Siden sidst er formen egentlig bare blevet bedre og bedre, og jeg var klar til nogen sjove cykelløb inden sommerferien.
Frederikshøj
Vi er 47 mand til start, og endelig har jeg en holdkammerat med, da Brian Lindbjerg også er klar til 7 runder a 12,2 km på den rimelig flade rute ved Frederikshøj. Største udfordring er et 90 gr. Sving og en efterfølgende bakke ca. 3 km før mål, som kan give lidt problemer hvis man sidder for langt tilbage.
Men ellers en nem rute, dog på små veje på nær 300 m, som foregår på en stor vej, der ikke er ensrettet.
Brian og jeg fik snakket lidt taktik. Vi vil prøve at se det lidt an, og så måske prøve at køre væk på næstsidste eller sidste omgang, hvis chancen byder sig.
Jeg kommer lidt dårligt fra start, men får rimelig hurtigt kørt mig frem. Der bliver holdt et OK tempo, men ikke mere, end at jeg ingen problemer med at holde mig fremme omkring top 15. Det lader til, at det er en fast regel, at der ikke må stikkes i Master C før vi har kørt 5 min, for igen går der lidt tid, før der rigtig sker noget.
Der er en enkelt rytter, der stikker, og ligger ude foran et stykke tid. Dog ikke noget farligt, og vi kan hele tiden se ham.
Jeg har ikke kørt ruten før, så 1. omgang går også lige med at se ruten an. De sidste 3 km kan godt være hårde, hvis der bliver rykket ud på bakken. Herefter er det lidt op og ned, med en smule sidevind ind mod mål.
På 2. omgang er der også lidt småangreb, og der er da også to ryttere, der kommer afsted, men igen får de ikke det store forspring.
Farten i feltet er ikke hurtig nok til at der er nogen der bliver sat.
Kort efter vi har kørt ude på den store vej, stopper førerbilen, og feltet bliver stoppet. Vi får at vide, at hvis vi kører over midterstriben ude på den store vej igen, så bliver løbet stoppet. Heldigvis hører alle efter, og vi får lov at gennemføre.
På 3. omgang sker der noget! Først er der en der kører. Lidt efter en mere. Jeg sidder godt fremme, og er hele tiden opmærksom på at der ikke skal køre for mange væk. Men så kører der pludselig 2 mand mere, og jeg finder et moment, hvor jeg kan køre efter. Jeg får dog ikke det store hul, og feltet er ikke langt efter, så jeg vælger at slå ud lige før vi henter de to ryttere.
De øvrige udbrydere bliver også hentet, og på 4. omgang bliver der for første gang kørt stærkt, da der over 4-5 min er mange udbrudsforsøg og en konstant høj fart, og da vi kører ud på 5. omgang kan jeg se at feltet er blevet noget mindre. Der har været en del punkteringer pga. våde veje, men der må også være nogle der er røget af, for jeg kan ikke tælle til mere end ca. 25-30 mand i feltet.
Jeg får snakket med Brian, og vi bliver enige om, at vi skal prøve at køre lige før bakken på sidste omgang, eller alternativt henover toppen. Jeg overvejer også at køre spurten.
På 5. omgang er der endnu en rytter der får et godt forspring. Der sker ikke det store nede i feltet, og generelt begynder feltet at gå mere og mere i stå, og på 6. omgang er der yderligere to der kommer væk en og en. Vi får hentet de to, men der er stadig 1 mand ude foran. Feltet går nu helt i stå, og da vi kører ud på sidste omgang hører jeg ”35 sek.”, og feltet er nu virkelig gået i stå. Jeg er i tvivl om jeg skal prøve at komme væk ude på bakken, evt. sammen med Brian, eller om jeg skal vente på spurten. Der er ikke mere end 25 mand i feltet, og jeg føler at jeg stadig har gode ben, så en top-10 burde i hvert fald være indenfor rækkevidde hvis jeg kører spurten.
Alternativt skal jeg først igennem svinget før bakken og så fyre den af, for at se om det kan give lidt ravage.
Det bliver dog ved tanken, for ude midt på ruten punkterer jeg, og så er det løb slut.
Jeg var meget frustreret over at punktere nu, så tæt på finalen. Nu har man siddet i 2 timer og passet på sine kræfter, og bare sparet sammen til finalen, og så må man slukøret se feltet køre væk.
Men sådan er det at køre løb. I dag var jeg ikke den eneste. Jeg opdagede i hvert fald mindst 4 andre i vores felt, der også punkterede. Det var bare ekstra træls, så tæt på mål.
Rytteren ude foran holdt hjem, og der kom 22 mand hjem i feltet. Desværre fik Brian heller ikke timet spurten rigtigt, så det blev til 0 points til Give CK i dag.
Jeg kørte de ca. 2 timer med 240 w NP, hvilket også viser, at det har været ret nemt at sidde i feltet i dag. Pulsen kom heller ikke over 172, hvilket er ca. 10 slag fra maxpuls.
Silkeborg
I dagene efter løbet i Frederikshøj føler jeg mig super godt kørende. Om tirsdagen kører jeg et Zwiftløb, hvor jeg bliver nr. 4 ud af 68 i B-klassen. Det er det suverænt bedste løb jeg har kørt på Zwift nogensinde. Igen om onsdagen til fællestræning, er der bare ”hul igennem”, og jeg kan næsten følge med nogle af de ryttere, som plejer at være meget hurtigere end mig. Så jeg ser virkelig frem til at køre pinse cuppens tre løb, Silkeborg, Herning og Randers.
Vejrudsigten siger regns og blæst, specielt i Herning, så det tyder også til at kunne blive nogle hårde løb, hvilket jeg kun ser frem til.
Jeg sætter mig en målsætning om enten mindst to gange top-10 , eller mindst en top-5.
Desværre mærker jeg allerede onsdag aften/nat en lille smule kriller i halsen og jeg får fornemmelsen af at jeg er ved at blive syg. Torsdag bliver jeg bare mere og mere sikker på at den er gal, og fredag må jeg melde mig syg fra arbejde.
Jeg håber stadig at jeg kan nå at få det bedre, så jeg kan komme til at køre løb lørdag. Jeg har ikke haft feber, så måske jeg slipper billigt.
Fredag aften beslutter jeg mig for at prøve at køre lørdag. Det er altid svært at vurdere hvor slemt det er, før man sidder på cyklen, og selvom jeg ikke var vildt optimistisk, så glædede jeg mig stadig til at komme ud af køre løb på den hårde Silkeborg rute.
Der er 2-3 hårde bakker på den 14,4 km lange rundstrækning, vi skal køre 5 gange. Igen er Brian klar, og vi starter ud i det 54 mand store felt.
Jeg starter allerforrest, og kommer først ind på nedkørslen der kommer lige med det samme. Herefter kommer der en lang bakke, der kommer i flere tempi. Den er ikke vild stejl, men bare lang. Samtidig er der lidt sidevind på den sidste del, så det var ret hårdt at komme med henover, og jeg tror måske allerede de første er ved at blive sat.
Jeg føler mig nogenlunde kørende. Ikke super, men bedre end jeg havde frygtet. Der er en enkelt mindre bakke ude midt på ruten, men ellers gælder det bare om at komme godt ind på målbakken, der kommer efter et højresving, og er ret stejl i bunden. Så flader den ude, men forsætter i lag tid med 2-4% næsten helt op til højresvinget 200 m før mål.
Jeg lader mig falde lidt tilbage op ad bakken, men føler egentlig at jeg sidder med et OK overskud, selvom der bliver kørt stærkt.
Der sker ikke det store på 2. omgang, før vi rammer målbakken igen. Jeg holder mig fremme i bunden, og lader mig falde lidt mere tilbage. Benene er stadig OK, men ikke nær så friske som på 1. omgang.
Herefter kommer nedkørslen, og der bliver bare holdt på op ad den lange seje bakke og i sidevinden. Her er der virkelig nogen der lider. Jeg selv kommer fint med op, og kan nu se, at der er en enkelt mand der er kørt væk. Jeg kan ikke lige se Brian, og da jeg kommer op til fronten, kan jeg se, at det er ham, der er kørt solo. Fedt!, så må jeg se om jeg kan bakke lidt af.
Jeg holder mig fremme, og går først efter, når der er mere end to ryttere der rykker. Kunne der komme en enkelt eller to mand op til Brian, vil det være perfekt, men hvis der kører flere, skal jeg med.
Der kommer da også en enkelt mand væk, og han kommer langsomt tættere på Brian. Pludselig går det dog den forkerte vej for ham, og Brian må fortsætte alene. Langsomt bliver han dog også hentet, og vi er igen et samlet felt da vi rammer bakken for 3. gang.
Denne gang kommer jeg ikke helt frem i bunden, og jeg må virkelig kæmpe for at komme med op. Jeg kommer med op som absolut sidste mand. Vi er dog ikke mere end 25-30 mand i feltet, så der er trods alt røget en hel del af før mig. Men jeg kan godt mærke, at benene slet ikke er der i dag, og jeg begynder også at hoste mere og mere.
Jeg holder dog på, og selvom jeg virkelig må grave dybt op ad den næste bakke, lykkede det mig at komme med op. Men det er en stakket frist, og jeg er sikker på, at jeg ikke kan klare en tur mere op ad bakken med samme fart.
Jeg får lige sagt til Brian, at jeg har dårlige ben, og at jeg gerne vil køre ham frem inden bakken på sidste omgang, hvis jeg stadig er med i feltet på det tidspunkt.
Men først skal jeg op ad målbakken for næstsidste gang. Jeg får mig kørt lidt frem, men ikke nok, og allerede efter 200 m er jeg sidste mand, og jeg sætter farten ned. Jeg er helt færdig. Jeg holder lidt på og henter en enkelt rytter, som jeg kører det meste af sidste runde sammen med. Dog falder jeg af, da vi bliver overhalet af et andet felt. Herefter sætter jeg farten ned og køre rimelig roligt i mål. Lige før opløbssvinget bliver jeg overhalet af endnu et felt, og i halen af dem kommer der 3 Master C ryttere. Jeg opdager det først, da de er kørt forbi mig, og jeg orker ikke, at køre en lang spurt for at se om jeg kan nå en af dem.
Så jeg ruller i mål på en 24. plads. Helt færdig.
Min NP sluttede på 258 w efter at have været på 265 w, da jeg blev sat med en omgang tilbage. Det var noget hårdere end i sidste løb, men stadig ikke mere, end at jeg nemt burde kunne klare det, og det stod ret klart, at der stadig var sygdom i kroppen.
Pulsen havde været oppe og vende på 178, hvilket også tyder på, at jeg har været max presset.
Brian kørt i øvrigt super flot, og sluttede som nr. 4. Stærkt, efter at have været i solo udbrud undervejs. Respekt!
Da vi kom hjem tog jeg ret hurtigt beslutningen om ikke at køre i Herning. Men måske kunne jeg nå at blive klar til Randers om mandagen.
Men jeg blev faktisk kun mere syg, og om tirsdagen var jeg så dårlig, at jeg igen måtte blive hjemme fra arbejde.
I Bagklogskabens lys, skulle jeg helt have ladet værre med at køre løb i Pinsen. Men det kan nogle gange være svært, når man lige har glædet sig sådan, og så er det også nogle gange svært at vide, om det bare er ”man-flu”, når man ikke har haft feber.
De næste par dage fortsatte jeg egentlig bare med at føle mig sløj, og så hostede jeg bare rigtig meget s- specielt om natten.
Jeg kørte to meget korte Zwiftløb tirsdag og onsdag, for lige at se hvad kroppen sagde, og det blev bedre dag for dag. Dog lå jeg stadig og kørte nogle færre watt end normalt.
Jeg trænede ikke hverken torsdag eller fredag, så jeg forhåbentlig kunne blive nogenlunde frisk til løbet i lørdags på Djurs.
Djurs
Forventningens glæde er slet ikke så stor som i sidste weekend, hvor jeg virkelig havde sat næsen op efter nogle gode placeringer. Nu føler jeg mig bare sløv og i dårlig form. Jeg hoster stadig, og om morgenen er jeg faktisk i tvivl om jeg gider at køre helt til Djurs, for lige akkurat at komme med feltet hjem, og så bare gøre det endnu mere svært for kroppen at komme sig 100%.
Men jeg vælger dog at tage af sted. Faktisk kommer jeg lidt sent afsted, og jeg er først deroppe ca. 40 min før starten. Da jeg så samtidig kommer ind på ruten, og må køre efter et felt de sidste 3-4 km, er jeg ved at have travlt. Til gengæld får jeg lige set den sidste del af ruten. Igen er det en ny rute for mig, så det er fint lige at se den. Havde jeg haft overskuddet, havde jeg nok kørt den igennem i bil, men det var humøret ikke lige helt til.
Men jeg får trods alt set, at man med ca. 3 km til mål drejer til højre fra en stor vej, og så kommer der en lille bakke, som flader ud igen, før man med ca. 1,5 km til mål drejer til venstre, og så går det igen en smule opad de sidste 500 m.
Egentlig en afslutning, der under normale omstændigheder vil passe mig fint.
Ruten er 11,8 km og udover de to meget små bakker op mod mål, er den næsten pandekageflad. Det er små veje på nær de ca. 3 km på stor vej, før man kører ind på de små veje til slut.
Vi skal køre 6 omgange, og vi er 44 mand til start.
Vejret er endelig godt. Små 20 grader, sol, og helt vindstille.
Jeg når ca. 15 min opvarmning inden jeg stiller mig til start allerforrest. Vi starter, og igen sker der absolut ingenting de første 5 min. Herefter kommer der lidt fart på, men der er ikke rigtig udbrudsforsøg. Der er nogen der sætter lidt tempo på, men ingen ryk. Jeg sidder igen og undrer mig over, at der er så mange ryttere, som har det fint med bare at ligge forrest og holde et godt solidt tempo, i et samlet felt, uden nogen at køre efter. Jeg sidder selv og holder 200-250 w på hjul, så de må holde omkring 300 w fremme i fronten.
Jeg selv kunne aldrig drømme om bare at sidde og holde tempo med resten af feltet på hjul, men måske det er den nemmeste måde for dem at holde sig fremme, eller også har de bare så gode ben, at det ikke koster så meget at ligge der og køre 38 km/t i front af feltet. Eller også er det bare nogen, der ikke har lært at køre cykelløb endnu, for der er jo kommet en del nye til i år. Under alle omstændigheder, kan jeg kun glæde mig over, at der er nogen der bruger flere kræfter end mig. Det er jo den måde, jeg opnår resultater på. Ved at spare på kræfterne, når der er mulighed for det, og så bruge de få kræfter jeg har på de rigtige tidspunkter.
Ja, faktisk sker der stort set ingenting de første 2 omgange. Der bliver bare holdt et jævnt tempo, hvor det er mega nemt at sidde på hjul. Der er nogle 90 graders sving, hvor det er vigtigt at sidde i top 10-15, for ikke at bruge unødige kræfter, men ellers så er det bare super kedeligt, og min NP er helt nede på 220 w. Ikke meget mere end hvad jeg kører under opvarmning.
Så på 3. omgang sker der endelig noget. Der er en enkelt mand der rykker, og han får et godt hul på 15-20 sek. Feltet er gået helt i stå, og jeg overvejer om jeg skal prøve at køre med. Jeg sidder i ca. 10. position. Få sek. efter åbner der sig et stort hul, og jeg får muligheden for at rykke afsted. Jeg er lige ved at køre, men tænker mig så om en ekstra gang. Der er stadig meget lang vej hjem og jeg vil nok dø i et 2-mandsudbrud. Jeg er ikke helt frisk, og skal egentlig bare spare på kræfterne, så jeg vælger at blive siddende i feltet.
Der går dog ikke længe, før der er endnu en rytter der rykker. Han får også hul, og efter et stykke tid, kommer han op til manden i front.
Jeg selv er kommet lidt langt tilbage, og på de små veje er det svært at få kørt sig frem.
Vi har hele tiden visuel kontakt med de to udbrydere, som bare holder et konstant forspring på 20-30 sek.
Ude på 4. omgang er der så endnu en rytter der kører væk. Nu begynder det at blive problematisk. Jeg får langsomt kæmpet mig frem, men kan stadig ikke komme helt frem til fronten.
Rytteren der lige er stukket kører rigtig stærkt og får hurtigt lukket til de 2 i front. Nu ser jeg endelig et lille hul, og tænker, det er nu eller aldrig.
Jeg trykker til, og spurter afsted. Efter 15-20 sek. kigger jeg bagud. Stadig rimelig bred front, og jeg har allerede et fint hul. Der er dog stadig langt op til de 3 i front.
Jeg fortsætter i høj fart. Jeg prøver for det meste at holde mig over 400 w. Langsomt æder jeg mig ind på udbruddet. Men det gør ondt i benene, og jeg begynder at syre til. Der kommer lige en lille nedkørsel, hvor jeg lige får 5 sek. pause før jeg kører igen. Der er nu kun ca. 50 m op, men jeg begynder nu at tænke ”jeg klarer det ikke”. Jeg føler ikke at jeg har meget mere at køre med. Jeg giver det dog en chance til og jeg kører alt hvad jeg kan i 30 sek., og da der kommer et venstresving kan jeg lige få lukket de sidste 10 m.
Yes! Jeg er oppe. Men jeg kan ikke hjælpe med noget som helst lige nu. Jeg kigger bagud. Feltet er ikke langt bagude. Måske 15 sek.
Ham der sidder i 3. position sidder over, og jeg bliver også i 4. position de første par minutter. ”Jeg skal lige have luft” får jeg fremstammet mens jeg hoster lidt.
Ham der sidder i 3. bliver ved med at sidde over. ”jeg skal bare med hjem” siger han. Det er godt nok tidligt, med 2 ½ omgang tilbage tænker jeg.
Endelig kører jeg med rundt, men jeg kan slet ikke træde de samme watt som de to andre, som begge tager nogle rigtig hårde føringer, hvor jeg skal træde 350-400 w bare for at sidde på hjul. Mine førringer er ikke så lange og ikke så kraftfulde, og en gang i mellem må jeg også springe en føring over.
Jeg kigger bagud flere gange, og feltet er hele tiden at se. Vi har måske øget en smule, men nu skal vi snart op ad de to små bakker op mod mål, og her kan feltet måske få lukket os ned.
Vi fortsætter dog ufortrødent, og holder skansen henover målstregen. 2 omgange tilbage. 23,6 km. Jeg tvivler på at jeg kan holde det her tempo i så lang tid. Men nu begynder vi at øge til feltet, og efter et stykke tid, kører vi heller ikke helt så stærkt. Vi holder stadig en høj fart på omkring de 40 km/t i snit, men jeg begynder langsomt at tro på at vi kan holde hjem.
Jeg spørger flere gange, om 4. manden ikke skal med rundt, men han mener kun lige akkurat at han kan holde hjul, hvilket det dog også tyder på er rigtigt.
Men det havde nu været bedre med 4 mand. Men heldigvis er det to meget stærke ryttere der tager de længste føringer, og jeg bidrager med det jeg kan.
Da vi kører ud på sidste omgang kan jeg ikke se feltet bagved, men jeg tvivler på at vi har mere end 1-2 min.
”jeg skal bare hjem til 3. pladsen” siger jeg til de andre. Jeg vil være rigtig ked af, hvis vi skal begynde at køre finale de sidste 5 km. En finale, hvor det vil gå i stå, og hvor jeg sikkert vil blive sat af de to andre, og så kan det nemt være, at jeg vil blive opslugt af feltet. Så jeg gør bare alt for at vi kan holde det gode samarbejde kørende hele vejen. En 3. plads er trods alt meget mere end jeg havde drømt om i morges, da jeg lå og overvejede om jeg var for dårlig til at kunne køre.
Heldigvis er de andre to også tilfredse med at holde den kørende, så vi holder egentlig bare på. De to andre træder færre og færre watt i deres føringer, jo nærmere vi kommer mål, men stadig er tempoet fint, og feltet er stadigvæk ikke at se.
Jeg får lige konfirmeret at 4.manden er tilfreds med 4. pladsen, og så sørger jeg bare for at holde et godt tempo de sidste 1,5 km, så den ikke går helt i stå.
Med 200 meter til mål kører de to andre deres spurt, mens vi andre to triller over målstregen.
26 sek. efter kommer feltet på 31 mand.
Jeg er meget glad for min 3. plads, og også en smule overrasket.
De to stærke herrer, Morten Nielsen fra Horsens, og Jesper Christiansen fra Randers, løber fuldt fortjent med 1. og 2. pladsen. De er også de to jyder med flest points i Master C, så ikke så mærkeligt, at jeg synes de var stærke. 4. manden, Michael Hansen fra den lokale cykelklub i Djurs fik, ligesom jeg, nok det bedst tænkelig ud af dagen.
Efterfølgende kan jeg se på mine watt data, at jeg stadig er et stykke under det niveau jeg havde før min sygdom.
Jeg lukker hullet op til de 3 i front på 3 min med 352 w i NP, og her var jeg altså lige ved at give op. Normalt burde jeg, helt frisk, kunne klare disse watt i ca. dobbelt så lang tid.
De 43 min i udbrud kørte jeg med 283 w i NP. Igen burde jeg kunne klare mere end dette. I hvert fald 5% mere burde være muligt, hvis jeg havde været helt frisk.
Der er stadig 3 løb tilbage inden sommerferien, og jeg håber, at jeg kan komme op i nærheden af min form fra før sygdommen, for så kan det godt blive nogle sjove løb.
No Comments