Robert Kvistgaard

Løbsrapport Kolding 10. august 2019 – Robert Kvistgaard

 

Efter Randers Bike Week, der både bød på optur (3. etape) og nedtur (4. etape), var jeg klar på, at nu skulle de ekstra kg jeg havde taget på i ferien væk igen, og jeg skulle til at køre med om points i alle løb. Jeg havde fået vægten ned på 75 kg, så det var helt efter planen. Den gode træning fra Randers Bike Week, havde forhåbentlig også lige givet formen et nyk opad. Efter Randers havde jeg kørt en kort rulletur mandag. Om onsdagen kørte jeg fællestræning, og her var benene stadig meget tunge, og jeg var lige ved at få krampe igen, så der blev holdt helt fri torsdag og fredag, så jeg var helt klar lørdag.

Kolding har altid været et løb jeg godt kan lide. Nok pga. at bakkerne ikke er så hårde, men måske også fordi det var her jeg fik mit allerførste point for 17 år siden.

 

Kolding

Vi ankommer et par timer før jeg skal køre, da Jacob skal køre først. Ifølge DMI’s byvejr app, så skal der komme 0,1 mm regn omkring middagstid, hvor jeg kører, men ellers skal det holde tørvejr.

På vej derned begynder det at småregne lidt, og da Jacob er i gang med at varme op, begynder det pludseligt at tordne og himlen åbner sig og sende vand ned i stride strømme. Jeg vil tro at det var kraftigt nok til at kunne betegnes som skybrud. Alle starter bliver af samme grund udsat i 30 min.

Resten af dagen fortsætter det med at regne næsten hele tiden. Jeg får dog den første omgang i tørvejr (men på meget våde veje), men resten af tiden regner det bare.

Ruten er 15 km lang og vi skal køre 5 omgange. Der er i starten en 2 km lang bakke på en stor vej, der stiger 2-3%. Her er der modvind, så det vil være nemt at sidde på hjul. Herudover er der en god lille bakke ca. 1500 m før mål. Her kommer man med høj fart, så det er reelt kun et lille minut, hvor der skal trædes til, før man er oppe hvor den flader ud.

Der er 51 tilmeldte, men kun ca. 45 til start. Der er altså points til top-15 i dag, og det er målet. Det burde kunne lade sig gøre. Vi er 3 ryttere fra Give CK til start. Udover mig selv er det Jacob Egsgaard og Kim Thomsen, og vi burde alle være i stand til at køre med om points.

 

Starten går og vi er hurtigt ude på den store vej på modvindsbakken. Der bliver angrebet lystigt, mens jeg selv bare sidder midt i feltet og holder hjul. Der er dog ikke rigtig nogle som får lov til at køre. Efter den store vej drejer vi til højre, og der er lidt sidevind. Dog er der læ nogle steder, og der bliver ikke rigtig kørt. Herefter går vi ud i medvinden, bl.a. med et par nedkørsler. Jeg har ikke de store problemer med at sidde med, og føler egentlig at benene er ganske gode.

Jeg får kørt mig lidt frem før bakken, og kommer fint med henover. Folk er allerede begyndt at falde fra bagved, og jeg er slet ikke presset. Det tegner godt.

På et tidspunkt kører der en større gruppe på 8-10 mand, og det sætter gang i feltet. Nu bliver der kørt stærkt i en lidt længere periode til gruppen er hentet igen.

Så er der 4 mand der kører væk, og de får hul. Jeg selv sidder i feltet og sparer mig. De næste par omgange går hurtigt. Der falder lidt fra feltet, som nu består af godt 30 mand, heriblandt alle 3 Give CK ryttere. Der er flere små udbrudsforsøg, men det er faktisk først på sidste omgang, at der får alvor sker noget. Her kører der yderligere 5-6 mand væk. Det er ikke godt. Heldigvis går farten op og vi får vist hentet en enkelt eller to udbydere inden bakken op mod mål.

Jeg får kørt mig rigtig godt frem, da vi rammer nedkørslen frem mod bakken. Ud fra de gange jeg har kørt løbet tidligere, vil der ske en af følgende to ting: Der vil blive holdt et jævnt tempo op ad bakken, og der vil komme samling ind mod mål, hvor det vil gå i stå, og der vil være bred front, så det vil være svært at komme frem, hvis man er fanget bagved. Eller også vil der blive angrebet på bakken, og der vil blive kørt forfølgelsesløb ind mod mål i små grupper. De sidste par år er det gået i stå efter bakken, og det tænker jeg også er mest sandsynligt.

Men ligegyldigt hvad der sker, er det vigtigt at være fremme, og da vi rammer bakken er jeg da også helt fremme i 3. position. Rytteren forrest træder igennem. Jeg overhaler og sætter mig på hjul af ham. Jeg kan dog mærke, at jeg er nødt til at holde lidt igen, for ikke at gå helt i rødt felt efter 20 sek. Så jeg lader mig glide lidt tilbage, og først da der er 6-7 ryttere, som er kommet forbi mig, kommer jeg med ind på hjul. Farten er fortsat høj, og jeg kan se at der er ved at opstå splittelser. Jeg holder mig bare fremme. Vi når toppen, og feltet er sprængt, og flere små grupper er ved at blive dannet. Vi overhaler et lille U17 felt, og nu er vi pludselig også tæt på 4 af udbryderne. Jeg sidder stadig på hjul i 6.-7. position, men er klar til at gå med frem, hvis det begynder at gå i stå. Jeg kigger bagud et par gange, og der er flere huller nede bagi. Bare den ikke går i stå, så burde det være muligt at få points. Kim er med sammen med mig, hvorimod Jacob er lidt længere tilbage.

Vi kommer hurtigt op forbi udbryderne, som er gået helt i stå. Jeg har på dette tidspunkt ikke helt styr på hvor mange der er ude foran, men regner med at det er 3-5 stykker.

Der kommer en rytter bagfra, og jeg tager hans hjul. Der er nu kun ca. 500 m til mål. Jeg sidder stadig med et lille overskud. Så går den en lille smule i stå. Jeg bliver i min position helt ude i venstre side, hvor der er plads til at komme frem. Første med godt 200 m tilbage bliver der for alvor åbnet. Jeg holder hjul på rytteren foran mig. Han kører stærkt. Jeg sidder i 7.-8. position. Jeg holder hjul helt indtil 50 meter før mål, hvorefter jeg giver det sidste jeg har, og får overhalet et par mand. Den sidste med blot 10 m til mål. Jeg tror sku at jeg bliver nr. 5 i spurten. Det er i hvert fald nok til at få points, men spørgsmålet er hvor mange mand der har været ude foran. Jeg er også i tvivl om hvor mange D-ryttere vi overhalede fra bakken og ind mod mål. Nogle af dem kunne måske have været U17. Jeg får tjekket på min telefon. Det viser sig, at der var 4 mand foran, og at de kun var 25 sek. foran.

Vi var 29 mand i feltet, hvoraf de 8 blev sat ind mod mål.

Dvs. at jeg bliver nr. 9 og får 3 points. Kim og Jacob bliver nr. 11 og 15, og får også points. Jacob fortæller bagefter, at han på et tidspunkt rammer mit baghjul på vej op ad bakken og må klikke ud. Jeg ved ikke lige hvornår dette er sket, men rigtig ærgerligt, da han sikkert kunne have lavet et endnu bedre resultat.

Men jeg er rigtig godt tilfreds med min 9. plads. Det er en god fornemmelse, at komme godt i gang med efterårssæsonen. For så mange løb er der heller ikke tilbage, og hvis jeg skal nå mit mål om 20 points, skal der jo helst laves points i de fleste af løbene.

Næste løb er i Århus i denne weekend. Her er forventningerne ikke særlig store. Det er en af de hårdeste ruter der er, med 4 bakker per omgang, og da vi skal rundt 5 gange på (i alt 92 km) bliver det helt sikkert et hårdt løb, og det er nok mere et spørgsmål om hvornår jeg bliver sat, end det er et spørgsmål om jeg bliver sat. Men resten af løbene burde passe mig fint, og det burde være muligt at køre med om de sjove placeringer i nogle af de sidste løb.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply