I pinsen er der 3 licensløb i hhv. Silkeborg, Herning og Hammel. De tre løb udgør tilsammen en cup kaldet pinse cuppen. Her får man ved hvert løb 50 points for en sejr, 49 points for en 2. plads, 48 points for 3. plads osv., og så er der en gul førertrøje der uddeles efter hvert løb.
Hos familien Kvistgaard var der meget snak om den gule førertrøje, men det var nu mest Jacob der havde næsen sat op efter den. Jeg vidste godt at jeg ikke havde nogen chance, da både løbet i Silkeborg og i Hammel er blandt de hårdeste ruter mht. højdemeter.
Jeg havde meldt mig til alle 3 løb, men da logistikken ikke kunne gå helt op, var jeg nødt til at springe over løbet om lørdagen i Silkeborg. Det gjorde mig ikke så meget, da dette løb nok var det løb med flest højdemeter i hele sæsonen.
Ved ikke at køre dette løb, kunne jeg også møde op helt frisk til løbet om søndagen i Herning, der var helt fladt, og hvor jeg havde en chance for at komme med feltet hjem, og måske score årets første points.
Men pludselig så det ud til at jeg slet ikke kom til at køre løb i pinsen. Jeg vågnede natten til fredag med et ordentligt hold i ryggen, og kunne slet ikke ligge ned uden at jeg havde store smerter. Da jeg stod op om morgenen kunne jeg næsten ikke bevæge min venstre arm. Det var skidt. Rigtig skidt!
Heldigvis fik jeg en tid ved kiropraktoren samme dag, men det hjalp kun en smule, og jeg var meget pessimistisk omkring det at skulle køre løb i weekenden.
Det blev langsomt bedre om lørdagen. Jeg havde jævnligt is på, og brugte også min muskelstimulator til at løsne musklerne lidt op, og om aftenen blev beslutningen taget. Jeg kører i morgen!
Licensløb Herning
Ruten var 31 km og vi skulle køre 3 omgange. Den var stort set pandekageflad, og der var ikke så meget vind. Kun 4-6 m/s, så jeg regnede med at det med stor sandsynlighed ville ende i en massespurt. Der var en del sving på 1. del af ruten, som måske kunne give lidt udskilning, og her var det nok ikke en god idé at sidde for langt tilbage.
Vi var 57 tilmeldte, og jeg fik placeret mig godt fremme ved starten. Der blev givet gas fra start, men ikke mere, end at jeg kunne holde mig godt fremme. Der var som sagt en del sving i starten, og der blev givet godt gas, men jeg var ikke rigtig presset. Benene føltes ret gode. Halvvejs ude på ruten bliver jeg mere og mere overbevist om at det bliver næsten umuligt at komme væk i dag, og at det vil ende i en massespurt. Der er flere gange ryttere der forsøger at komme af sted, men aldrig mere end et par stykker af gangen, og de er aldrig længere væk end vi kan se dem.
Da vi kører ud på 2. omgang, begynder jeg at spare lidt på kræfterne. Forstået på den måde, at jeg ikke accelererer 100% efter hvert sving, men lige tager den lidt mere med ro. Jeg mister nogle gange et par placeringer på det, men jeg ved bare at der aldrig bliver kørt stærkt for alvor over lang tid, så jeg er ikke nervøs for at komme til at sidde for langt tilbage. Alle mand her er stærke nok til at lukke de små huller der måtte opstå.
Der sker ikke det helt store på 2. omgang, og jeg tæller mig frem til at vi er ca. 45 mand i feltet, da vi kører ud på 3. omgang.
Benene er nu ved at blive lidt ømme. Jeg er ikke for alvor presset på noget tidspunkt, men jeg er trods alt godt tilfreds med at vi kører ud på sidste omgang. Gennemsnitsfarten er omkring de 41 km/t.
Der er lidt flere sporadiske angreb, men intet farligt. Dog kører 3 mand væk, og de kører rigtig stærkt, og pludselig er de væk. Men så går farten op. Der er åbenbart nogen der mener at de skal hentes. Jeg kommer til at sidde lidt langt tilbage, og har svært ved at komme frem. Ude i medvinden bliver der kørt virkelig stærkt, og vi sidder som perler på en snor. Det betyder heldigvis at vi får snor i de 3 udbrydere og feltet er igen samlet.
Farten går lidt ned, og jeg får igen kørt mig længere frem i feltet. Der er points til top-15 og hvis det skal lykkedes skal jeg nok ind i det sidste højresving 300 meter før mål blandt de 10-15 første.
Med 3 km til mål kører feltet med bred front, da alle dem der sidder fremme gerne vil holde deres placering. Pludselig hører vi en bil dytte bagved. Det er nogle U17 udbrydere der er på vej op. Med det samme bliver der givet gas, og positionskampen starter.
Vi kommer ud på en stor bred vej. Med 1 km til sidste sving sidder jeg nede midt i feltet. Jeg sidder lidt låst. Jeg forsøger at komme ud i venstre side, men der bliver aldrig rigtig hul til det. For hver meter der går bliver jeg mere og mere bange for at jeg ikke når at køre mig frem. Med 500 meter frem til svinget, er jeg stadig fanget nede i midten. Jeg er nødt til at tage en beslutning. Hvis jeg skal helt ned bagi og ”vende” for at komme fri er det nu eller aldrig.
Jeg sætter farten ned, indtil jeg er næsten allerbagerst i feltet, og så får jeg plads til at komme på ydersiden. Jeg accelerer alt hvad jeg kan og spurter frem. Svinget kommer nærmere. Der er en helle, hvor halvdelen af feltet kører venstre om, og den anden halvdel kører højre om. Jeg sidder helt ude til venstre, og finder et godt hjul.
Da vi drejer ind mod svinget, er der nogle af dem der har kørt højre om hellen, der nu laver et slag ud til venstre for at få plads til deres sving. Det gør at os der kører ude i venstre side lige må bruge bremsen lidt, og vi mister derved en del fart.
De første ca. 10 mand får lavet et godt hul da der bliver accelereret efter svinget. Herefter sidder sidder jeg i 2. position efetr en Århus mand. Det kunne godt blive godt det her!
Det stiger en lille bitte smule op mod mål. De 10 første er allerede 20 meter væk, så nu gælder det bare om at holde dem bagved væk.
Manden foran mig er stærk, og jeg bliver siddende på hjul. Jeg kan mærke at hvis jeg skal forbi bliver det først på de sidste meter. Med 100 meter til mål er der stadig ikke kommet nogen forbi bagfra. Men så begynder de at komme. Først en, så en mere. Jeg er nødt til at give det sidste jeg har. Jeg går højre om og forsøger at komme forbi. Jeg kommer lidt nærmere, men kan ikke komme forbi. Der er nu rigtig mange ryttere oppe på siden af mig og lige efter mig. Jeg giver det sidste. Jeg kommer ikke forbi Århus rytteren, og bliver overhalet af et par stykker mere på de sidste 20 meter. Heriblandt 2 af mine holdkammerater.
Jeg tæller hurtigt: tror jeg er ca. nr. 6-8 stykker i min lille gruppe og bliver dermed nok nr. 16-18 samlet. Men vi er flere der kommer over meget tæt på hinanden.
Da resultatet kommer kan jeg se hvor tæt jeg var på pointene. Jeg bliver nr. 17. Århus rytteren bliver nr. 15, og jeg skulle altså bare have taget den sidste halve cykellængde for at få points. Men jeg var bare ikke stærk nok i dag. Vi var 4 Give ryttere der gennemførte, og vi blev nr. 10, 14, 16 og 17. Er vi så stærke nok til, at vi skulle have kørt et ”tog” for vores sprinter Christian som blev nr. 10. Det er muligt, men vi er i hvert fald ikke dygtige nok til at finde hinanden til sidst, hvor det virkede meget tilfældigt hvem der kom frem i positionskampen ind mod sidste sving.
Efter løbet var jeg både lettet og skuffet. Lettet fordi jeg fik vist at jeg godt kan være med, så længe der ikke er så mange bakker, men også skuffet fordi jeg igen var tæt på pointene uden at det lykkedes.
Licensløb Hammel
Dagen efter stod den så på løb i Hammel.
Det ville blive et helt andet løb. Mest pga. bakken ved Pøt Mølle, der kommer efter 22 km på den 29 km lange rute der skulle gennemføres 3 gange. Herudover var der også lidt mere vind end dagen før.
For mig handlede det om at sidde med så mange gange over bakken som muligt. Med en kuperet rute var der også andre mindre bakker, og også steder hvor der var lidt sidevind.
Der var 53 tilmeldte og altså igen points til top 15.
Jeg fik varmet rigtig godt op, og stod klar blandt de første, da starten gik.
Vi starter med at køre en lille sløjfe inde i byen før vi kører ud af byen.
Efter 1 km går min holdkammerat Christian i udbrud. Ja, han sniger sig sådan set bare væk, og jeg var egentlig i tvivl om han bare var ved at køre sig frem, men hul fik han. Det varede dog ikke så længe før han var hentet igen. Efter ca. 5 km rammer vi den første egentlige bakke. Her er der også sidevind, så der bliver kæmpet godt for at komme frem. Jeg får sat mig godt inde i den rigtige side, men kan godt mærke at benene er lidt ømme i dag, så jeg falder langsomt bagud. Der er allerede folk der er sat. Jeg koncentrere mig bare om at ligge helt inde i højre side og få lidt læ. Det er ikke en voldsom sidevind, men den kan godt mærkes. Heldigvis er der et par stykker, der ikke lige har luret vinden, og de sidder ude midt på vejen. Dejligt, så kan man lige få lidt læ. Bakken er ikke så lang, og jeg kommer ok med henover uden at have kørt mig 100% ud.
Kort efter kommer der en bakke mere. Den er dog ikke så slem synes jeg og kommer fint med op. Der er lidt udbrudsforsøg, og der er også et par mand der kommer væk. Det koncentrer jeg mig ikke så meget om. Jeg er allerede begyndt at tænke på ”Pøtten”.
Jeg kan huske at jeg kørte den tilbage i 2003, og der synes jeg ikke den var noget særligt. Men den gang var jeg også blandt de stærkeste i D-feltet. Det er jeg mildt sagt ikke i dag.
Der bliver givet godt gas, og jeg sidder nede bagved og hænger. Der er en nedkørsel lige før bakken, og jeg kan godt regne ud at nu er vi tæt på. Jeg forsøger at kæmpe mig lidt frem, men det er kun nogle få pladser jeg kommer frem før bakken starter. Den er jævn hård fra bund til top, og der bliver givet godt gas fra start. Bag mig er de første ved at slippe, og efter 200-300 meter sidder jeg som sidste mand i feltet. Nu er det bare med at klemme ballerne sammen, og så kæmpe med alt. Efter 400-500 meter sidder jeg stadigvæk med, men nu begynder det at knibe. Der er stadig et godt stykke til toppen.
Langsomt bliver der hul foran mig. 1 meter, 2 meter, 3 meter. Rytteren foran mig slipper også. Der er kommer et par små huller længere fremme. Der er mange der sidder på det yderste.
Endnu en slipper foran mig, og hullet op til feltet er nu 20 meter og bliver hele tiden større.
Endelig når jeg toppen og nu skal der tages bestik. Jeg kigger bagved. Der er langt ned til de næste. Foran mig er der et par ryttere som er gået helt i stå. Jeg kører op til dem, og får lige pusten. Det virker til at de har givet op. Men så pludselig begynder den ene at sætte fart på. Jeg sætter mig på hjul. Han kører virkelig stærkt. Feltet er langt væk. Nok allerede 1 min foran. Min ven fortsætter bare med gaspedalen i bund. Vi er 3 mand. Han tager en monsterføring, og vil nu gerne have os andre frem. Jeg sidder på det yderste og kan knap holde hjul. Jeg prøver med en sporadisk føring, men det varer ikke længe før vores super-mand går frem igen.
Efter et par km indhenter vi flere ryttere der også er blevet sat. De sætter sig på hjul. Vi er nu 8 mand i vores lille gruppe. Der er en mere der går frem og tager lidt føringer, men 80% af tiden er det ”super-mand” som styrer showet. Ind mod mål, kan vi nu pludselig se feltet igen. De er nok 20-30 sek. forude. Måske kan vi alligevel nå op. Jeg sidder helt oppe i det røde felt, og kan kun sidde på hjul. Der er flere ryttere i vores gruppe der må slippe.
Vi har nu jagtet i 7 km og kører ud på 2. omgang. Jeg tæller mig frem til at vi er 15 sek. efter feltet. Der kommer lidt gang i et rulleskift, men jeg må sidde over efter at have taget en føring.
Der kommer heldigvis en rundkørsel hvor vi skal ud af 3. vej. Her kan vi lige hente et par sek. mere, og så er vi næsten oppe. Der bliver spurtet til sidst og så er vi oppe. Min puls er stadig 10 slag over min syregrænse, og jeg er fuldstændig smadret.
Jeg er godt klar over at det er en stakket frist at komme op til feltet, og at jeg vil falde af igen næste gang vi rammer Pøtten, men det er alligevel en stor tilfredsstillelse at være kørt op til feltet igen efter at have været sat så grundigt. Det er selvfølgelig hovedsageligt ”super-mands” fortjeneste, og det ærgrer mig lidt at jeg ikke kan huske hans nr. så jeg kunne give ham lidt kredit for den flotte opkørsel.
Der går heller ikke mere end et par km så kommer bakken med sidevind, og jeg kan godt mærke at den skal gå noget i stå hvis jeg skal med henover. Det gør den desværre ikke, og jeg bliver plantet godt og grundigt som ene mand. Jeg er lidt imponeret over nogle af de andre jeg kørte op med, at de ikke var lige så færdige som mig, men kunne få røven op over. Jeg tæller til små 30 mand i feltet.
Nå, men nu triller jeg bare afsted. Holder wattene på 80-90% af syregrænsen, og venter egentlig bare på at der kommer nogen op bagfra jeg kan køre med.
Der kommer to D-ryttere. Den ene er tysker, og han kører rigtig stærkt. Jeg sætter mig bare på hjul. Jeg tager en føring en gang imellem, men lader eller tyskeren om at tage de fleste føringer. Det lader heller ikke til at genere ham.
Lidt før vi rammer Pøt Mølle får min danske følgesvend et lille hul op til tyskeren, som han ikke kan lukke. Jeg har ikke lyst til at lukke hullet, så vi kører bare vores eget tempo, og giver ham lov til at køre væk. Op af Pøtten kan jeg godt mærke at der er udsolgt. Jeg må helt ned i fart, og kan slet ikke følge med.
Efter bakken får jeg indhentet min danske ven, og vi kører sammen til mål. Det begynder at dryppe lidt, og det gør beslutningen om at stå af lidt nemmere.
Efter løbet var jeg ikke skuffet, men fik blot bekræftet at jeg stadig har rigtig langt op til de bedste i D-feltet når det går opad. Jeg havde håbet at det ikke stod så skidt til, men er ikke så overrasket.
Flere smerter
Efter løbet havde jeg igen ondt i ryggen og armen, og generelt har jeg også ondt i nakken når jeg har kørt cykelløb. Det er noget jeg har døjet med siden sæsonen startede. Ja, faktisk har jeg døjet med det de sidste 30 år, hvor jeg jævnligt går til kiropraktor og massør for at holde smerterne nede. Jeg laver også diverse rygøvelser og udstrækninger, men har desværre en tendens til at stoppe med at lave dem, når jeg har været smertefri i en længere periode.
De sidste par dage har det været helt slemt med nakkesmerterne. Heldigvis var der ikke løb i sidste weekend, så det er ved at blive bedre nu. Problemet kommer når jeg har været ude og sidde aerodynamisk på cyklen, med hovedet langt nede. Sidder jeg oppe i grebene med strakte arme er der ingen problemer, men så sidder jeg næsten også helt oprejst, da mit styr er ret højt (og ikke kan justeres ned, da det er med integreret frempind). Skal jeg køre stærkt er jeg nødt til at bøje armene, eller komme helt ned i bugtningen af styret. Men så kommer smerterne også efterfølgende.
Jeg håber at jeg er på vej den rigtige vej igen, og kan holde smerterne nede på et acceptabelt niveau resten af sæsonen, så der kan komme lidt points på kontoen.
Test
I lørdags kørte jeg test. Da jeg ikke kunne stå op og træde igennem pga. mine smerter i armen og ryggen, skippede jeg 10 sek. og 1 min test, og kørte i stedet kun 20 min og 5 min test.
Det gik til gengæld rigtig godt. Jeg fik kørt 334 watt på de 20 min (svarende til en FTP på 317 watt), og 380 watt på de 5 min. Det er de to test hvor jeg er suverænt stærkest. Det er på de kortere intervaller fra 30 sek. til 3 min at jeg har mine svagheder. Desværre er det også de korte intervaller jeg har sværest ved at træne lige i øjeblikket pga. mine smerter. Men forhåbentligt får jeg styr på det, så jeg på et tidspunkt bliver stærk nok til at få røven med op over de danske bakker.
De sidste par uger har jeg desuden brugt til at træne et U11 hold der skal køre hold DM på lørdag. Vi har trænet en del gange, men aldrig med det samme hold mere end 1 gang. Jacob er selvfølgelig på holdet, og det er et rimeligt stærkt hold, der skal til Lolland og kæmpe for metal. Det glæder jeg mig meget til.
Mit næste løb bliver på søndag i Sønderborg, der er et kriterium, på en forholdsvis flad rute, uden de helt store bakker. Det bliver også godt!
No Comments