Efter en lidt skuffende start på sæsonen, var jeg klar til at give den en skalle, og prøve at hive nogle gode resultater hjem inden sommerferie. Træningen har gået super godt og specielt i Pinseløbene og i Horsens har formen været tæt på det bedste nogensinde, så ambitionerne har været, specielt i pinselønbene og i Horsens, at køre med om sejren – hver gang!
Fredericia
Jeg har fået købt en ny cykel. En 2018 Cervelo S5, med aerostyr, komplet Shimano Dura-Ace Di2 gruppe og med Zipp 404 hjul. Men jeg når ikke at få cyklen klar til løbet i Fredericia, så det bliver på min Storck lånecykel, at jeg skal køre løbet.
Der er 63 tilmeldte, så det er et stort felt, der bliver sendt ud på den 9,1 km lange rute, der skal gennemkøres 8 gange. Der er 2 små bakker. Den hårdeste er kort men stejl og flader ud ca. 500 m før målstregen. Ude midt på ruten, er der også en bakke på en stor vej, før der drejes til højre ind på de små veje. Den er ikke så hård, men vil nok kunne mærkes de sidste par gange.
Der bliver kørt stærkt fra start og jeg sidder egentlig bare som nr. 20-30 stykker og koncentrerer mig om at holde hjul. Det er svært at komme frem, da farten konstant er høj. På den store vej er der mere plads, men der kommer så mange modkørende biler, at det heller ikke her er nemt at komme frem.
Før den første bakke er der en nedkørsel, hvor der er nogle dæksler/huller i vejen. Jeg opdager ikke disse, før jeg rammer et kæmpe hul, og min saddel vipper fremover. Jeg får et kæmpe chok, og prøver forgæves at få sadlen rettet til. Men forgæves. Jeg må køre videre med en saddel der peger en del nedad.
Jeg kigger på min Garmin. 286 w NP de første 8 min. Ikke så mærkeligt, at det er svært at køre sig frem. Farten er heller aldrig gået ned. Ikke fordi der er vanvittigt mange udbrudsforsøg. Der bliver bare holdt et højt tempo.
Så rammer vi den lille nedkørsel, med at blindt, skarpt højresving før målbakken. Der bliver kørt alt for stærkt, og bremset vildt nede i svinget. Der er flere der må bremse helt op, og der er tæt på at være styrt. Jeg er også meget tæt på at styrte, men får reddet den.
Farten bliver ved med at være høj efter målstregen. Ja faktisk fortsætter farten med at være høj igennem hele løbet. Aldrig, som i ALDRIG går feltet i stå. Jeg sidder hele tiden og forsøger at komme et par pladser frem, for så at falde et par pladser tilbage. For det meste sidder jeg som nr. 20-30. Jeg kan godt mærke at jeg sidder dårligt på sadlen, og jeg overvejer flere gange om jeg kan køre videre. Jeg er klar over, at jeg helst skal længere frem. Men jeg synes at det er mega svært, og så er jeg måske heller ikke så motiveret, efter mit uheld med sadlen.
På 2. eller 3. omgang er der endelig 3 ryttere, som kører væk.
På 5. omgang er der pludselig et styrt lidt foran mig. Der er flere ryttere, dom ryger ned. Jeg når lige akkurat at bremse ned. Herefter må jeg sammen med andre jagte i lang tid, før vi kommer op til feltet igen. Det er hårdt at skulle lukker hullerne.
Men ellers sker der ikke det store. Farten er fortsat højt, og jeg undrer mig meget over måden løbet bliver kørt på. Jeg synes det er meget kedeligt, når farten bare forbliver høj, og det bare handler om positionskamp. Det er ikke det, jeg synes er det allermest sjove ved at køre cykelløb. Jeg er normalt nogenlunde til positionskampen, men i dag er jeg ved at blive træt af den konstante stress, samtidig med at benene heller ikke er særlig gode.
De 3 mand ude foran har vi ikke set skyggen af længe.
Midt på. sidste omgang bliver der kørt ekstra stærkt på bakken, og jeg begynder at få det hårdt. Jeg kommer faktisk op som sidste mand i feltet, der nu kun består af ca. 35 ryttere. Jeg begynder at tvivle stærkt på at der er mulighed for at få points i dag, da jeg også har haft det hårdt på målbakken de sidste par gange.
Men langsomt får jeg kørt mig frem til top-15. Jeg gider sku’ heller ikke at have siddet hele dagen i det her stress helvede, og så ikke få noget ud af det. Så jeg giver den en skalle og får kørt mig helt frem til fronten, lige før vi rammer nedkørslen. Jeg lader et par ryttere komme foran mig, og rammer nedkørslen som nr. 3. Helt perfekt.
Jeg kommer fint rundt i det skarpe sving. Så starter bakken. Jeg holder lidt igen, og bliver overhalet af mange ryttere, men får lige akkurat røven med op i det der bliv er 2. gruppe. Foran er der en lille gruppe på 7, der er kørt væk, og jeg sidder og kører all-out for at holde hjul på vores gruppe på 11 mand, hvor der konstant opstår små huller.
Jeg forsøger at rejse mig op, da der mangler 100 m, men må hurtigt sætte mig ned og konstatere, at jeg ikke får overhalet nogen. Så det bliver til en skuffende 21. plads.
Jeg tror at det har kostet meget, at min saddel har siddet helt forkert, og så har jeg ikke haft ”ild i øjnene” i dag, før til sidst. Hvilket har gjort, at jeg har siddet alt for langt nede i feltet, hvilket også har kostet for mange kræfter.
Løbet blev, på trods af mange hm kørt med 40 km/t i snit. Men farten gik heller aldrig ud af feltet.
Løbet er nok det kedeligste jeg nogensinde har kørt. Eller i hvert fald det, som jeg synes har været det mindst sjove. Kan man lide positionskamp, har det sikkert været sjovt nok.
Men sådan bliver det åbenbart, når vi er så mange til start. Desværre har DCU endnu ikke indset at deres oprykningsregler halter. Med 10-20 deltager i Master A, 30-40 i Master B og nu 60-70 i Master-C, så burde man nok se om ikke bare man skulle smide alle Master-C op ved 20 points og alle Master B op ved 30 eller 40 points. Så kunne man få rytterne fordelt lidt bedre.
Det positive er jo, at der er kommet mange nye ryttere til. Det negative er, at der er så mange til at slås om points i Master C, at det bliver sværere og sværere at rykke op, jo flere der kommer til – også for de stærkeste. Altså en selvforstærkende effekt, der bare gør det endnu mere dumt.
Silkeborg
Jeg har glædet mig sindssygt meget til pinseløbene. Formen er rigtig god. Jeg har fået ny cykel, bikefit med en bedre aero-position. Så nu skal der bare køres cykelløb.
Desværre er der igen rigtig mange tilmeldte. Denne gang 72, som vist er det største felt jeg har kørt i til licensløb.
Vi skal køre 6 omgange af den meget hårde 11,7 km lange rundstrækning. Ruten er kortere end normal, men alle højdemeterne har man bibeholdt, så ruten er meget hård. Den starter med en lille nedkørsel, før det går opad de næste 1,5-2,0 km. Herefter lidt op og ned på små veje, før målbakken kommer med ca. 1,5 km til mål. Den flader ud ca. 700 m før mål, og så er der et højresving ca. 200 m før målstregen.
Sidst jeg kørte i Silkeborg, var jeg også i rigtig god form, men blev syg på dagen og fik ødelagt pinseløbene, så det er tid til revanche.
Jeg når lige at styrte under min opvarmning, da min kæde falder af, da jeg er ved at lave en u-vending i lav fart. Jeg slår hånden og hoften lidt, men ikke noget alvorligt.
Der bliver kørt stærkt fra start, og jeg holder mig fremme i top-10. Der er et par angrebsforsøg, men intet får lov til at køre rigtig væk.
Jeg kommer fint op ad målbakken. Tempoet er højt, men jeg sidder stadig med lidt overskud da vi rammer målstregen første gang.
Farten er fortsat høj, og efter den næste bakke er feltet nede på ca. 50 mand.
Jeg koncentrerer mig om hele tiden at sidde fremme i top-15 og det går rigtig godt. Jeg er tændt og klar til den hårde målbakke for 3. gang. De første 2 gange er jeg kørt ind på den i top-5, men denne gang kommer jeg ikke ordentlig frem, men kommer dog ind som nr. ca. 20. Der bliver kørt rigtig stærkt, og jeg skal køre til, for at holde min placering. Langsomt opstår der små huller i feltet foran mig. Det ligner til at de første 12-13 mand er ved at køre væk. Jeg har stadig et meget lille overskud, og overvejer, om jeg skal køre all-out for at prøve at lukke de ca. 20-30 m, der er op. Men jeg venter lidt og prøver i stedet at få gang i lidt samarbejde i vores lille forfølgergruppe, men hurtigt går det op for mig, at det er ved at være for sent. Jeg har det hårdt, pulsen er høj, men jeg føler stadig, at jeg har et lille overskud i forhold til de andre i min gruppe. Vi rammer nedkørslen, og jeg kører frem. Men jeg vurderer, at jeg ikke selv kan lukke op til frontgruppen, så jeg sidder blot med. Oppe foran falder der et par stykker fra, så de nu kun er 10 mand foran. Jeg tænker, at der sikkert vil falde flere fra, så måske vi stadig kan nå at køre om nogle gode placeringer. Og så er der stadig mulighed for at lukke. Vi holder stadig en god fart, og de er ikke mere end 20-30 sek. foran. Vi jagter længe, men langsomt kommer der ro på og vi opgiver jagten.
Min wattmåler på min nye cykel viser desværre lidt for få watt. I hvert fald 5-10% vil jeg vurdere ud fra de ture jeg har kørt på den. Alligevel siger den at jeg har kørt med 284 w de første 57 min. Dvs. i hvert fald hvad der svarer til over 300 w på min gamle wattmåler, der, som jeg vil vurdere, var ret præcis, og har passet med de 4-5 wattmålere, jeg har brugt gennem tiden.
Jeg kan godt mærke benene, men føler stadig at de er ret gode. Så formen er helt sikkert god.
Vi ser desværre aldrig nogen fra frontgruppen igen. Vi er ca. 25 mand i vores gruppe, så halvdelen af feltet er altså faldet fra.
Farten går en smule ned på 4. og 5. omgang. Jeg begynder også at lide mere og mere på målbakken. Dog uden at være i nærheden af at have problemer.
Der er flere små forsøg for at komme væk, men alt bliver lukket. Nu handler det bare om at komme godt ind på målbakken for sidste gang. Den vil helt sikkert blive sprængt på bakken, og så er det bare med at holde på henover bakken og køre en stærk-mand-spurt.
Jeg kører mig perfekt frem i 2. position, da vi rammer bakken. Jeg falder lidt tilbage, men er stadig tæt på fronten, da den begynder at flade ud. Jeg får lukket helt op til de forreste, og bagved er feltet spredt godt ud. Nu skal jeg bare holde på, og så se om ikke jeg kan komme i top-5 i spurten.
Men så går det hele pludselig helt i stå. Jeg overvejer om jeg skal køre frem, men bliver hurtigt lukket inde af ryttere, der kommer bagfra. Det er lidt som om jeg stivner, og ikke helt ved hvad jeg skal gøre. Jeg havde ikke forventet, at vi skulle gå helt i stå, og de alle skulle komme op bagfra. Vi er nu 23 and samlet, og jeg ligger inde midt i. Der er stadig 300 m til svinget. Jeg forsøger at komme ud til siden, men jeg bliver lukket inde. Så starter spurten, og jeg er prisgivet. Jeg forsøger at komme lidt frem, men det er svært. Jeg når lige at komme et par pladser frem før svinget, men desværre er der et hul på 10-15 op til de forreste 15 mand, da jeg er ude af svinget. Jeg starter min spurt for alvor og føler at jeg kører rigtig stærkt. Desværre når jeg kun op i bagenden af flokken af ryttere foran mig. Havde jeg haft 50 m mere, ville jeg helt sikkert have nået forbi mindst 4-5 ryttere, men jeg løb tør for vej, og måtte tage til takke med en 26. plads.
Igen meget skuffende, for jeg følte mig som en af de stærkeste i vores gruppe til sidst. Men igen er jeg lidt for passiv og bliver lukket inde. Skuffende!
Herning
Så gælder det fladbaneræs i Herning. Der er (desværre) ingen vind, så det kunne godt tyde på et lidt kedeligt løb, hvor det er svært at komme væk. Ruten er 23,8 km og vi skal køre 4 omgange. Der er ikke mange sving på ruten og endnu færre højdemeter! Der er et 90 graders højresving ca. 600 m før målstregen, og det stiger med 2-3% hele vejen op.
I dag er vi heldigvis kun 49 til start. Dvs. at der heller ikke er points til de 15, som er maksimalt, men kun til top-14. Og i dag SKAL der bare points på kontoen!
Der bliver angrebet lige ud af skolegården. Jeg holder mig nogenlunde fremme, men kommer ikke med, da der er 7 mand, som river sig fri.
De får et godt forspring, men vi kan dog se dem hele 1. omgang. Jeg sidder og bliver mere og mere sikker på, at det nok er udbruddet, der holder hjem, og i dag, vil jeg altså hellere dø med støvlerne på, for chancen for at køre med om sejren, end at lurepasse mig til en 10. plads.
Kort før mål er vi indenfor 20-30 sek. af gruppen, og Andrew Bridgens fra Kolding kører solo. Han sidder længe på mellemhånd. Vi jagter hårdt, og holder afstanden til frontgruppen.
Da Andrew bliver hentet, tænker jeg ”det er nu eller aldrig”, og jeg accelerer, og kører alene væk.
Jeg føler at jeg flyver afsted, og jeg nærmer mig hurtigt frontgruppen. Bagude jagter de, men jeg har et godt hul. Frem mod et venstresving kører jeg all-out, og får lige akkurat lukket i svinget.
Desværre ser det ud til, at gruppen har mistet modet lidt. Jeg skal lige have luft, før jeg kan gå med rundt. Men bagude nærmer feltet sig, og der er ikke rigtig gang i et samarbejde, så der går ikke længe, før vi bliver hentet. Øv! Spildte kræfter, men efter at have sundet mig et par min føler jeg stadig at benene er gode.
På 2. omgang kører der en gruppe på 5 væk. De får dog aldrig det store forspring, og de bliver hentet igen.
Jeg får kørt mig frem ind i svinget op mod mål, hvis der nu skulle ske noget. Og det gør der! Rytteren foran mig kører all-out hele vejen op ad målbakken. Jeg sidder og har rigeligt med at holde hjul. Jeg kigger bagud, og vi er 3 mand, som har fået hul.
Jeg tager en føring, og slår ud, men de andre vil ikke rigtig føre igennem, og det vil jeg heller ikke, da feltet jagter ca. 5 sek. bagved. Og der går heller ikke langt tid, før vi er hentet igen. Flere spildte kræfter!
Nu kan jeg godt mærke, at jeg lige skal tage den med ro. Jeg bliver også mere og mere sikker på, at vi kommer samlet hjem, så jeg beslutter mig for at spare kræfter indtil finalen.
Desværre kører der igen et halvstort udbrud på 3. omgang. Denne gang 7 mand, og de får et godt forspring. De ligger længe 30-60 sek. forude, og jeg begynder at tro, at de holder hjem. Pis også! Men nu er der ikke andet at gøre end at holde mig til planen, og spare kræfter. Skulle vi komme tæt på, kan jeg overveje, at prøve at køre op til dem. Men ikke nu.
I starten af 4. omgang kører der 2 mand væk. Jeg tror ikke på at de kan lukke, da der stadig er langt op til frontgruppen, men de kører væk, og får faktisk lukket op til frontgruppen, som vi stadig har indenfor synsvidde.
Farten går op, og langsomt kører vi ind på frontgruppen. Med 10 km til mål får vi lukket helt og feltet er samlet. Jeg tror højst der er røget et par stykker fra. Vi er stadig ca. 45 mand i feltet.
Jeg føler, at jeg har rigtig gode ben. Udover de 2 gange all-out på 1. og 2. omgang, har jeg sparet kræfter og nu er jeg klar til finalen.
Pludselig kører der en mand væk, og feltet går lidt i stå. Langsomt går farten op, og positionskampen begynder allerede med 4-5 km til mål. Jeg kommer lidt langt ned, med kommer lidt frem ude i venstre side. Dog er vejen smal, og der er bred front, så jeg kan ikke komme nogen vegne. Vi nærmer os langsomt venstre svinget. Jeg ved, at jeg skal ind i det minimum i top-10, for at kunne køre efter en podieplads. Vi nærmer os manden i front, men jeg tvivler på at vi får hentet ham. Nu er der kun 300 m til svinget, og jeg sidder stadig langt nede som nr. 25-30. Er det endnu en spildt mulighed?
Men så, med ca. 200 m til mål, får jeg plads, og spurter frem mod svinget. Jeg får overhalet mange, og kommer ind i svinget som nr. ca. 8. Helt perfekt!
Men så, halvvejs i svinget begynder rytteren for mig at bremse, og jeg må nærmest klodse bremserne. Alternativet, er at hoppe op på fortovet, men min hoppe-teknik er ikke så god, og kantstenen er høj, så det overvejer jeg slet ikke.
Jeg må stoppe næsten helt op. Jeg er nok nede oh køre 5-10 km i timen mens næsten hele feltet bare flyver forbi mig. Sådan føltes det i hvert fald. Men jeg får cyklen op i fart igen og hurtigt er jeg oppe på hjul af en. Jeg går hurtigt forbi og flyver forbi mange ryttere. I hvert fald 10, og sikkert flere får jeg overhalet, inden jeg krydser målstregen som nr. 13.
Jeg tror lige akkurat ikke, at vi henter ham ude foran.
Jeg glæder mig en lille smule over, at det trods alt blev til points. Men først og fremmest, er jeg bare pissetræt af, at rytteren foran mig ikke kunne finde ud af, at tage svinget ordentligt. Det var ikke engang fordi vi kørt vildt stærkt.
Jeg er næsten sikker på, at jeg ville have kørt en top-5 hjem, uden at være blevet bremset. Jeg føler faktisk at det var den bedste spurt jeg nogensinde havde kørt, i hvert fald power-mæssigt, og så var jeg ikke vildt langt efter de første, når man tænker på hvor meget jeg var efter nede kort efter svinget.
Så endnu en spildt mulighed.
Randers
Sidste løb i pinse-cuppen, og jeg ligger faktisk til en top-10 samlet, og med mulighed for en top-5 med et godt resultat i Randers.
Det er dog ikke det jeg går mest efter. Jeg går efter at få et løb, hvor jeg føler, at jeg har kørt godt, og hvor jeg har kørt den perfekte spurt. Så vil jeg være tilfreds.
Vejrudsigten har lovet regn hele dagen, og det er nok årsagen til, at vi på trods af 54 tilmeldte kun står ca. 30-35 mand på startstregen.
Jeg plejer tit, at have tunge ben på tredjedagen, men i dag, har jeg under opvarmningen igen følt mig flyvende og klar. Gårsdagens løb var heller ikke særlig hårdt.
Vi skal køre 6 omgange a 12 km, på en rute med et par mindre bakker på. Igen er der et højresving kort før mål. Nok max 200 m er der, så man skal køre 2 spurter. Ind mod svinget og igen efter svinget.
Vi starter ud, og jeg kører mig helt frem i top-5. Der bliver kørt meget afventende, også op af den første bakke. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg holder mig nemt fremme på nedkørslen før den sidste bakke, der kommer efter 2 meget skarpe sving lige efter hinanden. Men pludselig kan jeg mærke, at min cykel begynder at hoppe lidt op og ned. Jeg kommer fint nok rundt i svingene, men kan herefter hurtigt mærke, at jeg har en punktering, så jeg holder ind til siden og tager fejebladet ind sammen med en anden, som er punkteret samtidig med mig.
Faktisk viser det sig, at der på 1. omgang har været ca. 10 punkteringer, og det ender med at der kun er 21 mand der gennemfører, og samtlige 15 mand, som kommer hjem med feltet får points.
Igen en spildt mulighed, hvor jeg tror på, at jeg kunne have fået et godt resultat.
Nu er der kun en chance tilbage i foråret – i Horsens!
Horsens
Jeg føler mig klar og i god form. Målet er en top-10. Det burde være realistisk. Ruten er hård. En af de allerhårdeste licensruter der findes i Danmark. Den er 19 km lang og med mange højdemeter. Specielt i starten er der rigtig mange højdemeter. Det går også opad i spurten. Men kun de sidste 200-300 m, og man kommer fra en nedkørsel, så det vil ikke have den store betydning. Udover at det kan være sværere at time, så er spurten næsten ligesom en flad spurt. Vi er 45 til start og vi skal køre 4 omgange. Der er ikke meget vind, så det bliver nok på bakkerne, at den største udskilning vil ske.
Vi starter ud, og jeg sørger for at holde mig godt fremme.
Selvom der bliver kørt rimelig stærkt på de første bakker, har jeg ingen problemer med at holde mig fremme. Der er lidt angreb, og pludselig er der 2 ryttere, der får lov at køre væk. Jeg holder mig bare fremme.
Lidt efter kører endnu en rytter væk. Dog uden at få alt for lang snor. Da vi går ud på 2. omgang er vi ikke langt efter de første, og der bliver nu angrebet og kørt rigtig stærkt på bakken. Flere kører væk, og feltet går helt i opløsning.
Jeg holder mig fremme, men kommer ikke med, da der er 5 ryttere, der får hul. Jeg mangler lige det sidste, og vejer lige lidt for meget, for at kunne køre med de allerstærkeste på bakkerne.
Jeg kigger mig bagud, og kan se, at feltet er barberet ned til 23-24 ryttere. De 5 i front forsvinder langsomt væk forude, og jeg begynder at tvivle på, at vi ser dem igen. Vi nærmer os målstregen for 2. gang. Jeg synes at mit baghjul hopper en lille smule. Er jeg punkteret? Det kunne lige passe med endnu en punktering. Dem har der godt nok været mange af i år.
Men efter et par km, synes jeg ikke at det bliver værre, og jeg holder op med at tænke på det. Jeg klarer bakkerne nogenlunde. Jeg synes dog at jeg kan begynde at mærke benene mere og mere. Efter yderligere nogle km begynder jeg igen at kunne mærke mit baghjul hoppe lidt. Jeg er stadig i tvivl, men bliver mere og mere overbevist om at jeg har en siver.
Vi rammer en halvhård stigning og jeg skal virkelig kæmpe for at hænge på. Nu er jeg helt sikker. Jeg er næsten helt flad på bagdækket. Så tror pokker, at de sidste 10 km har været hårde.
Jeg stopper op, og holder ind til siden. Jeg kan se, at der ryger yderligere et par ryttere af feltet. Jeg tæller. 21 mand var der i feltet, da jeg faldt af. Senere kan jeg se, at de er 15 mand i feltet, som kommer i mål samlet – ca. 4 min efter de første. Der havde jeg helt sikkert siddet med uden uheld. Endnu en forspildt mulighed for at få points.
I alt er det kun blevet til 9 points – alt for lidt i forhold til hvor godt jeg har været kørende. Uden uheld er jeg sikker på, at jeg ville have fået mindst 20-30 points.
Sommerferie og ny knæskade 🙁
Ugen efter er der Master DM, og selvom jeg helt sikkert er i meget bedre form end da jeg deltog sidste år, så vælger jeg i stedet at køre et 100 km motionsløb (Tour de Midtjylland) sammen med Jacob. Det fortryder jeg ikke, for vi har et rigtig sjovt løb, hvor vi sidder sammen i frontgruppen for det meste, indtil Jacob kører væk samen med en anden rytter til sidst, og vi slutter som nr. 2 og nr. 3.
Min træning går rigtig godt de næste par uger. Jeg træner hårdt og føler, at formen bare bliver bedre og bedre, og jeg er helt klar på, at give den en ekstra skalle i sommerferien, hvor vi blandt andet skal til Gardasøen i en uge og kører i bjerge. Så troen på at jeg kan lave topresultater i efterårssæsonen er stor. Lige indtil jeg efter en onsdagstræning for rigtig meget ondt i knæet.
Jeg har gennem mange år haft problemer med mine knæ. I mange år havde jeg problemer med smerter på ydersiden af mit venstre knæ, hvilket bl.a. gjorde, at jeg ikke kunne køre løb i 2,5 år. Jeg fik nogenlunde styr på dette, og de sidste par år, har jeg stort set ikke mærket mere til denne skade. Til gengæld har jeg i perioder haft problemer med smerter på indersiden af mit højre knæ. Dette har jeg dog også kunnet holde godt nede med udstrækning, og nogle små pauser hist og her.
Men de smerter jeg har fået nu, er meget anderledes. De kom først efter træningen, men til gengæld var de meget kraftige, og føles nærmest som at blive stukket med en kniv, og jeg havde 3-4 dage, hvor jeg havde svært ved at gå pga. smerterne. Det er på indersiden af venstre knæ, og altså en helt ny skade.
Jeg har været ved Osteopat efterfølgende. Jeg var lidt spændt op i musklerne bag på, og på indersiden af låret, som kan skyldes en ny position på cyklen efter mit bikefit, men samtidig sidder smerterne lige ved menisken, så det kunne også være lidt mere alvorligt, end lidt udstrækning kan løse.
De sidste par uge har jeg prøvet at starte helt roligt op med en del zone2 træning, hvorefter jeg er begyndt med lidt zone3, men da jeg prøvede at køre bare 2 x 2 min zone4, fik jeg smerter igen, og den sidste uge har jeg igen kun kørt zone2 og lidt zone3.
En mindre skade på menisken kan godt hele af sig selv, så længe man ikke presser for meget på, og kun langsomt øger belastningen. Så det er det jeg prøver, samtidig med, at jeg forsøger at holde lidt på formen, som jeg stadig tror er rigtig god.
De sidste par dage, har der dog været en smule smerter igen, og jeg bliver mere og mere sikker på, at sæsonen er slut for mit vedkommende. Jeg synes at jeg går langsomt frem, men åbenbart for hurtigt.
I næste uge, tager vi til Gardasøen, og jeg frygter, at det bliver en tur med knæsmerter. Jeg har virkelig set frem til at komme ud og træne en masse bjerge sammen med Jacob, og jeg kan nok ikke lade være med at køre en del timer. Jeg tror godt, at jeg kan holde igen på stigningerne og nøjes med at køre zone2 og zone3, men jeg har bestemt ikke lyst til, helt at droppe cyklingen på ferien. Så vil jeg hellere køre det jeg kan, og så må jeg holde en pause senere, hvis det er det, der er nødvendigt.
Går det, mod forventning, godt i bjergene, og kan jeg langsomt øge belastningen, har jeg stadig et lille håb om at køre Randers Bike Week. Jeg krydser fingre, og holder vejret, og så må vi se hvad der sker.
God sommer til alle!
No Comments