Sommerferie
Som nævnt var vi ved alperne i Frankrig i sommerferien, og vi fik bl.a. set 2 tour etape startbyer. Heldigvis lavede vi vores planer om, så vi ikke stod og ventede forgæves i målbyen, den dag etapen blev forkortet pga. jordskred. Så Jacob fik taget billeder sammen med alle de danske ryttere (på nær Kasper Asgreen). Desværre var Jacob’s største idol Fuglsang udgået, så det blev ikke til gensyn med ham i Frankrig.
Træningsmæssigt fik vi ikke kørt helt så meget som planlagt, men vi kom dog over bjergtoppe som Alpe D’Huez, Telegraphe, Galibier og Glandon. Herudover kørte vi nogle mindre bjerge og små skrappe stigninger nær Grenoble. F.eks. boede vi oppe ad en 1,5 km lang stigning med ca. 12% i snit og med flere lange stykker med 15-20%. Her blev jeg virkelig sat til vægs af Jacob der sprintede op ad, mens jeg sad og trådte firkantet.
Ja, faktisk fik jeg baghjul af Jacob på alle stigninger vi kørte. Jeg var ikke engang tæt på at kunne følge ham. Den første dag kørte vi Alpe D’Huez, og jeg havde planlagt at holde 280-290 watt i snit. Det tænkte jeg var realistisk. Hjemme i DK ville jeg nok kunne holde 300-310 watt på en time, men her var der 35 gr. + lidt mindre ilt-indtag pga. højden.
Det viste sig dog hurtigt, at det var lige optimistisk nok. Efter 10 min havde jeg 294 watt i snit, og herfra gik det bare nedad. Vi kørte sammen det meste af turen, men Jacob begyndte mere og mere og køre fra mig, og så vente på mig, for efterfølgende at køre fra mig igen. Jacob havde også overskud til at nyde udsigten – og ikke mindst snakke om alt muligt. Jeg skal ærlig indrømme, at jeg ikke hørte meget af hvad han sagde, men bare kigge ned i jorden og ned på min garmin der talte ned til at vi endelig var på toppen. Jeg sluttede på bare 252 watt i snit (258 w NP), og var helt færdig. Den lange køretur i bil om natten uden søvn godt 24 timer forinden havde nok ikke hjulpet på det, men op kom jeg selvom det tog over en time. Heldigvis var jeg bedre kørende de andre dage, dog var varmen hård ved mig, på nær den sidste dag, hvor det lige pludselig gik fra 35 gr. og solskin til 17 gr. og regnvejr!
På vej hjem var vi lige i Disneyland et par dage, så det endte med 3 dage uden cykel inden Randers Bike Week. Det var i grunden nok i underkanten, da dagene i disney var hårdt ved bentøjet, da vi gik rundt hele dagen, og køreturen hjem om natten var hård ved hele kroppen. Vi kom hjem tidligt onsdag morgen, og heldigvis skulle jeg først køre i Randers torsdag eftermiddag.
Jeg levede meget usundt i Frankrig, med masser af McD mad, Nuttella mader, slik og is, så da jeg kom hjem havde jeg også lige taget 2,5 kg på, så jeg nu var oppe over 77 kg.
Vi var 20 mand til start, og mit mål var en samlet top-10 placering. Ellers skulle løbet mest bruges til træning efter at formen var dykket lidt henover sommeren.
1. etape – enkeltstart
Jeg har ikke kørt en enkeltstart (udover vores klubmesterskab i Give CK) i 16 år, så jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Jeg havde nogle gamle bøjler, som jeg ville sætte på cyklen, men de passede desværre ikke. I sidste øjeblik fik jeg dog lånt et par bøjler af Heino Skovbjerg, men jeg nåede ikke at træne med dem før under opvarmningen. Ikke lige helt ideelt.
Til gengæld havde vi tidligere været oppe og gennemkøre ruten, så den kendte jeg rigtig godt. En rute på 5,2 km der skulle køre igennem 2 gange. En lille bakke halvvejs, og nedkørsel ned mod mål de sidste 800 meter. Min plan var at holde mig lige omkring min syregrænse (310 w) indtil bakken, og så op på 350-400 watt på bakken, og så restituere lidt med ca.250 watt på nedkørslen. En normalized power på ca. 320 watt burde være muligt.
Jeg bliver sendt afsted og planen går meget godt henimod bakken. Jeg føler at jeg har masser af overskud, og må ligefrem holde noget igen for at holde mig på de 310 watt. Foran mig haler jeg faktisk ind på rytteren som er startet 30 sek. før mig.
På bakken går det også rigtig godt. Jeg holder mig til planen og giver den godt med gas. Da den flader ud på toppen får jeg dog en lille krise. Jeg har svært ved at holde positionen i bøjlerne og må holde almindeligt på styret et par gange. Jeg er godt smadret, men heldigvis kommer nedkørslen hvor jeg lige kan vejret igen. Jeg kan se på mine watt at jeg vist ikke helt kan holde dem helt efter planen. NP er omkring 310 watt. På stykket ud mod bakken har jeg det hårdt. Jeg føler ikke at positionen i bøjlerne er optimalt, og den ene bøjle er også gået løs, så jeg skal hele tiden sørge for at få den nedad. Det går OK på det første stykke af bakken. Jeg har overhaler rytteren som startede før mig, men jeg bliver også overhalet af 3 ryttere bag mig. Dog er en eller to af dem vist ryttere, som er ude på deres første omgang.
Efter bakken har jeg krise, og jeg har virkelig svært ved at holde mig nede i bøjlen, og svært ved at træde nok watt. Jeg holder den dog rimelig i gang, og kører i mål i tiden 16.32 min (38,4 km/t). Jeg har kun kørt nogle få sek. langsommere på 2. omgang, så jeg har fået pacet mig fint. Gennemsnitswatt ender på 291 og normalized power ender på 304 w. Lidt mindre end forventet, men positionen i bøjlerne har nok gjort at jeg ikke har kunnet træde helt så meget som hvis jeg sidder almindelig på cyklen.
Jeg ender på en 14. plads, 1.37 min fra vinderen. Det er jeg OK tilfreds med. Inden starten havde jeg troet på en placering som nr. 10-15, så det er godkendt.
2. etape – Mariager
Denne etape havde jeg set frem til med stor frygt. Vi havde tidligere været i Mariager og prøvekøre ruten, og føj for en led satan! Der er stort set kun 1 bakke på ruten der er 15,4 km lang. Til gengæld er bakken 1,7 km lang, og den er stejlest i bunden, hvor de så også har valgt at smide en flok brosten på. Dog er der efter de første 200 m brosten nogle fliser inde i højre side, hvor der er plads til en rytter, før det skifter til asfalt resten af vejen. Da vi skal over den 6 gange, så var jeg mere eller mindre sikker på, at jeg ville blive sat. Spørgsmålet var bare hvornår.
Vi har samkørsel med H50, hvilket betyder at vi er små 40 mand til start.
Jeg starter godt fremme, og prøver bare at holde et fornuftigt tempo henover brostenene. Jeg er startet i højre side, så jeg kommer fint ind på fliserne. Der bliver kørt stærkt, og der opstår allerede små huller hist og her. Jeg prøver bare at holde et godt tempo, selvom jeg bliver overhalet lidt en gang i mellem. Da vi nærmer os toppen bliver der kørt rigtig stærkt, og jeg har virkelig svært ved at holde hjul. Jeg kigger bagud. Der sidder kun 1 rytter efter mig. Resten af feltet er langt bagude. Foran mig er der vel knap nok 20 ryttere. Jeg hænger længe i, men må slippe ca. 200 m fra toppen. Heldigvis er jeg ikke alene, og jeg får gang i et godt samarbejde med en H50 rytter, og i løbet af et par km får vi lukket hullet. Jeg laver en hurtig sammentælling. Ja, mere end ca. 20 mand er vi ikke, og bagude ser det ikke lige ud til at der er flere som kommer op. Resten af omgangen går egentlig bare med at komme til kræfter ved at bruge så få kræfter som muligt. Er der nogle som stikker, lader jeg bare de andre om at koncentrere sig om det. Jeg skal bare være så frisk til bakken næste gang, at jeg måske kan komme med henover igen.
Vi rammer bakken igen, og igen falder jeg langsomt bagud. Benene er dog lidt bedre denne gang. Ret hurtigt opstår der huller, og der kommer et stort hul midt i gruppen. Jeg er ikke sidste mand denne gang, men kommer nogenlunde med henover sammen med 2. gruppe. Vi er 7-8 mand, der jagter 1. gruppe. Jeg kører med rundt, men samarbejdet er ikke helt optimalt. Efter et stykke tid, går det dog bedre, og langsomt begynder vi at hale ind. 15 sek., 10 sek., 5 sek., og efter ca. 3-4 km jagt lykkede det endeligt at komme op. Jeg er helt smadret, men har heldigvis små 10 km før bakken kommer for 3. gang. Vi er 18 mand, og tror det er vist 10 x D og 8 x H50.
Da vi skal op ad bakken for 3. gang kommer jeg til at sidde langt tilbage fra start, og rytteren foran mig får lavet et lille hul foran sig. Jeg har syre op til begge ører, og prøver bare at holde hjul så godt jeg kan. Oppe foran ser det ud til at de første 10-12 mand er på vej væk. Ja faktisk er de næste 4-5 mand også godt på vej væk. Jeg er sidste mand, og på toppen er vi 3 mand, som er sat. Vi får gang i et godt samarbejde, men kan kun lige holde afstanden op til gruppen foran os. Efter et par km falder vi bagud, og motivationen og farten falder lidt. Vi holder den dog stadig godt i gang. Der går ikke så lang tid før gruppen foran os forsvinder ud af syne. Efter ca. 8 km kan jeg se et lille felt med ca. 12-14 mand bag os, der kommer nærmere. Vi sætter farten lidt ned, og det viser sig at være vores felt.
Jeg sætter mig ned bagved og får pusten. Det varer ikke længe, så skal vi op ad bakken for 4. gang. Denne gang er gruppen lidt mere homogen, og vi kommer mere eller mindre samlet op. Ca. 3-4 km efter bakken drejer man til højre i et 90 gr. Sving, men en af rytterne bliver pludselig i tvivl om det er nu vi skal dreje. Han sidder helt ude i højre side et par pladser foran mig. Lige pludselig drejer han skarpt til venstre og er lige ved at smadre ind i en anden rytter. Han bliver klar over fejlen og prøver at rette op, men det ender med at han ryger ned. Jeg er sikker på at jeg også vil ryge ned om lidt, da han har retning mod min kørebane, som jeg ikke kan ændre så meget midt i et felt. Heldigvis ryger han tilbage mod venstre, og jeg under lige akkurat at ramme ham. Ja, helt ufatteligt ender det med at der ikke er andre end ham der styrter.
Der går lige lidt tid før vi får samling på gruppen igen. Nogle har været helt nede i fart, men der er bred enighed om at vente på alle i gruppen.
Nu mangler bakken kun 2 gange, men jeg er også ved at være smadret. Jeg husker ikke lige helt hvordan det går da vi kører op ad den for næstsidste gang, men det ender med at jeg kommer til at sidde i en 6 mands-gruppe. Jeg har ikke det store overblik over hvor mange D-ryttere der er ude foran. Mit bedste bud er en 8-10 stykker, men det kan også være 6 eller 12.
I vores 6-mands gruppe er vi kun 2 D-ryttere, de andre 4 er H50 ryttere. Jeg er begyndt at få kramper i venstre baglår, og i starten sidder jeg helt over. Efter et par km begynder jeg at køre med rundt, men da vi nærmer os bakken for sidste gang sidder jeg lidt mere over igen. Jeg skal bare med op uden at krampe helt. Det lykkedes lige akkurat. Samarbejdet kører ikke optimalt i gruppen, bl.a. pga. af mig selv og mine kramper. Efter et stykke tid holder den anden D-rytter helt op med at gå med rundt. Jeg tænker at når han ikke vil, så har jeg også alibi for ikke at gøre det.
Med ca. 5 km til mål kan jeg se et stort felt bagude. Jeg er 99% sikker på at det er C/H40 feltet, der skal ind og have opløb. Så jeg foreslår, at vi lader dem komme forbi inden vi skal ind på den smalle opløbsstrækning på brostenene.
Med 2 km til mål lader vi dem komme forbi. Vi mister nok 30 sek. på det, men hellere det end at være skyld i at vi ødelægger deres opløb. Vi kører trods alt kun om sekundære placeringer.
Den anden D-rytter spørger om jeg vil spurte for placeringen. Jeg siger, at det vil jeg nok. OK, så kan du få lov til at tage føre ind mod mål, så får du den, siger han. Jeg tager imod tilbuddet og tager en lang og kraftig føring ind mod mål. Ja, kraftig er den nok ikke – men sådan føltes den.
Jeg kører først ind i svinget ca. 200 m før mål, og bliver oversprintet af 2-3 af H50 ryttere. Jeg er spændt på at se resultatlisten, for jeg har virkelig ingen idé om hvad nr. jeg er blevet. Det ender med 9. plads, mere end 8 min efter frontgruppen på 7 mand.
Jeg er egentlig godt tilfreds. Jeg er nu nr. 10 i den samlede stilling.
3. etape – linjeløb
Jeg er virkelig bekymret for hvordan benene vil have det på 3. etape, efter jeg sad med kramper de sidste 30 km dagen før. Så jeg får varmet lidt ekstra op, for at få gang i dem. Heldigvis er ruten ikke hlt så hård i dag. Den er 12,4 km med 3 små bakker. Den sidste bakke er den samme som på enkeltstartsruten, og opløbet er ned ad bakke de sidste 800 meter efter højresvinget.
Generelt føltes det lidt som om at jeg ikke er den eneste som har lidt tunge ben. I hvert fald bliver der ikke kørt så stærkt. Bakkerne bliver kørt i et godt tempo, men jeg skal ikke køre mere end omkring 350 w for at sidde med. Altså bare en masse Z5 intervaller på 1.30-2.00 min. Det kan jeg godt klare.
På første omgang kører der 2 mand væk, og på 2. omgang kører der 2 mand mere. Så vidt jeg kan se er 3 ud af de 4 ryttere D-ryttere.
Jeg holder mig nede bagved det meste af løbet, og der sker ikke det store. Der er flere små udbrud, og jeg er i tvivl om hvor mange der bliver hentet igen. Umiddelbart tror jeg dog ikke at der er mere end 3 D-ryttere ude foran da vi går ind på sidste omgang. Vi er ca. 25-30 mand i feltet, så der er trods alt faldet nogle fra. På 3.sidste og 2.sidste bakke bliver der pludselig givet lidt mere gas, men jeg kommer nogenlunde med henover.
Da vi rammer den store vej godt 5 km fra mål, er der 2 ryttere, som får hul. Der er ikke rigtig nogen der vil jagte, da alle venter på den sidste bakke.
De har derfor et godt forspring på 20-30 sek da vi rammer bakken. Jeg kommer ind som nr. 10-12 stykker. Farten er dog ike så høj i starten, så jeg har ingen problemer med at sidde med. Pludselig bliver der rykket. Jeg kan ikke huske om det er den gule trøje i H som rykker, eller om han bare lukker et hul. Men han kører i hvert fald stærkt, og der går ikke længe før feltet er eksploderet. Jeg selv sidder fremme i top-10, men så, lige pludselig får jeg krampe i mit venstre baglår! Pis og lort, tænker jeg. Jeg må sætte farten ned, og prøver at strække lidt ud et par gange. Langsomt for jeg gang i cyklen, og kommer på hjul i en forfølgergruppe. Langsomt får jeg styr på krampen, og heldigvis ser det ud til at den forreste gruppe går lidt i stå. Da vi rammer nedkørslen de sidste 200-300 m ned mod højresvinget træder jeg til, lægger mig ned på cyklen, og får overhalet en del ryttere. Jeg kommer godt igennem svinget, og er nu ikke langt fra frontgruppen på 10-12 mand. Med 500 meter til mål ser det ud som om at gruppen er gået i stå, og ingen tør åbne spurten, så jeg fortsætter bare, og kommer med svung på i venstre side af vejen. Jeg flyver forbi alle mand, og pludselig med 300 meter til mål ligger jeg forrest. Jeg forsøger bare at være så aerodynamisk som muligt, samtidig med at jeg prøver at holde styr på min krampe, der er på vej igen. Ikke nok med det, nu kan jeg også mærke en krampe foran på mit højre lår.
Jeg tænker længe: ”hvorfor kører de ikke forbi mig?”, men jeg har åbenbart fået et godt forspring, og selvom jeg ikke kan træde særlig meget, så kommer der kun 3-4 mand forbi mig inden stregen – og ingen af dem er D-ryttere. Dvs. at jeg vinder feltets spurt i D-klassen! Det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg sad med krampe op til begge ører, og folk bare kørte forbi mig en efter en for 3 min siden. Men det lykkedes. De 2 mand som kørte væk til sidst blev dog aldrig hentet, så det endte med en 6. plads.
Efter stregen måtte jeg kaste mig af cyklen og ned på jorden, så jeg kunne strække venstre baglår og højre forlår ud på samme tid. Nok ikke det kønneste syn i verden.
Resultatet var jeg selvsagt meget tilfreds med. Der er kun points til top-5 på etaperne, men det havde jeg heller aldrig regnet med, at jeg ville komme i nærheden af.
Havde det været en almindelig etape ville min 6. plads have udløst 6 points, men så ville den måske også være blevet kørt på en anden måde. I hvert fald var jeg rigtig godt tilfreds, men samtidig frygtede jeg virkelig 4. og sidste etape, der højdemetermæssigt var den værste af dem alle.
4. etape – Bjergløbet
Etapen er 15,5 km og vi skal køre 6 omgange. Ligesom dagen før er der 3 bakker. Men de 2 af dem er bare meget hårdere end dem på 3. etape. Den første er meget stejl og nok 400-500 meter før den flader ud. Den anden er ikke særlig slem. Den er nok ikke på mere end 3-4% over en lille km og den sidste er både hård og lang, nok ca. 1000 m med ca. 7%.
Starten går og mit mål er egentlig bare at sidde med så længe som muligt, og så forhåbentlig finde en god gruppe at køre i til mål, når jeg er blevet sat.
På første bakke kommer jeg fint frem på nedkørslen inden, og jeg får kæmpet mig med op som en af de sidste. På 2. bakke, der egentlig ikke er slem havde de så valgt at lægge en bakkespurt på 1. omgang, og der var åbenbart stadig nogle der kæmpede om bakketrøjen, for der blev kørt stærkt – synes jeg i hvert fald. Men måske det bare var mig der var skidt kørende. I hvert fald føltes benene tunge. Jeg havde frygtet at kramperne ville komme med det samme, men det lod det dog ikke til. Jeg kom med henover bakken, og vi var stadig over 30 mand i feltet.
Det lykkedes mig også at komme nogenlunde med henover 3. bakke, hvor jeg kan se, at der er nogen der har det sværere end mig selv. Det gav lidt moral. Heromkring er der 4-5 mand der rykker væk. Jeg lægger ikke så meget mærke til hvad der sker oppe ved fronten, men er ret sikker på at det var heromkring de fik hul.
Jeg er allerede begyndt at tælle ned – hvor mange bakker skal jeg stadig henover? Ret deprimerende, når man kun har kørt 3 ud af 18.
På den 1. stejle bakke får jeg kørt mig helt frem på nedkørslen inden, ja faktisk er det nærmest et lille udbrud, da jeg sammen med et par andre får nogle få sek. Forspring. Jeg er dog hurtig til at sætte farten ned, og lade mig hente af feltet. Men det lille forspring gør, at jeg lige akkurat kommer med henover. Den næste bakke er ikke så slem, i hvert fald ikke, når der ikke er bakkespurt, så den kommer jeg også henover. Nu mangler jeg kun 13. Jeg håber lidt på at der efterhånden bliver kørt langsommere på bakkerne, som det har for vane.
Om der blev kørt langsommere på den næste, tvivler jeg på. I hvert fald blev jeg sat sammen med 4 andre. Vi får dog lukket ind mod mål.
Trods alt rart at se at der er andre end mig som skranter, så når jeg bliver sat, vil der sikkert være nogen at køre med. Jeg er nu helt oppe i det røde felt og når kun lige at puste ud inden den lille stejle satan kommer. Denne gang starter jeg den nede bagi feltet, og det bliver skæbnessvangert, for der går ikke lang tid før jeg er sat. Jeg kører bakken som normalt. I et tempo jeg tror jeg kan holde hele vejen, og det plejer gerne at betyde, at jeg indhenter lidt mod toppen. Foran mig er der også et par stykker der hænger, og som jeg tror falder af. Men desværre får de akkurat kæmpet sig med, og jeg er helt alene ca. 10 sek. efter feltet. Jeg ved at jeg skal have lukket hurtigt, så jeg giver den fuld gas på toppen. Længe holder jeg afstanden, men efter et par km bliver afstanden større, og det ser ikke ud til at der er andre som falder fra. De vil sandsynligvis overleve den lette bakke, og med næsten 10 km frem til den næste hårde bakke, vil de have et godt forspring, de ryttere som evt. måtte blive sat der.
Jeg forsøger at holde et rimeligt tempo, men har svært ved at køre mere end 220-250 watt. Jeg er virkelig smadret. Jeg kigger mig konstant bagud. Kommer der ikke snart en gruppe, jeg kan køre med? Men der kommer aldrig en gruppe. I hvert fald ikke med ryttere fra mit eget felt, så jeg ender med at køre de sidste 3 omgange solo.
Jeg bliver nr. 13 på etapen, ca. 14 min efter vinderen. Sammenlagt ryger jeg ned på 11. pladsen.
Generelt er jeg godt tilfreds med indsatsen. Min optakt har ikke været god, med for lidt træning og for mange usunde vaner henover ferien, samt nogle hårde dage op til løbet.
Men jeg fik trods alt set på 3. etape, at næsten alt kan ske i cykelløb. Hvis jeg har heldet på min side, kan jeg godt lave gode resultater – selv på en dag med dårlige ben.
Næste løb er i Kolding i denne weekend, og her tror jeg på at jeg måske kan få et par points med hjem. Jeg havde en plan om at vægten skulle ned på 75 kg i Kolding og 74 kg i næste weekend i Århus. Det er ikke lykkedes helt, men jeg var dog nede på 75,5 kg i morges, så det går i den rigtige retning.
Håbet om de 20 points i denne sæson lever endnu!
No Comments