, som væltede. Hende måtte de vente på, så de kunne komme op over bakken, og løbet kunne blive givet frit. Jacob bruger lidt tid på at rykke, indtil han er væk, og så kører han solo resten af vejen. Han er dog ikke så suveræn som dagen før, og er kun hhv.  51 og 54 sek. foran nr. 2 og 3, Marius fra Randers og Max fra Århus. Tiden kunne ikke bruges til så meget, da den var inklusiv de 3-4 km masterstart.

 

Vi hørte at der var flere af de unge ryttere der var kørt forkert ude på ruten, så vi brugte en del tid på at tjekke at alle de ryttere vi kendte kom i mål.

Senere på dagen, blev løbet da også aflyst pga. sikkerhedsmæssige årsager, efter en A-rytter var kørt frontalt sammen med en bil.

Det er selvfølgelig prisværdigt, at arrangørerne havde gjort alt hvad de kunne for at få gennemført løbet, men jeg håber dog at de til næste år har folk nok til at sikre ruten bedre.

 

DM i Ringsted – Enkeltstart

Så var det blevet tid til DM. Jacob havde hele året igennem været meget påpasselig med at komme med store forventninger til DM. Sidste år var han i god form op til DM, men blev syg i ugen op til, og så var han heller ikke god til at sidde i et stort samlet felt, som det blev pga. en helt flad rute.

I år passede ruten bedre til Jacob, med en del højdemeter, dog uden de helt stejle stigninger.

Desværre blev Jacob syg igen i dagene op til DM. Nøjagtig som sidste år blev han syg efter at have holdt fødselsdag for klassen 4 dage inden løbet. Han havde kun lidt feber, men hostede rigtig meget. Det betød bl.a. at han missede klubmesterskabet i enkeltstart der blev holdt om onsdagen.

Da DM blev afhold i Ringsted, havde vi valgt at tage to overnatninger på hotel i Ringsted. Det var super godt, da vi boede ca. 300 meter fra mål.

Jacob var nogenlunde frisk om lørdagen. Dog hostede han meget. Men så fik han lov til at køre med sådan en næseklemme der gav bedre luftgennemstrømning, hvilket han synes var ret sejt.

Enkeltstarten var på 10 km. Den første km var ekstrem teknisk, da den foregik på små cykelstier med masser af sving. Herefter var der en god bakke, og på vej hjem gik det mest ned af, før der igen var en lille stigning op mod mål.

Vi havde gjort en del ud af at nedtone forventningerne, men det var tydeligt at Jacob var nervøs, og at han inderst inde havde en forhåbning om at komme på podiet, sandsynligvis som nr. 2.

Der var en forholdsvis stejl startrampe, og den skulle vanen tro lige testes. Det gik helt som det plejer. Jacob var pissenervøs og nægtede at køre ud over rampen. Efter lidt tovtrækkeri, lykkedes det os at få ham ned af rampen, og det gik selvfølgelig helt uden problemer, da først han overvandt sin frygt.

De var 20 ryttere til start, og Jacob skulle starte som en af de første, kun 1 min efter Tristan fra Amager, som udover Asger nok var den største konkurrent. Ud fra hvordan de havde kørt i Randers Bike Week, så passede det med at Jacob var ca. 1 min hurtigere end Tristan på de fleste etaper, så vi håbede at Jacob ville kunne se Tristan ude på ruten, så der var noget at køre efter som motivationsfaktor.

På startrampen var Jacob meget nervøs, og så sker det der ikke måtte ske. Jacob får ikke trådt ordentlig i gang, og kører lidt ud mod venstre, hvilket gør at han klikker ud af pedalen, og lige akkurat holder sig på cyklen på vej ned af rampen. Han prøver febrilsk at klikke i hurtigt, men han må prøve 3 gange før han endelig får skoen i pedalen, og på det tidspunkt er der allerede gået 15 sek., og han havde nok mistet ca. 10 sek. Ikke lige den start Jacob havde drømt om.

 

I målområdet står vi og spejder efter rytterne. Som en af de første ser vi Tristan. Han har overhalet en del ryttere. Jeg kan se et godt stykke ned af bakken, men der er intet spor af Jacob, da Tristan passerer mig. Jeg finder stopuret frem, og venter…og venter…og venter. Jeg når at tænke mange ting. Er han styrtet? Er han bare blevet gal efter starten og stoppet, eller hvad er der lige sket.

Det der var sket var, at Tristan kørte en kanon enkeltstart!

Der gik over 2 minutter før Jacob kom kæmpende op af opløbsbakken. Dvs. at hans tid var godt 1 min langsommere end Tristans.

Da jeg fanger ham efter målstregen er han meget ked af det. ”Gearene virker ikke, far! Den hopper bare op og ned!” udbryder han. Og ganske rigtigt. Jeg løfter baghjulet og kører pedalen rundt. I højeste gear, danser kæden frem og tilbage mellem højeste og næsthøjeste gear. Jeg havde skiftet træningshjulene ud med løbshjulene som jeg plejer, men der må være sket et eller andet med bagskifteren/justerskruen, for der skulle skrues rigtig meget før den kunne komme ned på det mindste tandhjul. Vi havde ikke fået tjekket at gearet kørte som det skulle, da det jo altid plejede at passe, og da Jacob ikke havde kørt i højeste gear ved opvarmning, havde vi ikke opdaget fejlen.

Jacob var virkelig ked af det, og det kan jeg godt forstå. Jeg forestillede mig hvordan jeg selv ville have reageret med sådan en fejl. Jeg havde nok lavet en ”Bjarne Riis” og kastet cyklen langt væk i en grøft.

Efter lidt overtalelse blev vi dog enige om at Jacob havde kørt rigtig flot og at det var super sejt, bare at blive ved, med de problemer han havde.

Efterhånden som rytterne kom i mål, blev det klart at Asger og Tristan havde kørt meget stærkt, men at der så var 4-5 ryttere der lå rimelig tæt omkring 3. pladsen. Heriblandt Jacob. Vi fik ikke så mange officielle tider, så jeg prøvede selv at holde styr på dem. Jeg kunne dog godt se at podiet forsvandt, da Mikke fra Ringsted kom i mål. Han var 16 sek. hurtigere end Jacob.

Herudover havde Oscar Larsen fra Roskilde også kørt stærkere end Jacob, så Jacob ender med en 5. plads. Han var hele 1,42 min efter vinderen Asger, 1,11 min efter Tristan på 3. pladsen, men kun 16 sek. efter nr. 3 og 4.

Jacob var stadig meget skuffet da han skulle på podiet og modtage sin pokal, men vi blev enige om at det var en fighterpokal, da han virkelig havde fightet, og var blevet ved med at køre hvad han kunne, på trods af de problemer han havde.

 

DM i Ringsted – linjeløb

Efter at have indstillet cyklen og testet at den kørte helt som den skulle, var Jacob klar til at give den gas om søndagen. Han havde noget at revanchere, og han var klar til at gå ud og give den gas på bakkerne.

De skulle køre 3 omgange a 6 km, med 2 bakker på hver omgang, så altså 6 bakker i alt. Det burde kunne give lidt udskilning i feltet.

Jacob kommer lidt skidt afsted, da han ikke lige for klikket i med det samme, så han mister lige Asgers hjul, som han var opsat på at prøve at holde i dag.

Efter 1. omgang står vi spændt og spejder efter rytterne. Pludselig dukker Asger op. Han er alene. Først 22 sek. senere kommer der en gruppe på 6 hvor Jacob sidder i. Jacob sidder forrest og giver den fuld gas. Efter ham sidder Tristan og Jacob far Amager, Mikkel fra Ringsted, Oskar Larsen fra Roskilde, samt Aksel fra Hedehusene, som lige hænger i med det yderste af neglene. Herefter kommer rytterne ind i små grupper eller enkeltvis. Der har tydeligt været en god udskilning.

Efter 2. omgang har Asger øget sit forspring. Han er nu 1,15 min foran 6-mandsgruppen der stadig er samlet. Jacob er nu nede i 4. position, og det er tydeligt, at der er gået mere taktik i den.

 

Jeg håber dog at der sker lidt mere udskilning på de sidste 2 bakker, for Jacob har indtil nu ikke ligefrem været den store sprinter, så han skal helst væk fra de andre før opløbet.

Så står vi og spejder efter rytterne for 3. gang, og Asger kommer flyvende i mål, til en helt suveræn sejr. Asger har været suverænt bedste rytter i U11 i år, så helt fortjent at han bliver dobbelt dansk mester.

Så kommer de næste. De er 3 mand. Tristan og Mikkel får skåret venstresvinget der er ca. 200 meter før mal rigtig godt, og de har et lille forspring til Jacob, der kæmper for at komme op. Han opgiver dog hurtigt, og ruller ind over målstregen som nr. 4, efter Tristan på 2. pladsen og Mikkel på 3. pladsen.

4 sek. efter kom de næste, Oskar Lasen, og Aksel Storm.

Jacob var igen skuffet efter løbet. Han havde i starten forsøgt at lukke op til Asger. Da han kunne se at det ikke kunne lykkedes, havde han sat sig på hjul, undtagen på bakkerne, hvor han havde givet fuld gas. Men han havde bare ikke haft kræfterne til at kunne gøre forskellen i dag. Som Jacob flere gange sagde: ”der var bare slet ingen power i benene når jeg prøvede at rykke”.

Efter præmieoverrækkelsen, kom en kommisær hen til Jacob og spurgte om han var klar til at rykke op i U13?

Vi havde inden DM gennem klubtræneren haft en dialog med DCU, hvor vi (inkl. Jacob) var blevet enige om at han skulle rykke op i 13 efter DM, så han kunne få lidt flere udfordringer.

Men nu hvor han stod og var skuffet, skulle han i hvert fald ikke rykkes op, for han kunne jo ikke en gang følge med i u11!

Det lykkedes os dog at lave en aftale, om at han blev rykket op, og så måtte han sige til hvis han inden næste løb fortrød.

 

Give

Det gjorde han dog ikke, for ugen efter stod han klar på startstregen til sit første U13 løb – på hjemmebanen i Give. Glemt var skuffelsen fra DM, og nu var han bare glad for at skulle køre et løb, hvor der ikke var nogen forventninger til ham. Jacob mente også, at det ville være rart at få andre spørgsmål end ”vandt du?” eller ”hvor meget vandt du med i dag?”

På den anden side ville det også være fedt at vinde løbet på hjemmebanen, men de nye udfordringer vejede uden tvivl tungest.

De var ikke mindre end 32 ryttere til start, så det var et helt andet størrelse felt end Jacob var vandt til. En af Jacobs venner, Thor, der er et år ældre end Jacob havde lige fået licens i U13, hvilket var ret fedt, så de kunne køre løb sammen. Til løbet i Give, stillede Give cykelklub med yderligere 2 ryttere i U13 og med 3 ryttere i U11.

Jacob var dog helt med på, at han skulle koncentrere sig om sit eget løb i dag, og ikke tænke på at lave taktik sammen med de andre ryttere fra Give. Han skulle bare prøve at hænge på så godt han kunne, se hvad det kunne blive til.

De skulle køre 4 omgange a 5,8 km. I alt 23,2 km. Der var et par små stigninger på ruten, men ikke noget særligt. Der var desuden helt vindstille, så heller ingen vind til at splitte feltet.

Starten gik, og Jacob startede blandt de forreste.

 

Det var da også et mere eller mindre samlet felt på ca. 20 ryttere der passerede målstregen først gang. Jacob sad bagerst, men så ud til at have styr på det.

Efter 2. omgang var der faldet et par ryttere af, og de var nu 17 i feltet. Jacob sad stadigvæk bagerst.

På 3. omgang skete der endelig noget. Christoffer fra Randers, der udover at være 1 ½ hoved højere end Jacob, havde vundet enkeltstarten til DM med en gns. fart på over 38 km/t, var kørt solo. Vi vidste godt at han ville være suveræn i dag, så det var ikke den store overraskelse. Desværre havde hans accelerationer gjort at der nu kun sad 15 mand i feltet. Og den ene der var faldet af var Jacob. Han kom alene, ca. 30 sek. efter feltet.

På sidste omgang skete der ikke det store. Christoffer vandt med 1,43 min til feltet hvor der nu var faldet yderligere en mand af, og nu bestod af 14 ryttere. Jacob blev nr. 17. Han var 1,40 min efter feltet. Jacob var i strålende humør da han kørte over målstregen, og var bagefter også rigtig godt tilfreds med løbet. Han forklarede, hvordan han faldt af feltet: ”Jeg sidder som nr. 10 da vi skal dreje til højre, og det går lidt for stærkt, så jeg lader mig falde tilbage, og så når jeg ikke at komme med på hjul”.

Indtil han faldt af, havde Jacob ikke haft de store problemer, og så lærte han at man ikke skal stoppe helt med at køre, hvis man vil lade de andre køre forbi. Så skal der op og spurtes for at komme med på hjul – og helst lidt før sidste mand er forbi.

Efter løbet blev der hygget. Først med cykelvennerne, og bagefter hos bedstefar og bedstemor, mens far og mor hjalp med at afvikle løbet færdigt og få ryddet op.

 

Afviklingen af løbet, der er Give Cykelklubs første, har i øvrigt fået meget ros af både DCU og rytterne efterfølgende, hvilket jo bare er herligt.

Jacobs næste udfordringer bliver denne weekends løb i hhv. Brædstrup og Horsens. Jacob har gode minder fra Brædstrup, da det var her han vandt hans første licensløb nogensinde sidste år, men forventningerne går denne gang mere på at kunne blive siddende i feltet så lang tid som muligt.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply