Årets sidste licensløb blev kørt i Horsens, og normalt ville jeg have frygtet ruten, der plejer at være med masser af lange, hårde stigninger. Men i år var ruten helt anderledes. Pga. Corona-epidemien, skulle løbet afholdes på køreteknisk anlæg, på en omgang på lige knap 1 km. Ruten er flad, med to 180 graders sving.
Jeg fik inden løbet overtalt min klubkammerat Kim Thomsen til at tage med til løbet, der så ville være hans første og sidste løb i 2020. Herudover var også Elo Jahn og John O’Conner Jensen med, så vi var 4 mand fra Give CK ud af de 30 tilmeldte.
Selvom formen har været støt stigende på det sidste, og jeg plejer at gøre det godt på gadeløbslignende ruter, så har jeg ikke de helt store forhåbninger, og jeg nævner også inden start, at jeg gerne vil hjælpe de andre frem til sidst, hvis jeg har kræfterne på det tidspunkt.
Jeg varmer godt op, og stiller mig klar med 5 min til start. Det bliver hurtigt klart, at der er en del, som har valgt at blive hjemme. Vi er kun ca. 20 mand til start, og der er altså points til top 10.
Vi skal køre 40 min + 2 omgange, med indlagte spurter efter 10, 20 og 30 min, samt ved mål.
Starten går og vi kører efter masterbilen ned mod det første sving, der er ca. 300 meter før mål. Dette sving er lidt tricky. Det er 2 x 90 graders sving indenfor 25 m, og så ligger der en del våde blade på vej ud af svinget. Vi kører meget langsomt gennem det, så det er svært at vurdere hvordan det skal køres.
Løbet bliver givet frit, og der kommer lidt fart på feltet. Vi passerer mål, og kører ind i det næste sving. Dette sving er ikke særlig skarpt og man kan træde det meste af vejen rundt. Dog bliver det lidt skarpt til sidst, så det skal lige skæres rigtigt. Jeg ligger fremme som nr. 5-10 stykker, og her holder jeg mig fremme de næste par omgange. Jeg ser ikke skyggen af mine holdkammerater. De holder sig åbenbart nede bagved her i starten. Der er lidt små udbrudsforsøg hist og her, men ikke noget der får mere end et par sek. forspring. Jeg føler at jeg har gode ben, og har absolut ingen problemer med at køre med, når der bliver rykket.
Efter 5-6 min er jeg ved at køre mig frem lige før opløbssvinget, og da det lige passer med at jeg kan komme helt forrest inden svinget, vil jeg lige prøve at se hvor hurtigt, jeg kan køre gennem svinget. Så jeg giver den lidt gas. Lader den trille ind i det det første 90 graders sving. Letter trådet i 2 sekunder, og træder så ud af svinget igen. Jeg kigger bagud. Jeg har slået et ret stort hul på 15-20 m. Jeg fortsætter med at give lidt gas, og holder mig lidt foran feltet. Jeg tjekker også lige ud hvor hurtigt jeg kan køre det næste sving, og igen øger jeg gennem svinget. Jeg har absolut ingen planer om at køre solo nu, men måske der kan komme nogle stykker op til mig, så jeg holder bare lidt på. Da jeg efter ca. en omgang er ved at blive hentet, er der 2 mand der kører kontra, og jeg går med, men vi bliver hurtigt hentet igen.
Nu er der ikke lang tid til første spurt. Jeg kører ikke efter spurten, men sørger for at holde mig fremme, hvis den skulle knække. Den bliver strukket godt ud, men hele feltet er hurtigt samlet igen. Benene er stadig meget gode på trods af mit lille udbrudsforsøg.
Jeg er stadig den eneste fra Give CK der holder sig fremme, men langsomt begynder mine holdkammerater at komme lidt frem en gang i mellem.
Der er stadig ikke rigtig nogen, som får lov at komme væk, og der sker ikke vildt meget de næste 15 min. Udover endnu en indlagt spurt, der udspiller sig på samme måde som den første.
Første da vi skal køre den 3. spurt sker der endelig noget. Jeg sidder godt fremme ned mod det svære sving 300 m før målstregen. Jeg kører mig frem i første position, for at komme på forkant, så jeg ikke skal bruge så mange kræfter, når der bliver spurtet. Men igen slår jeg 15-20 m hul igennem svinget, og så tænker jeg, at jeg lige så godt kan køre efter spurten. Jeg kører ikke 100%, men lige akkurat nok til, at jeg vinder spurten.
Måske lidt dumme kræfter at bruge, men så kan jeg i det mindste sige, at jeg vandt noget i 2020 sæsonen.
Efter spurten er der en Silkeborg rytter, som kører alene væk, og han får et godt forspring. Jeg tror at der er mange, som lige tager en slapper inden den absolutte finale, så han kommer hurtigt op og får 300-400 m forspring. Langsomt kommer der mere gang i feltet, og vi haler langsomt ind på ham. Da han bliver hentet, angriber min holdkammerat John, og han kommer væk. Lidt efter kommer der yderligere en rytter op til ham. De har ikke det store forspring, men holder nogle omgang inden de bliver hentet. Da de bliver hentet, er der en ny Give rytter, som angriber. Denne gang er det Kim, som kører solo. Der er ca. 5 omgange til mål, og han får et ok forspring på 150-200 m. Jeg ligger hele tiden fremme og lukker alle forsøg på at køre væk ned. Elo er også kommet frem til fronten, og jeg siger til ham, at vi ikke må lade nogen køre. Jeg tænker lidt, at jeg måske kan køre spurten for Elo, hvis Kim bliver hentet.
Omgangene går en efter en, og Kim holder et godt forspring. Med 2 omgange til mål er han dog ved at få det svært, og det ligner ikke at han kan holde. Der er 2 ryttere, som bare har siddet og ført de sidste par omgange. Den første er slået ud, men den anden har stadig godt med kræfter. Jeg sidder lige i røven af dem, og jeg føler stadig at benene er gode. Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal køre finalen. Elo er væk fra fronten, så jeg beslutter, at jeg selv vil prøve enten at køre væk, eller at køre spurten. Hvis Kim bliver hentet inden det svære sving for næstsidste gang, vil jeg prøve at køre væk der, og ellers vil jeg køre min spurt frem mod svinget for sidste gang, og så håbe, at jeg kan komme ind i det som første mand igen.
Så hvilken strategi det bliver afhænger altså af hvornår Kim bliver hentet. Med 2 omgange tilbage er vi tæt på at hente ham, og ned af langsiden før svinget henter vi ham. Det er perfekt til et kontra angreb, og jeg accelerer, og kommer igen først ned i svinget. Nu skal der satses, og jeg kører lige til grænsen. Sørger for at komme op at stå så tidligt som muligt, og accelerer ud af svinget med alt hvad jeg har. Jeg kigger mig tilbage. Jeg har et godt forspring. Nok allerede 20-30 m. Jeg giver den gas frem mod det næste bløde sving.
Jeg kigger igen tilbage. Jeg har øget og har nok 30-40 m forspring. Jeg træder hele vejen rundt i svinget på nær lige 2 sek. Så er det fuld gas ned mod sidste sving. Jeg skal bare træde alt hvad jeg kan, da jeg vil få en lille pause rundt i svinget, hvor det er umuligt at træde. Min ben er begyndt at syre godt til, og mine ben skriger på pause. Det får de. 2 x 2 sek. pause i opløbssvinget. Jeg kigger bagud. Jeg har stadig et godt forspring på 30-40 meter.
Jeg rejser mig op og spurter alt hvad jeg kan. Hurtigt må jeg sætte mig ned. Det føles som om der er uendeligt langt frem til målstregen. Jeg er virkelig i krise og kan næsten ikke træde mere. Jeg koncentrer mig om at få hovedet ned og være aero, samtidig med, at jeg tænker på at det er sæsonens sidste 200 m. Jeg kan fornemme at feltet kommer stærkt bagfra. Jeg har en kamp med mig selv, hvor jeg bliver ved med at sige ”du er nødt til at komme op og stå og spurte”. Men jeg kan ikke overskue det. Mit hjerte hamrer derudaf og mine ben føles som betonklodser. Med 100 m til mål, får jeg overtalt mig selv. Jeg kommer op at stå og spurter alt hvad jeg kan. De kommer stadig tættere på bagved. Jeg vil ikke kigge, men kan fornemme at de er meget tæt på. Med 20 m til mål kan jeg se at de kommer meget stærkt, og at det bliver tæt. Jeg bider smeretn i mig, og giver alt hvad jeg har. Jeg kaster cyklen frem over målstregen i samme sekund, som jeg bliver overhalet af 3-4 ryttere.
Vandt jeg? Blev jeg nr. 2 eller 3? Jeg ved det ikke. Jeg har en rimelig god fornemmelse, men er også sikker på at det skal afgøres på målfoto.
Jeg får stoppet og bruger lige 2-3 min til at få vejret nogenlunde, før jeg kan sige noget fornuftigt. Mine holdkammerater kommer hen til mig, og spørger om jeg vandt. Jeg ved det stadig ikke, og speakeren siger også at de skal kigge på målfoto, men ud fra chippen, er det mig der vinder.
Der går ca. 5 min, og så bliver jeg udråbt som vinder. Jeg vinder i øvrigt også den indlagte spurt konkurrence.
Det er en meget mærkelig følelse. Der var ikke tid til at tænke på at række hænderne op over hovedet og fejre sejren. Før løbet havde jeg ikke fantasi til at tro på, at jeg kunne vinde. Jeg havde været glad for bare at få points.
Men følelsen bagefter er rigtig god, og jeg kommer op på podiet og få taget billede. Janni er heldigvis med, så hun kan tage nogle billeder. Hun fik også taget en video af afslutningen, hvilket bliver et godt minde.
Efterfølgende har jeg været inde på TrainingPeaks, og kigget på de sidste 1.31 min, fra jeg stikker af, til jeg kører over målstregen.
Jeg kører med 481 watt i snit inklusiv de 3 gange, hvor jeg ikke træder rundt. Jeg angriber med 1000-1100 watt ud af svinget. Jeg kommer hurtigt ned på 800 watt, og er nede på ca. 500 watt rundt i svinget, hvor jeg også får et lille hvil. Herefter er det op på 500-600 watt, der dog hurtigt falder til omkring 400 watt. Efter et par hvil rundt i svinget, er det op på 700 watt, hvorefter jeg må sætte mig ned, og wattene falder til omkring 450-500. Jeg får rejst mig op, og kommer kortvarigt op på 600 watt, der falder til 500, da jeg kører over stregen.
Min puls rammer hurtigt 175, og stiger bare op til min absolutte maxpuls på 182 slag. Gennemsnitspuls på de 1.31 min er 178 slag. Altså kun 4 slag under hvad jeg ved er min absolutte maxpuls.
Jeg har med andre ord været frisk og haft gode ben, for ellers ville jeg ikke kunne ramme min maxpuls.
Altså en dag, hvor det hele bare lykkedes. En fantastisk holdindsats, hvor Give CK dikterede løbet. Et perfekt moment til sidst, og så viljen til at give alt til sidst, blev afgørende for at jeg fik min første licens sejr nogensinde.
En fed måde at slutte sæsonen af.
Siden sæsonen sluttede for 6 uger siden, har jeg skruet en del ned for træningen. Jeg har ligget på ca. 50% af hvad jeg plejer. Det har kun været på hometrainer, der er blevet trænet. Sammen med Jacob kører jeg en masse korte løb på BkoolLigaen og på Zwift, men nu er det også ved at være på tide, at komme ud på landevejen igen i weekenderne, så formen forhåbentlig kan blive lidt bedre til næste år, end den har været i år.
No Comments