Vintertræning
Efter 2022 sæsonen sluttede, havde jeg stadig masser af motivation, og var egentlig lidt træt af at sæsonen allerede sluttede. Så jeg begyndte hurtigt at køre en masse løb på Zwift.
Faktisk er det blevet sådan, at jeg synes at Zwift sæsonen er næsten lige så sjov som licens-sæsonen. For det første er der masser af løb – hele tiden!
Og jeg kørte mange løb. Ja stort set kørte jeg næsten ikke andet end løb frem mod februar. Dvs. at tit blev det til 4-5 løb om ugen. Jeg forsøgte at lave nogle restitutionsuger, men jeg havde virkelig svært ved at motivere mig til at køre Zone1 eller Zone2, så tit blev det bare til 1 eller 2 løb mindre i restitutionsugerne.
For det andet, så kunne jeg køre løb med/mod Jacob, hvilket var rigtig fedt. Jacob har for længst overhalet mig på Zwift hvor watt/kg har stor betydning, men det lykkedes mig trods alt at slå ham et par gange, hvilket jo selvfølgelig ikke gik stille hen. Det er med at hovere mest muligt, når muligheden byder sig, da hver gang kan være den sidste.
DCU lavede en rigtig fin løbsserie, som vi begge to prioriterede højt (i B-klassen). Jeg kan ikke huske helt præcis hvor vi sluttede samlet, men mener, at Jacob lå oppe i top 10-20 og jeg lå nede omkring 50-60 det meste af tiden.
Noget tredje der tæller til fordel for Zwift er, at det er meget nemmere end på landevejen. Ingen punkteringer, ingen cykel der skal gøres ren, og bare generelt bare meget mindre bøvl.
Så der blev kørt rigtig mange Zwift løb. Og helt sikkert for mange, ud fra et træningsmæssigt synspunkt. Her havde det været bedre at køre måske 2, og max 3 løb om ugen, og så supplere med Zone2 træning. Men som sagt har jeg bare svært ved at sætte mig op på cyklen og så køre Zone2. Jeg kommer lynhurtigt til at kede mig.
De sidste par måneder er jeg dog begyndt at køre en smule Zone2, og kan helt sikkert se, at jeg vil kunne blive en meget bedre cykelrytter af ikke at køre så hårdt til hver eneste træning, men i stedet udvælge mig 2 dage i ugen, hvor jeg vil træne hårdt, og så kør resten af turene som Zone2, eller i hvert fald med mindre intensitet. Så vil jeg på de 2 hårde dage være mere frisk og kunne køre intervallerne hårdere – og det vil helt sikkert kunne forbedre mig.
Jeg har prædiket overfor Jacob i flere år, at han skal begynde at træne ”polariseret”, med kun nogle få hårde træningspas i ugen, men det er først nu, hvor han har fået en coach (Thomas Bundgaard), at han er begyndt at lytte – for der er lidt mere power bagved ordene, når Thomas siger noget, i forhold til, når det bare er far der siger det.
Men måske jeg også selv skulle begynde at praktisere det, når nu Jacob er begyndt på det.
Personlig krise
Egentlig havde jeg for et par måneder siden ikke troet, at jeg skulle sidde og skrive løbsrapport, for efter vores træningslejr i uge 7, stoppede jeg med at træne fra den ene dag til den anden.
Jeg havde i længere tid haft nogle private ting, som havde fyldt rigtig meget. Jeg sov dårligt, havde meget hovedpine og lysten til at cykle var der ikke rigtig mere. Der blev brugt en del tid ved en psykolog, og jeg fik taget fat på nogle ting, som fyldte mere i min hverdag, end jeg lige umiddelbart var klar over. Så min personlige udvikling fik høj prioritet, og cyklingen blev kun prioriteret når jeg havde lyst, eller når jeg vidste, at det ville gøre mig godt med en lille tur.
Det var en hård tid, hvor kroppen var presset meget hårdere, selvom jeg cyklede meget mindre end normalt.
Det ses også tydeligt på min formkurve, hvor der i marts næsten ikke blev trænet, hvor efter jeg så er kommet lidt i gang igen i april, og i dag har jeg det bedre end jeg har haft i mange år og motivationen til at træne er også højere end meget længe.
Desværre blev der ”trøstespist” en masse i marts måned, og i stedet for et vægttab på et par kg frem mod sæsonstart, så blev der i stedet taget 2- kg på, så jeg kom op over 80 kg.
I dag er jeg nede på 79 kg, men stadig 3-4 kg mere end normalt til sæsonstart.
Jeg havde egentlig opgivet forårssæsonen, og var da også langt fra at være klar da sæsonen startede i Rødekro. Her havde jeg intet problem med blot at være tilskuer. Men da lysten til cyklingen kom tilbage, så tænkte jeg, at jeg ville prøve at køre det sidste løb ved 3 Dage i Nord, løbet i Aalborg.
Jeg tænkte, at her måtte de fleste være trætte, og jeg ville måske have en chance for at følge med. Også fordi ruten er rimelig flad, uden deciderede bakker.
Så jeg meldte mig til i sidste øjeblik, og jeg glædede mig vildt meget til at komme ud og køre ræs!
Aalborg
Vi er 43 deltagere i Master C, og der er således points til top-13. Mit mål er ikke at få points, men at kunne sidde med feltet så længe som muligt.
Vi skal køre 4 omgange a 17,9 km. Der er en lang, nem bakke lige efter målstregen. Men med modvind, vil der ikke ske noget der. Derimod er der mange stykker med sidevind efter bakken, hvorefter man køre ud i medvinden, for igen at få sidevind ind mod mål, hvor der er et par sving til sidst. Det sidste højresving med ca. 300 m til mål.
Jeg ved, at jeg skal holde mig fremme, når vi efter bakken drejer til højre. Jeg får en dårlig start, da jeg ikke får klikket i min pedal, og ender hurtigt nede bagved. Med 300 m til svinget begynder jeg at køre mig frem, og jeg laver en lille 20 sek. spurt, hvor jeg får kørt mig helt op i top-10 inden svinget.
Så kommer sidevinden, men igen bliver der ikke kørt rigtig sidevindskørsel i Master C klassen. Der bliver kørt stærkt, men ikke rigtig stærkt, og der er flere der sidder ud i vind-siden, så meget af tiden lykkedes det mig at få en del læ.
Sidevinden kommer af flere gange, men jeg er aldrig i problemer, og sidder stadig med et lille overskud, da vi drejer ud i medvinden. Dog sidder jeg lidt langt tilbage, da jeg ikke ser nogen fare de næste par km. Men så bliver der givet gas. Der bliver nærmest sprintet, og feltet bliver hurtigt strakt ud på en lang række. Jeg får kørt mig lidt frem. Lidt længere fremme, er der ved at opstå et hul efter de første 12-15 ryttere.
Jeg sidder på hjul af Andrew fra Kolding, som plejer at være stærk, så jeg satser på, at det skal han nok få lukket. Men jeg kan godt mærke, at han har problemer med at holde farten. Hullet op er nu ca. 30-40 m, og jeg overvejer om jeg selv skal lukke. Det vil helt sikkert koste noget at lukke, men jeg føler, at jeg har benene til det. Men jeg kigger lige bagud, og nu er der en der rykker bagfra. Jeg kommer med på hjul.
Men så begynder jeg at kunne mærke at cyklen hopper lidt op og ned. Er jeg punkteret? Eller er det bare hullerne i vejen?
Jeg slår tanken væk og koncentrerer mig om at holde hjul. Bagved er der mange der er faldet af, og vi er nu ca. 10 ryttere i 2. gruppe, ca. 50 m efter første gruppe, der også er på ca. 10 ryttere.
Jeg synes at min cykel hopper mere og mere. Det er måske en sive-punktering? Jeg fortsætter. Benene er stadig rimelig gode, og jeg tror stadig på, at vi vil kunne lukke op til frontgruppen, hvis jeg tager en god føring. Men jeg bliver langsomt mere og mere sikker på, at jeg er punkteret, og efter lidt tid må jeg stoppe, da der ingen tvivl er længere.
Jeg er midt ude på ruten, og fortsætter derfor 3-4 km endnu indtil fælgen begynder at gå imod. Så stopper jeg, og når lige at se Jacob komme flyvende forbi i U17 – i et angreb fra hvad der vist er 3. gruppe.
Efter lidt tid bliver jeg samlet op, og får et lift tilbage til mål. Noget slukøret kan jeg se, at de to grupper er smeltet sammen efter 1 omgang, og at de til slut er 15 mand (hvoraf 4 går i udbrud), hvilket vil sige, at hvis jeg havde været med feltet, der kørte langsommere og langsommere for hver omgang, så ville der kun være 2 mand i feltet, som ikke havde fået points.
Så selvom formen er dårlig, så er jeg trods alt ikke så langt efter points, som jeg troede.
Frederikshøj (Kriterium)
2 uger senere arrangerer Frederikshøj kriterium på Ring Djursland, og min motivation er stor. Jeg elsker at køre gadeløb og kriterium på kort rundstrækninger.
I landevejsløbene, bruger du den første lange tid på at komme til at køre finalen med så friske ben som muligt. Men her starter du med at køre finalen allerede fra km 0.
Der er kun 20 tilmeldte, og vi får derfor selskab af 7-8 Dame A/B/U19P ryttere i vores felt.
Ruten er 1,75 km lang med 15 hm pr. omgang. Vi skal køre 45 min + 1 omgang.
Jeg har tidligere kørt på ruten i forbindelse med 24 timers løb, hvor vi havde et 3-mands hold.
Jeg bruger de første omgange på at finde ud af hvordan ruten kan køres nemmest muligt. Der er modvind på opløbsstrækningen, hvorefter man drejer 180 gr. Til venstre og får medvind på langsiden. Herefter kommer der et 180 gr. Venstresving, hvor det først går lidt ned og så op. Her gælder det om at få godt fart på i svinget og nedad, samtidig med at man gør sig så aerodynamisk som muligt. Herefter kan man trille hele vejen opad bakken. Her gælder det så om at finde nogle huller, så man ikke bliver bremset af de ryttere, der står nærmest stille på toppen, fordi de ikke har fået fat på nedad bakken.
Herefter kommer der endnu et 180 gr. Venstresving, hvor man kan træde stort set hele vejen rundt. Her kan man nogle gange tage en del placeringer, ved at køre et stort sving og holde på.
Så går det igen nedad mod et 180 gr. Højresving efterfuldt af en mikro stigning frem mod de sidste 300 m.
I dette sving gælder det om at få skåret svinget rigtigt, så man kan få en god udgangsfart. Igen bliver der taget mange forskellige linjer, så det handler meget om at kunne læse hvad de andre gør, så man ikke bliver stoppet og må bremse.
Efter et par omgange begynder de første angreb at komme. Det er tit en enkelt eller to mand der kører væk, men generelt er fart jævn høj, og går aldrig i står, hvorfor der heller ikke rigtigt bliver nogle farlige angreb de første mange omgange.
Jeg holder mig fremme i top-10 det meste af tiden. Der er lige en enkelt omgang, hvor jeg kommer ned bagerst, da jeg bliver stoppet i et af svingene. Men efter en halv omgang er jeg tilbage i front. Det er mega nemt at køre sig frem, uden at bruge særlig mange kræfter.
Jeg kigger på min Garmin et par gange. Min NP ligger på 260-270 w, hvilket jeg burde kunne klare i 45 min. Ret tidligt begynder jeg at forberede mig på de sidste par omgange. Jeg siger til mig selv, at med 2 omgange til mål skal jeg frem og blive der resten af løbet. Jeg tager mig ikke så meget af de små angreb der kommer, da jeg ved at det ikke bliver farligt før der kører en større gruppe, og det gør der aldrig rigtigt.
Jeg koncentrer mig blot om at spare kræfter og regne ud på tiden, hvornår vi mangler 2 omgange.
Det gør vi da vi har kørt 17 omgange, og feltet er samlet.
Jeg får kørt mig frem, og føler mig klar til finalen.
Der bliver rykket flere gange, og der er også et par stykker, der får lidt hul. Men farten bliver generelt bare højere og højere, da vi rammer de 3 sving på sidste omgang bliver der virkelig givet gas. Jeg kommer lidt dårligt gennem det første og falder lidt ned. Jeg sidder nok i 12. position. I det næste kan jeg heller ikke rigtig kommer frem, men i det sidste får jeg kørt mig frem og kommer ud med en rimelig høj hastighed. Jeg sidder på hjul af en rytter, som dog åbner et lille hul til de første ca. 8 ryttere, og jeg må lige bruge en lille tændstik på at komme helt op. Bagud er der mange huller, og der er mange der er faldet væk fra fronten.
Vejen er bred, og jeg ligger ude i højre side. Pludselig opstår der lidt tumult foran mig, da der er en rytter, der kommer tæt på nogle kegler. Han begynder at råbe og skrige af Jesper Larsen fra Århus, og efter lidt tid stopper han helt med at køre. Det gør, at jeg lige kommer ned i fart, og må accelerere for at komme op på hjul af Jesper igen. Jeg ærgrer mig over at vi har tabt fart, og tror egentlig ikke længere på en god placering. Jeg har det hårdt, men har stadig et lille overskud. Farten øges bare gradvist, og der bliver for alvor åbnet med over 300 m til mål.
Jeg ligger stadig i højre side. Foran mig, ligger flere ryttere side om side. Jeg ser et lille hul til venstre for Jesper, men det bliver lukket, og jeg må ned på hjul igen.
Der er et lille hul på højre side, inde ved barrieren, som jeg langsomt kører frem i, men Jesper rykker nu en anelse mod højre, og selvom der egentlig stadig er plads, så stopper jeg.
Jeg tør simpelthen ikke risikere at ryge i barrieren. Så jeg nøjes med blot at stikke mit forhjul frem ved hans baghjul, og kører over stregen uden at have kørt mig selv ud.
Jeg har slet ikke styr på hvad nummer jeg er blevet, men jeg tæller hurtigt rytterne foran mig. Der er 6, dvs. at jeg nok er blevet nr. 7 og har fået points. Fedt tænker jeg!
Jeg får en kort snak med et par ryttere, hvorefter jeg får kigget på min telefon, og ser at jeg er nr. 6, og nr. 1 står med en runde mere end os andre, og er derfor en fejl. Han bliver rykket ned som nr. 12, og så er det pludselig blevet til en 5. plads!
Det er jeg meget glad for, og havde der været mere plads til sidste, eller havde jeg haft modet til at køre frem i det lille hul, så tror jeg, at jeg var blevet nr. 3 eller 4.
Et kæmpe motivationsboost, selv jeg godt ved, at det bliver noget helt andet, når jeg skal ud på landevejen igen og kæmpe på bakkerne, hvor mine ekstra kg helt sikkert ikke vil være en fordel.
Men det er også OK, at jeg ikke kommer til at køre så stærkt her i forårssæsonen. Det vigtigste er at motivationen er tilbage på fuld blus, og at jeg synes at det er sjovt at køre løb. Så kan det være at topformen kommer til efteråret.
Fotos: CykelFoto-Thyfotografi
No Comments