Igen i år var Jacob til 3 Dage i Nord, og konkurrencen var rigtig stor med flere stærke udlændinge og Sjællændere, som også havde valgt at bruge påsken i det nordjyske.
Hjørring
Der skal køres 2 omgange a 13,1 km. Ruten er uden de helt store bakker, dog stiger det lidt ind mod mål.
De er 21 drenge til start, og der er således points til top-7.
Der bliver kørt ret stille og rolig den første halvdel af 1. omgang. Der er ikke rigtig nogen der tør rykke. Så rykker Asger og Noah fra Ordrup sammen, og de får et lille hul. Jacob rykker og kommer væk, og han får kørt de 2 andre ind. De får gang i et godt rulleskift, men bliver langsomt hentet.
Herefter kommer der masser af ryk, og i starten er det igen Asger og Noah, der kommer væk. Jacob forsøger flere gange at køre væk alene, men bliver hentet hver gang. Frem mod spurten er der en norsk pige, som har fået et hul, men pludselig går hun helt i stå, og drengene er tæt på at køre ind i hende, og det giver noget uro i spurten. De er 13 drenge tilbage i feltet, og Jacob kører en fin spurt, og bliver nr. 4 i spurten og altså nr. 6 samlet. Asger vinder foran Noah.
Jacob er lidt ærgerlig over at han ikke kunne komme væk og få 3. pladsen men er godt tilfreds med sin spurt.
Efter løbet var der igen tid til hygge fjollerier med kammeraterne.
Thy (Hanstholm)
I Hanstholm, skal der køres 3 omgange a 7 km.
De er 19 til start, og igen er der points til top-7.
De starter ud i medvinden, og der er masser af ryk. Dog er der ingen der kommer rigtig væk, før Asger og Noah rykker på slutningen af 1. omgang. De får et lille hul, men midt på 2. omgang bliver de hentet igen. Nu følger der igen en masse ryk, men igen er der ingen der får lov til at komme væk. Det ender med at de er 12 drenge, der skal spurte om det. Der er et højresving ca. 300 meter før mål, og Jacob får kørt sig godt frem, men bliver så forstyrret af en svensker der svajer og Jacob må bremse ned, og kommer bagerst ind i svinget. Han får overhalet 2 ryttere, men bliver kun nr. 10. Asger vinder igen foran Noah.
Aalborg
I Aalborg står den på 5 omgange a 5,5 km. Der er en god bakke på, og vinden er ret kraftig. Der er modvind op ad bakken, men også et par gode sidevindsstykker.
De er 27 drenge til start. Da løbet gives frit rykker Asger. Noah, Jacob og Tobias rykker efter og får lavet en forfølgergruppe. De skiftes til at føre, og de er ikke langt efter Asger. Så rykker Jacob, og han får Noah med på hjul.
Tobias falder af. I starten af 2. omgang får de hentet Asger. Asger rykker igen og får et lille hul. Jacob arbejder hårdt med Noah på hjul. Pludselig råber Noah et eller andet. Jacob rykker samtidig og får hul. Jacob jagter Asger og holder længe afstanden på ca. 25 sek. Bagved er der en 4 mands gruppe, der jagter Jacob. Jacob øger langsomt til dem. På sidste omgang giver Asger gas, og tager yderligere sekunder til Jacob.
Samtidig kommer Noah stærkt bagfra. Men Jacob holder 2. pladsen 41 sek. efter Asger og 19 sekunder foran Noah.
Jacob er helt smadret da han kommer i mål, men det er alle de andre ryttere også, for det var en meget hård rute.
I den samlede cup rykker Jacob op på 4. pladsen.
Herefter stod den på løb i Djurs, og Jacob har selv skrevet dette om løbet:
Djurs
I dag skal jeg ud at køre i Djurs. Jeg taler med Casper fra Herning og siger “Du er kaptajn i dag”. Lige da vi er startet, sker der noget pissetræls. Jeg taber kæden. Jeg får den hurtigt på og kommer tilbage til feltet.
Det går desværre ikke så godt for Casper. Når han kommer væk, kører han ikke så hurtigt som feltet. Så han blev hentet, men da vi rammer bakken, siger jeg til Casper “jeg køre på bakken”.
Det gjorde jeg, men det er ikke Casper fra Herning, der kommer med. Det er Casper fra Silkeborg. Det er fint, for han er også en af mine gode venner.
Vi kører sammen op til mål. Han kan ikke følge med, og jeg køre alene en omgang og til mål.
Jeg er klar til alle de bakker i vores næste weekend.
Ja, det blev altså til endnu en sejr i Djurs efter først at have jagtet feltet efter at kæden var hoppet af, for herefter at vinde med over 1 min til feltet. Det på en dag, hvor Jacob inden løbet havde lagt en masse taktik sammen med holdkammeraterne Casper og Emil. Desværre lykkedes deres taktik ikke helt, men fedt at se, at de forsøger at køre taktisk, og Jacob havde helt sikkert lige så gerne set en af de andre Herning drenge stå øverst på skamlen.
Gran Prix Herning
Ugen efter var Jacob i øvrigt med til at lede hele den danske elite frem til startstregen i Gran Prix Herning. En rigtig sjov tur for drengene, hvor humøret igen var højt.
No Comments