Jacob Kvistgaard

Løbsrapporter Tour de Give Elementer 3. etape + Pinsecup (Silkeborg + Herning + Hammel) Hold DM + Sønderborg + Middelfart + Fredericia

Det er efterhånden 3 uger siden, at jeg sidst har lagt noget op på siden. Og det er altså ikke fordi vi ikke har kørt løb siden. Jeg har ikke kørt så meget pga. nogle rigtig irriterende smerter i nakken. Men Jacob har kørt en masse.

 

Tour de Give Elementer 3. etape

Vi starter med 3. etape af vores lokale cykelløb Tour de Give Elementer. Denne gang var der start og mål i en lille by ved navn Hedegård kun 3 km fra Give.

Her var Jacob og jeg til start i C-klassen, hvor vi skulle køre 27 km sammen med ca. 25-30 andre ryttere. Det var en broget flok bestående af motionister og ungdomsryttere.

 

Ruten var ret flad, dog med et par meget små bakker på første halvdel hvor der også var sidevind flere steder. Sidste halvdel gik det mest lige ud og i medvind, så her ville Jacob ikke have en chance mod de store voksne mænd. Spurten var også nedad i medvind.

Derfor var vi nødt til at give den gas i starten og på de små bakker. Da starten går rykker Jacob også med det samme. Jeg kører hurtigt op til ham, og vi har et lille hul. Jeg holder et rimeligt højt tempo, men det bliver lukket. På bakkerne sætter jeg højt tempo, men vi kan ikke rigtig få rystet de andre af. Efter bakkerne, er vi 10-15 mand tilbage i feltet. Herefter er der et stykke med modvind, hvor der bliver rykket, og hvor vi kommer med. Men så drejer vi ud i medvinden og der kommer en halvstejl nedkørsel. Her bliver der rykket af de store drenge, og Jacob kan slet ikke følge med sin junior-gearing (39/14), og en efter en kører de forbi os alle mand.

Jeg holder bare et højt tempo, og får langsomt kørt nogle af dem ind. Dog er der 5 mand der bare sejler væk. Jeg holder tempoet, men Jacob er ved at være flad. Der er kun en mand med os, så det bliver en spurt om 6. pladsen. Motionsrytteren kører nemt forbi Jacob, men vælger så at bremse helt op før målstregen for at lade Jacob kører først ind. Men sådan leger man ikke med Jacob, der også bremser op, så ham den anden er nødt til at køre først ind.

Jacob var først noget skuffet over at de bare kørte fra ham på nedkørslen. Men sådan er spillet. Man må hver især kører efter sin egen taktik, så det fik vi snakket en del om efterfølgende, og hurtigt var humøret højt, og Jacob var ude at heppe på sine holdkammerater der kom i mål efterfølgende.

 

 

Pinseløbene

Herefter stod den på licensløb i pinsen.

Jacob var noget nervøs for om Asger fra Hillerød ville stille op, for så ville det blive svært at vinde cuppen. De 3 løb udgør tilsammen Pinse cuppen og der var en gul førertrøje der skulle uddeles efter hvert løb, og sådan en trøje mente Jacob, ville se godt ud på væggen hjemme på værelset.

Asger dukkede ikke op til første løb i Silkeborg. De var 7 mand til start, heriblandt en stærk svensker ved navn Melker.

Ruten var 14 km og rigtig hård med et par onde bakker. Jacob rykker på første bakke, og kommer rimelig hurtig alene afsted. De kommer dog op til ham, men han rykker et par gange mere og får hullet, som han holder hele vejen hjem.

Han er 1,05 min foran Melker, der slår Oskar fra Roskilde i spurten om 2. pladsen.

Så var der pokal, blomster og gul trøje til en stolt Jacob.

 

Søndag skulle trøjen så forsvares i Herning på en pandekage-flad rute. Der skulle køres 2 omgange a 8 km. De var igen 7 ryttere til start.

 

Jacob rykker igen fra start, men han bliver kørt ind. Han rykker igen, men bliver kørt ind igen. Det ser nu ud til at de andre er blevet enige om at hjælpe hinanden ad med at køre ham ind, så det bliver en hård omgang, da de er 4 mand i gruppen efter ham. Ifølge Jacob rykker han omkring 15 gange før det endelig lykkedes at få et ordentlig hul sidst på 1. omgang. Herefter er det et hårdt forfølgelsesløb, som Jacob trækker sig sejrrigt ud af. Men han holder kun de næste bag sig med 13 sek. så det var tættere end nogensinde før i år. Melker bliver igen nr. 2.

 

 

Mandag skulle trøjen så forsvares igen i Hammel. Jacob skulle slutte i Top 2 for at være sikker på den samlede sejr. Der var lidt bakker på ruten, der var 14 km lang. Jacob var meget nervøs op til løbet, men der var alligevel overskud til at pjatte lidt med Astrid ved startstregen.

 

Jacob rykker igen fra start, og kommer hurtigt fri med svenskeren jagtende bagved. Jacob øger dog langsomt og kører alene i mål 45 sek. foran Melker.

Jacob havde været meget nervøs, og var derfor meget lettet da han kom i mål. Glæden var også stor da han gik på podiet for at trække den 3. gule trøje over hovedet.

 

Det var aftalt på forhånd, at den ene trøje skulle hænge på væggen. Den 2. skulle han bruge til at køre i, og den 3. (hvis der kom en 3.) gav han til sin lillebror Christian.

 

Hold-DM

Et af årets store mål for Jacob, var at komme til Hold DM ved Guldborgsund på Falster. I år var der lavet nye regler, så nu kunne man ikke stille med hold fra forskellige klubber, hvilket gjorde det svært for klubberne at stille med hold i de små klasser. Til gengæld skulle der så kun være 3 mand på holdet og ikke 4 som sidste år.

I Give havde vi 2 licensryttere, Jacob og Rasmus. Herudover havde vi 3 U11 ryttere der var startet med at cykle sidste år, samt 2 helt nye. Altså i alt 7 U11 ryttere. Det er der vist ikke mange klubber i Danmark der kan prale med.

Af de 3 ”rutinerede” ryttere meldte den ene hurtigt fra. De 2 andre meldte sig begge klar i sidste øjeblik, hvorefter det blev den stærkeste, Jens-Emil som blev udtaget til holdet.

Jeg havde stået for træningen, men desværre var der hver gang afbud til træning, så det var forskellige konstellationer der blev arbejdet med i hver af de 4-5 træningspas der blev gennemført. Først helt til sidst fik vi trænet med de 3 drenge.

Da det er 3. mandens tid der tæller skulle de holde sammen hele vejen. Planen var at Jacob skulle tag hver 2. føring, og de 2 andre drenge skulle så tage hver 4. føring. De skulle køre 15 km på en ud-hjem rute. Ud i medvind og hjem i modvind. Der var kun et andet hold tilmeldt, og de var fra Roskilde.

Da jeg dagen inden var ramt af et voldsomt hold i nakken, kunne jeg ikke tage med drengene til Guldborgsund. Jacob har skrevet denne løbsbeskrivelse:

 

Nu er jeg oppe kl. 6 om morgen. Jeg er træt. Vi skal over Storebælt og Lillebælt. Nu køre vi.Vi hører historie. Nu er vi på fyn og vi er meget sultne. Så vi kører en på en tankstation. Jeg får en hotdog. Vi er trætte. Så nu kører vi til Lolland.
Vi er lige ved mål og start. Vi går hen til en brugs. Vi købte champagne og pølsehorn som var i et varmerum. Så gik vi hen til bilen og der var Jens Emil.jeg sendte en sms til Rasmus.
5 minutter sener skrev han at han kom om 40 minutter.mig og Jens Emil hygger. nu kom Rasmus. så er give her. vi prøver rampen. Det gik fint, men det er kedeligt at vente på at det bliver vores tur.
20 min før begynder vi at varme op. Jeg føler at vi er klar til at give alt hvad vi har når vi skal starte. Nu skal vi starte. Der er 1 minut, men det føltes som et år.
Der var en computer jeg kiggede på. Den sagde 59 sek, 58 sek osv.
Så er vi kommet i gang. Det går fint. Men ved vendepunktet går det helt galt. Vi er lige ved at ryge ud i gruset. Så på vejen hjem er Jens-Emil træt. Jens-Emil sidder bare på hjul af mig og Rasmus hele vejen hjem. Men 2 km falder Jens-Emil lidt af. Han er ikke i højeste gear. Så siger jeg til ham at han skal komme i højeste gear. Så gik det meget bedre.
Da vi kom i mål var jeg ikke helt tilfreds, men jeg er glad for at Rasmus og jens-Emil gav alt hvad de kunne.
Der var gået 1 min, så kommer Rasmus’ storebror og siger at der allerede er gået 1 min. Så kommer Rasmus’ far og siger at vi har vundet. Så jubler vi helt vildt.
Til præmieoverrækkelsen er jeg lige ved at græde, fordi jeg ikke tror på at vi har vundet. Men det gør jeg da vi får Dannebrogstrøjerne på.

Sønderborg

Dagen efter skulle den nyslåede danmarksmester så i aktion igen til licensløb i Sønderborg. Her var de igen 7 drenge til start som skulle køre 17 km, og Jacob gav den bare gas fra start af. Han kommer hurtigt væk og holder tempoet højt hele vejen rundt, og kommer i mål 1,39 min foran Malthe og Alexander.

 

Middelfart

Efter en del sejre i træk, var der nu lagt op til mere modstand, da Asger stillede op i både Middelfart og Fredericia i denne weekend.

Asger har kørt fra Jacob alle 7 gange de er mødtes i år. Det tætteste Jacob har været på, var på sidste etape af Tour de Himmelfart, hvor han sidder med indtil ca. 1 km før mål. Ellers plejer Asger at køre ca. 1-2 min fra Jacob.

Så målet var i denne weekend hele tiden at følge Asgers hjul, og mindske tidstabet mest muligt.

Om lørdagen i Middelfart var der også en stærk tysker Laszlo med. Han var blandt andet blevet nr. 3 i det tyske mesterskab, så han kunne også være farlig.

Der var kun 6 ryttere til start og derved også kun points til de 2 første. Måske skulle det blive årets første løb, hvor Jacob ikke fik point?

De skulle køre 3 omgange a 6 km, på en ret kuperet rute. Asger rykker fra start og holder et højt tempo. Kun Jacob og tyskeren kan følge med. Efter 1. omgang er de 3 et godt stykke foran de næste. Jacob sidder helt tæt på Asgers hjul.

 

 

På 2. omgang rykker Asger et par gange, og Jacob slår kontra. Asger går med, og Laszlo bliver sat. Herefter arbejder de 2 drenge sammen, og øger afstanden til Laszlo.

De arbejder godt sammen ind mod mål, hvor Jacob sidder forrest 500 m før mål. Asger rykker forbi ham, og Jacob kommer ikke helt med. Han får dog kæmpet sig op på hjul, men kan kun ligge akkurat holde Asgers hjul.

Det var en stolt Jacob, der mente at han måske havde kørt sæsonens bedste løb, og var faktisk mere stolt over denne 2. plads end mange af sejrene.

 

Asger og Jacob havde også kørt stærkt. 31,8 km/t i gennemsnit, hvilket kun var 0,5 km/t mindre end vinderen i U13 havde kørt (de kører dog dobbelt så langt).

 

 

Fredericia

Søndag stod den så på løb i Fredericia, på en meget vindblæst og kuperet rute på 14 km. Der var en god bakke op mod mål, hvor der også var modvind. Så Jacob havde taktikken klar. Han skulle bare følge Asger og så spurte fra ham på de sidste 100 meter.

Så let skulle det dog ikke gå, for der gik ikke mange meter, så rykkede Asger, og Jacob var havnet i 3. position, og kunne ikke lige komme frem, så han fik hurtigt hul. Jacob rykkede fra de andre, og indledte jagten.

 

Pga. den hårde vind blev feltet der kun bestod af 5 ryttere sprængt fuldstændigt, og afstandene mellem rytterne blev bare større og større. Jacob kæmpede det bedste han havde lært, men Asger var bare en klasse bedre, og vinder med 1,28 min ned til Jacob, som så til gengæld har ca. 3 min ned til 3. pladsen, Alexander.

 

Nu står den så på sommerferie, hvor der blandt andet skal bestiges et par bjerge på Mallorca, så bjergbenene er gode til etapeløbet Randers Bike Week i starten af august, der er næste løb for Jacob.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply