Efter at jeg i Brædstrup kom med feltet hjem, er troen på at jeg kan nå at få points i denne sæson, blevet større.
Samtidig føler jeg at formen bare bliver bedre og bedre. Jeg får trænet en masse. Typisk omkring 12-15 timer i ugen, og min CTL er netop kommet op over 100 for første gang nogensinde, så formen burde også være på vej.
Jeg har stadig smerter i min skulder, men det er blevet meget mindre de sidste par uger, efter at jeg er begyndt at lave 20-30 min effektiv core-træning hver dag. Jeg hader at lave denne form for træning, men jeg har, måske, endelig indset, at den er nødvendig for at blive god til at cykle. Det er i hvert fald det min osteopat siger, og også hvad jeg egentlig godt vidste. At det er pga. manglende core-muskler, at jeg ikke kan stå op og sprinte ordentligt uden at få ondt.
De sidste par uger er jeg begyndt at kunne træne lidt sprint. Jeg trækker ikke 100% igennem, men tæt på. Omkring de 80-90% af hvad jeg kan pt., hvilket vil sige lige omkring de 800-900 watt i peak.
Dermed håber jeg også at jeg kan nå at forbedre min spurtstyrke lidt til de sidste par løb.
Kolding
Men først stod den altså på løb i Kolding i forrige weekend. Et løb jeg havde rimelig gode erfaringer med. Det var her jeg fik points for første gang nogensinde (i 2002). Sidste år kørte jeg også løbet, og kom akkurat med hjem, efter at have været sat på bakken kort før mål, men fik alligevel brugt mine sidste kræfter på at få kørt min holdkammerat Heino frem i spurten.
Min forventninger var at det ville blive hårdt, specielt på bakken, men at jeg havde en tro på at jeg kunne komme med feltet hjem.
Ruten er kun 15 km lang, og skulle køres 5 gange. Vi skulle altså op ad bakken der har top ca. 1 km før mål hele 5 gange. Herudover var der en meget lang stigning på ca. 2% i snit, men her ville der være modvind, så det burde ikke blive et problem. Der ville være lidt side/medvind fra ca. km 6 til km 12, hvor det kunne blive farligt at sidde for langt tilbage, men ellers var det nok bakken der var det farligste sted for mig.
Der var hele 49 ryttere tilmeldt. En del flere end normalt. Men så var der også points til top-14.
Vi var 3 mand fra Give CK. John, Kim og mig.
Jeg får varmet godt op og står rimelig langt fremme da starten går. Efter 2 højresving kommer vi ud på en stor vej, hvor der først er en nedkørsel, og så begynder den lange modvindsstigning. Jeg falder langsomt ned gennem rækkerne, og sidder nede i den bagerste halvdel af feltet. Jeg har ikke de store problemer og sidder egentlig bare og venter på at finde et godt sted (og et godt hjul) at køre mig frem på. Det kommer aldrig rigtigt, og da vi drejer til højre ud i sidevinden, sidder jeg i den bagerste 3.del af feltet. Jeg mærker elastikeffekten, men har ingen problemer med at få accelereret og komme med igen. Men en reminder om at sidde længere fremme næste gang.
Der bliver givet godt gas, og der er flere angreb oppe foran. Heldigvis er sidevinden ikke så hård, så der sker ikke det helt store.
Så kommer der noget medvind, hvor farten er rimelig høj. Jeg får kørt mig lidt længere frem, og er OK med fremme da vi kører ind på bakken. Den føltes ikke så hård. Tempoet er jævnt indtil de sidste 200 m hvor der bliver givet lidt gas. Men ikke noget særligt. Følelsen er god.
Men straks vi går ud på 2. omgang sker der noget. Der er en masse angreb, og feltet bliver strukket ud. Selv da vi kommer ud på modvindsbakken fortsætter angrebene, og der bliver kørt rigtig stærkt. Oppe foran angriber John bl.a. men bliver hentet igen. Jeg sidder i den bagerste ende, og bagved mig begynder der at opstå huller, og folk falder fra. Jeg overvejer om jeg skal bruge en masse kræfter på at køre mig frem. Ikke fordi der er så mange at tage af lige nu, men hvis det bliver ved sådan her, vil der opstå huller – og sandsynligvis også nogen foran mig.
Jeg vælger at have is i maven, og koncentrerer mig bare om at holde hjul, og kort efter bliver der nogenlunde samling på feltet igen og jeg får kørt mig helt frem da vi drejer til højre i sidevinden. Der er faldet nogle stykker af, og vi er nede på ca. 40 mand.
Farten fortsætter med at være høj resten af omgangen der bliver kørt med 40,0 km/t, noget hurtigere end 1. omgang hvor farten var 38,0 km/t.
Jeg føler mig egentlig bedre og bedre kørende, og bliver mere og mere sikker på at jeg nok skal komme med hjem og køre om pointene.
På 3. omgang er det egentlig kun i medvinden at der bliver kørt stærkt. Oppe foran er der 4 mand der får hul, men de bliver hentet ude på 4. omgang. I stedet kører 2 mand kontra, og det ser ud til at de får et godt hul. Jeg laver lige en hurtig tælling. Ca. 33 mand i feltet, så der er faldet lidt flere fra, men stadig kun points til 1/3 af rytterne i feltet, så det bliver nok svært. Specielt da opløbet er helt uden sving, så det handler mere om spurtstyrke end positionskamp. Men så må jeg jo bare finde det rigtige hjul at sidde på i finalen tænker jeg.
Da vi kører op ad bakken for 4. gang begynder jeg også at kunne mærke benene, og jeg må lade mig falde tilbage, og kommer op som sidste mand. Begge mine holdkammerater er stadig med i feltet. Det kan også være at jeg skal hjælpe John frem i spurten, hvis ikke jeg selv tror på, at jeg kan lave et resultat selv.
Vi får besked om at de 2 udbrydere har godt 1 min, og da feltet går lidt i stå ude i modvinden, ser det ud til at det er 3.pladsen vi skal hjem og spurte om.
Der er lidt angreb hist og pist, men ikke noget der får lang snor. Farten er dog rigtig høj i medvinden ind mod bakken, og jeg sidder igen lidt for langt tilbage. Jeg får dog kørt mig frem til ca. 20-25. position. Der bliver ikke kørt så stærkt i starten af bakken, men så bliver der pludselig lukket op, og jeg falder bagud. Hurtigt sidder jeg blandt de 3 sidste, og må virkelig grave dybt. Der falder vist en eller to ryttere af, men jeg kommer akkurat med som sidste mand i feltet. Der er bred front, og det er umuligt at komme frem. Jeg kører helt ude i højre side. Et par positioner bagved min holdkammerat John.
Ovre i den anden side er der ryttere der råber, og pludselig kan vi høre lyden af metal. Der røg vist to ryttere ned.
Med 500 m til mål sidder jeg stadig låst allerbagerst ude til højre. Farten øges langsomt. Med 400 m til mål bliver der åbnet ude i højre side. Yes, tænker jeg! Måske kan jeg komme med her. Men hurtigt er der andre ryttere foran mig der trækker ud til højre, så jeg sidder stadig fast nede bagved.
Jeg kan ikke gøre så meget andet end at holde hjul. Først ved 200 m begynder der at blive lidt bedre plads. Men her er de første 10 allerede langt foran mig, så drømmen om points virker håbløs. Jeg springer lidt fra hjul til hjul og kommer først rigtig ud i vinden med 100 m til mål. Jeg får overhalet et par ryttere, og er tæt på at overhale et par stykker mere.
Jeg bliver nr. 21 i feltet og altså nr. 23 samlet.
Dvs. at jeg for første gang i år slutter i den bedste halvdel af feltet. Det er trods alt en forbedring i forhold til tidligere.
Da jeg kommer hjem og vil sætte min cykel ind, kan jeg mærke, at den er punkteret. Den er ikke flad, men der er nok kun 2-3 bar i. Jeg har altså haft en siver. Det er nok begrænset hvor meget den har haft indflydelse på resultatet. Men træls at jeg åbenbart skal have en masse punkteringer lige for tiden. Efter at være ramt af en masse punkteringer, har jeg for 3 uger siden skiftet bagdækket og siden da, har jeg haft 5-6 punkteringer, og det selvom jeg for det meste har trænet i tørvejr.
Hobro
Så det var med en god fornemmelse, at jeg stod klar på startstregen en uge senere i Hobro. Jeg havde ikke kørt i Odder dagen før, så benene var også lidt friskere end nogle af mine konkurrenter. Samtidig havde jeg fået trænet godt, og følte mig klar.
Jeg følte lidt at Hobro skyldte mig lidt points, da det var her jeg styrtede i spurten sidste år, da jeg lå til en placering som nr. 5-10, og desuden blev sat noget tilbage resten af sæsonen.
Så nu skulle der tages revanche!
Ruten var 25,3 km lang og vi skulle køre 3 omgange. Der var en del højdemeter på, men den eneste rigtige bakke ligger ca. 8 km før mål. Den er til gengæld også ret giftig. Specielt da der efterfølgende er et par sving, og side/medvind ind mod mål. Opløbsstrækningen er ca. 800 m, og før det er der et venstre og et højresving.
Der var kun 34 tilmeldte, og således points til top-11.
Vi var igen 3 mand fra Give CK. John havde bl.a. via en 3. plads i Odder dagen før fået så mange points, at han nu ville rykke op i C, hvis han kunne køre i top-4. Kim havde sagt at han ville køre som hjælperytter for John, så foreløbig ville jeg køre min egen chance i dag.
Jeg kommer fint afsted, og der varer ikke længe før de første angreb er i gang. Jeg sidder ok fremme, og der går faktisk ikke mange km før de første er begyndt at have det svært nede bagved. Jeg føler mig godt kørende, og får mig kørt frem et par gang rimelig nemt. Jeg sidder egentlig bare og venter på bakken. Jeg får kørt mig fint frem da den starter. Jeg bruger taktikken med at fire en lille smule ned gennem feltet. Egentlig har jeg kræfter til at beholde min position, men jeg vælger at spare kræfterne lidt. Bagved falder der et par stykker fra. Efter bakken bliver der kørt stærkt. Og lidt efter stiger farten bare endnu mere. Der er side/medvind, og ud af et helt fladt stykke bliver der bare kørt stærkt. Farten ligger næsten konstant på 50-55 km/t, og jeg ligger i den tunge ende af feltet.
Der er lige 3-4 min hvor det hele eksplodere, og der opstår flere huller. Jeg sidder selv fint på hjul, men 5-6 pladser foran mig opstår der et lille hul, der langsomt vokser. Vi kører på vifte, og første mand slår ud, så den næste, så en til. Nu er der kun 1 mand foran mig, og foran ham er der ca. 50 m op til bagenden af feltet. Jeg kigger mig bagud, og ser – INGEN! De er alle sammen faldet af efter at have taget en enkel føring. Foran mig er det Thomas Larsen Søndergård fra Silkeborg, der tager en hård føring. ”Nu skal den have gas, det er kun os to” råber han til mig. Jeg tager en føring og slår ud. Thomas øger farten i sin føring, og jeg har problemer med bare at side på hjul. Vi nærmer os langsomt feltet. Han giver tegn til at jeg skal komme frem, men jeg må råbe ”jeg kan ikke”, og han fortsætter i stedet. Faktisk føler jeg at han lige giver den en tand til, og jeg må virkelig kæmpe for at komme med. Vi er nu ved at nærme os de to sving før mål, og da der nu kun er 10-15 m op ved jeg at vi nok skal fange bagenden af feltet i svinget.
Vi kommer op, og jeg kigger bagud. Der er meget langt ned til de næste bagved. Jeg tæller hurtigt. Vi er kun 17 mand tilbage. Jeg synes også at der var rigtig mange der røg af.
Det var en ret fed fornemmelse, at se hvordan folk bare faldt som fluer, men jeg kunne sidde med. Ja, det var så kun også med nød og næppe, men der var trods alt nogle, som var dårligere kørende end mig i dag.
Min NP på de knap 4 minutter hvor vi kørte allerstærkest var på 370 watt, hvilket er 5% højere end min seneste 5 min test, så det var ikke så mærkeligt, at det var hårdt.
Med en gennemsnitsfart på 41,5 km/t på 1. omgang er det også noget hurtigere end de normale 38 km/t som D-feltet for det meste lander på, på en kuperet rute.
Ind mod mål får jeg lige pusten igen. Jeg får takket Thomas for den sidste føring, og glæder mig over stadig at være med i kampen om points. Vi er stadig 3 Give-ryttere i gruppen.
Ude på 2. omgang kører der 2 mand væk, og da den ene er en vanvittig stærk Aalborg rytter, ser det ud til at de nok ikke kommer tilbage. De er i hvert fald hurtigt ude af syne.
Efter et stykke tid, kommer der en anden Aalborg rytter op bagfra. Da vi rammer bakken falder han dog af igen, men kommer op igen kort efter. Jeg selv har det fint på bakken, og kommer fint med op. Vi kører ud på 3. omgang. Der bliver angrebet lidt, men ikke noget der rigtig kommer væk. Da vi har ca. 14 km til mål, synes jeg at jeg kan mærke en punktering på baghjulet. ”for helvede da også” tænker jeg. Jeg rokker lidt på cyklen, og der går ikke mange sek. Før jeg er sikker. Jo, den er punkteret.
Jeg kører ind til siden, og står bare og ærgrer mig. Med points til 2/3 af rytterne i feltet, var der en reel chance for points i dag.
Jeg får et lift af fejebladet og kan på min telefon se at John er blevet nr. 4 og Kim nr. 10. Fedt, tænker jeg. Så er John rykket i C-klassen.
Da jeg går rundt i målområdet, kommer der en kommisær hen til mig og spørger om ikke jeg kan få John op i dommervognen. Jeg får fat i John og giver ham beskeden. Det er nok noget med oprykningen tænker jeg. Men lidt efter kan jeg se, at der står DSQ ud for John, så det blev desværre ikke til C-klassen denne gang for ham.
Men mht. med min egen præstation, så var jeg godt tilfreds. Benene bliver bare bedre og bedre. Der er stadig 3 løb tilbage. Horsens, Tønder og Sønderborg. Horsens bliver nok vanskelig pga. Yding Skovhøj mm. men jeg vil bestemt ikke afskrive at jeg kan få points i hvilket som helst af de 3 løb. Tønder er helt klart der, hvor jeg har de største forhåbninger, men jeg skal gå stenhårdt efter det i alle 3 løb.
Nu står den på lidt færre træningstimer de næste par uger. Til gengæld bliver det med høj intensitet, og forhåbentlig en del spurttræning først på ugen, og så skal benene bare være friske til weekenden. Drømmen om points i 2018 lever!
No Comments