Efter den irriterende punktering i Hobro, var jeg opsat på at tage revanche i Horsens. Mandag til onsdag stod på 3 korte træningspas a ca. 2 timer med høj intensitet, bl.a. noget spurttræning mandag og tirsdag.
Torsdag stod den på en rolig tur med et par enkelte intervaller.
Følelsen har været god, og formen er helt sikkert fortsat den rigtige vej, så jeg var spændt på om jeg kunne sidde med på den meget hårde rute i Horsens. Som nævnt, var det med garanti den rute der passede mig dårligst af sæsonens 3 sidste løb, men jeg troede på at der var en chance for at få points allerede i Horsens.
Ruten er 23,5 km lang. Den skal gennemføres 3 gange, og indenfor de første 5-6 km kommer der 3 stigninger kort efter hinanden. Den sidste er op over Yding Skovhøj. Stigningsprocenterne varierer noget, men det er hårde bakker der stiger op til 12%. I alt er der ca. 740 højdemeter på de 70,5 km. Herudover skal der være en ret hård vind der bare tager til i løbet af dagen.
Der er 32 tilmeldte. Dvs. at der er points til top-11.
Vi var 2 mand fra Give. Ole kørte sit kun 2. licensløb, efter han punkterede i det første i Odder.
Jeg får varmet op på hometrainer imens Jacob kører sit løb. Jeg når ikke at se ham køre i mål, da jeg skal starte lige før han er færdig. Ærgeligt, da det ser rigtig godt ud for ham efter 2 af hans 3 omgange.
Der kommer en ordentlig byge mens jeg varmer op, så jeg er godt våd, da jeg står klar ved starten.
Jeg kommer fint fra start og lægger mig op i top 5, da vi drejer til højre og kører ind på den første bakke. Der bliver holdt et højt jævnt tempo. Jeg kigger ned på wattmåleren. 350-400 watt ligger den og svinger på. Det er OK.
Vi kommer op over den første bakke. Nu er der et kort fladt stykke inden næste bakke. Jeg holder mig stadig fremme. Ind på næste bakke får farten lige et nyk opad. Der bliver angrebet og farten er meget høj. Jeg falder en smule tilbage. Jeg vil ikke køre max endnu, da der stadig er et stykke op endnu. Bag mig kommer Ole pludselig drønende forbi. Wow, han må have gode ben tænker jeg. Jeg holder bare mit tempo. Der er stadig ikke huller foran mig. Jeg lægger ca. som nr. 20. Da vi nærmer os toppen, begynder jeg at give lidt mere gas, og overhaler en del ryttere, heriblandt Ole, som er gået noget i stå. Jeg kommer op som nr. 10-15 stykker, og bag mig kan jeg se at der er mange ryttere der allerede er sat.
Oppe foran er der en del angreb, og farten forbliver høj frem mod Yding Skovhøj bakken. Jeg kommer OK ind, men er tæt på at være i rødt felt da stigningen starter. Foran mig begynder der så småt at opstå huller. Jeg sidder på hjul af et par ryttere, men kan fornemme at farten går ned, så jeg kører forbi, og kommer op på hjul af Thomas Larsen Søndergaard fra Silkeborg. Foran os er der et lille hul op til resterne af feltet. Det er lidt et Deja vu i forhold til løbet i Hobro, hvor Thomas og jeg også sad og jagtede feltet på 1. omgang. Den gang havde jeg kun kræfter til en enkelt føring, hvorefter Thomas trak mig op til feltet.
Thomas slår ud, og jeg tager en føring. Jeg slår ud og Thomas tager over igen. Han slår ud igen, og denne gang har jeg kræfter til endnu en føring, og jeg får lukket det sidste hul op til feltet.
Oppe foran er der 5-6 mand der ligger mere eller mindre spredt, foran et meget reduceret felt på 6-8 mand.
Farten forbliver høj. Der er sidevind mange steder, men der bliver arbejdet godt sammen, og nogle af udbryderne bliver hentet igen. Nu er der vist kun 2 eller 3 foran, men det ser ud til at de er ved at være langt foran. De har virkelig kørt stærkt, for jeg føler ikke at farten på noget tidspunkt er gået ned endnu. Men nu falder der endelig lidt ro på, og jeg kan lige få vejret. Vi er 9 mand i feltet. Det kunne godt lugte af points i dag. Jeg kigger bagud. Der er flere ryttere, der kæmper for at få kontakt. Jeg håber lidt at der er nogen der vil sætte tempo, så vi undgår at der kommer flere op bagfra. Jeg har ikke selv kræfter til det. Jeg koncentrerer mig bare om at holde hjul, og prøve at få læ de steder der er sidevind.
Efter et par km lader jeg mig falde tilbage, og jeg kan se, at vi nu er 13 mand i feltet. Jeg er i tvivl om der er 2 eller 3 ude foran, men jeg hører lidt senere nogle snakke om at der er 3 ude foran, så det regner jeg med er rigtigt. Bagude kan jeg ikke se nogen ryttere. Dvs. at ca. halvdelen af feltet er blevet sat allerede nu. Ikke så dårligt.
Resten af runden prøver jeg bare at spare på kræfterne mest muligt. Der er et par små bakker, hvor jeg kommer fint med henover, og så er der nogle steder med sidevind, hvor jeg også kommer helskindet igennem. Undervejs er der en der stopper med defekt. Så er vi 12 tilbage i feltet. Stadig med de 3 ude foran.
Da vi går ud på 2. omgang har jeg en OK fornemmelse. Jeg har kørt væsentlig flere watt end i sidste uge i Hobro. Min NP er på 275 watt, men jeg føler stadig at der er godt med power i benene. Forhåbentligt bliver bakkerne kørt mere jævnt på de sidste 2 omgange. Sådan plejer det tit at være i løbene.
Den første bakke, der også er den nemmeste, kommer jeg fint henover. Jeg har det hårdt, men det er OK. På den næste bakke bliver tempoet lige hævet lidt, og jeg begynder at få det svært. Jeg falder ned, og lægger allerbagerst. Jeg sidder og håber på at tempoet vil falde. Bare en lille smule, for jeg kan mærke at jeg er tæt på at eksplodere. Jeg rejser mig op og træder til alt hvad jeg kan. Men det er ikke nok. Langsomt bliver der et lille hul foran mig. Først 1 meter, så 2 meter, og da vi rammer toppen, er jeg pludselig 20-30 meter efter. Jeg kører max, for at se om jeg kan lukke hullet inden den sidste stigning. Pludselig kommer vender en af rytterne fra feltet om og kører langsomt imod mig. Jeg tror det er Søren Jansen fra Vejle. Det så noget underligt ud. Så er der altså kun 13 ryttere foran mig.
Jeg kan ikke lukke hullet, og hurtigt er jeg 10-15 sek. efter feltet. Op ad den sidste stigning holder jeg afstanden nogenlunde. Jeg kan ikke komme tættere på, men er stadig tæt nok på, til at jeg måske kan komme op, hvis den går i stå oppe foran. Der er sidevind op ad bakken, og farten er lav. Men det er den også i feltet.
Efter bakken satser jeg alt på at lukke hullet. Jeg giver fuld gas på nedkørslen og i sving, og længe ligger jeg de her 10-15 sek. Efter, men efter 5-6 min må jeg give fortabt og lade dem køre. Fandens også! Havde jeg bare kunnet sidde med her, kunne jeg sikkert blive transporteret frem en hel omgang. Nu var jeg i stedet alene og der var 40 km hjem.
Jeg kigger tilbage flere gange, men der er ikke skyggen af en rytter. Også selvom man flere steder kan se meget langt bagud.
Hvad gør jeg nu? Skal jeg holde højt tempo, og se om jeg kan holde hjem alene, og så samtidig håbe at der er et par stykker der falder fra oppe foran. Eller skal jeg sænke tempoet, så jeg har noget at køre med, når der kommer nogen op bagfra. For der måtte trods alt være en del ryttere bag mig.
Jeg vælger det sidste. Jeg tror ikke på at der er nogen der falder fra oppe foran før 3 omgang. Og så vil jeg nok ikke kunne hente dem alligevel. Så jeg tager den lidt med ro, og holder bare et jævnt tempo hvor jeg kører 200-250 watt.
Der går ikke længe, så står der en rytter i vejkanten. Sandsynligvis punkteret. Han har orange numre. Selvom det ikke er pænt at glæde sig over andres ulykke, så kommer smilet da lige frem. Nu må det også være nogle andres tur til at punktere. Så er der altså kun 12 ryttere foran. 2 mere der får defekt eller falder af, og så skal jeg kæmpe om points.
Da jeg kører ud på 3. omgang er der stadig ikke skyggen af andre ryttere. Hverken foran eller bagved.
Jeg tager den med ro op ad den første bakke. Lidt efter kigger jeg tilbage. Nu kommer der en gruppe bagfra. Jeg sænker farten yderligere, så jeg er klar hvis det er D-ryttere. Der er 6 mand, og en af dem er en Give rytter. De kommer op til mig. Det er D-ryttere, og jeg kører med. Jeg får lige hilst på Ole, der siger at han er godt mør, og frygter de næste bakker.
I gruppen er vi følgende:
Robert Kvistgaard, Give
Ole Thomsen, Give
Magnus Maury Sørensen, Horsens
Brian Vivier Brockhoff, CK Aarhus
Kåre Kvisgaard Gram, Nakskov
Oliver Testrup Vad, Vejen
Kaare Engel Holm. Haderslev
Det bliver hurtigt klart, at der er rimelig stor styrkeforskel på de 6 ryttere.
Kaare fra Haderslev virker til at være den klart stærkeste. Han sætter flere gange højt tempo, og jeg kan lige akkurat ikke følge ham. De andre føler jeg mig stærkere end, eller i hvert fald lige så stærk som.
Op ad de næste bakker bliver vores gruppe sprængt flere gange. Jeg holder mig oppe foran, men da Ole har det hårdt nede bagved, vil jeg ikke op og trække, og der bliver derfor ikke det store samarbejde før vi alle 7 er samlet igen efter bakkerne.
Vi kører lidt rulleskift, men det fungerer ikke 100%. Jeg tror ikke det er så meget fordi folk ikke vil. Jeg tror at der er et par stykker der ikke kan.
Der bliver stadig rykket lidt en gang i mellem, og igen er det Kaare, som er mest ivrig. Jeg tror at jeg skal prøve at komme væk sammen med ham, da jeg ved at der er et par stykker af de andre, som vil kunne slå mig i spurten. Så da kaare sætter højt tempo op af en lille stigning, kører jeg med, og vi får slået et lille hul. Vi kører rundt, men kort efter kommer Kåre fra Nakskov op til os. Vi fortsætter samarbejdet. Bag os kæmper Oliver en hård kamp for at komme op. Det lykkedes til sidst for ham, og nu er vi 4. De sidste 3 er langt bagude.
Vi arbejder nu fint sammen alle 4. Jeg kan fornemme at Kåre fra Nakskov har det meget svært. Han virker faktisk til at være godt færdig.
Oliver ved jeg, at jeg ikke kan slå i en spurt. Han plejer i hvert fald at slå mig. Kaare fra Haderslev virker bare stærk, så ham har jeg sikkert heller ikke en chance imod.
Så må jeg jo prøve at se om jeg kan snyde de dem til sidst. Selvom jeg ikke regner med at der er points at køre om, så ved man aldrig. Det er kun 2 ryttere, som skal være stået af uden jeg har set det, før der er points at køre om, så selvfølgelig vil jeg køre om det. Det er jo også det der er det sjove ved at køre løb – nemlig at kører finaler. Om det så kun er om en 13. plads, så kører jeg om det.
På den sidste del af ruten er der hovedsagelig sid- og modvind, så farten er ikke så høj. Længere fremme kan jeg skimte en rytter. Vi arbejder fint sammen, og nærmer os langsomt. Jeg synes jeg kan skimte et par orange numre. OK, så er vi altså tæt på at kunne køre om points.
Det er en Vejen rytter, og da vi kommer op til ham, sætter han sig på hjul. Han virker til at være træt. Han får lov at sidde på hjul mens vi 4 andre kører rundt.
Men da vi er 3-4 km fra mål, synes jeg ikke at han skal have lov mere, så jeg kører ned bag ham. Så ser jeg til min overraskelse at han ganske vist har orange numre på, men der står H70 på.
Nå, så får han lov at sidde over, og jeg begynder at koncentrere mig om de øvrige 3. Jeg er ret sikker på at jeg ikke vil blive bedre end nr. 3 i en spurt her, så jeg skal prøve at køre solo. Men hvornår? Der er en rundkørsel 700 meter før mål. Her kan jeg måske køre hurtigere igennem end de andre, så hvis jeg kunne få et lille hul inden rundkørslen ville jeg have en chance.
Farten er begyndt at gå ned, og jeg sætter mig på hjul. Jeg sidder lidt i mine egne tanker, da jeg pludselig ser at der kun er 300 meter hen til rundkørslen. Så er det nu. Desværre sidder jeg lidt for langt fremme, så jeg for ikke rigtig ”svung” på, men åbner fra 3. position. Jeg træder til i 10 sek. Hvorefter jeg kigger bagud. Kaare sidder direkte i mit hjul.
Jeg stopper med at køre, og får Kaare frem. Jeg sætter mig i 2. position. Farten går helt ned. Jeg sidder hele tiden og kigger bagud. Der sker intet. Kaare laver et skinangreb, men ellers går den bare helt i stå til der mangler ca. 200-250 meter. Så åbner Kaare. Jeg prøver at gå med, men kan lige akkurat ikke holde hjulet, så jeg kommer til at ligge med ca. 1 cykellængde mellem os. Nu åbner Oliver op og kører forbi mig i venstre side. Jeg prøver at gå med, men igen mangler jeg lige den sidste punch, og kommer til at sidde 3-4 meter efter de forreste 2, som kæmper side om side. Jeg kigger bagud. Der er langt ned til den anden Kåre. Jeg kommer en smule tættere på, men er aldrig i nærheden, og kører ind på hvad jeg tro er en 15. plads.
Da jeg lige har fået vejret, finder jeg telefonen frem og ser at vi faktisk kørte om points. Oppe foran var der 2 mand der kom hjem. Herefter 7 mand, og så 1 mand der var blevet sat. Dvs. at vi spurtede om 11. pladsen, og de sidste pointgivende placering. Oliver vandt lige akkurat spurten og fik dermed points.
Bagefter var jeg både glad for min præstation, men samtidig en smule skuffet. For jeg havde jo på et tidspunkt et stort hul til de øvrige. Kunne jeg have holdt hjem, hvis jeg havde kørt fuld gas? Næppe. Men måske. Havde jeg bare haft en lille smule mere, så jeg kunne have kørt med feltet indtil 3. omgang, så havde der sandsynligvis været points. Så det var altså marginaler, der manglede denne gang, og dermed endnu en uge hvor jeg føler, at jeg nærmer mig point mere og mere. Problemet er at nu er der altså kun 1 weekend tilbage, og dermed kun 2 løb til at slutte sæsonen godt af.
Men vigtigst er at de sidste løb har været sjove at køre. I stedet for bare at sidde og vente på at blive sat, er jeg nu (lige akkurat) i den stærkeste halvdel af feltet, og følelsen af ikke bare at være tilskuer til cykelløbet er væk. Forhåbentlig fortsætter det med at gå fremad i næste weekend. Jeg glæder mig i hvert fald til de sidste to løb i Tønder og Sønderborg.
No Comments