En næsten ny cykel
Efter Randers Bike Week hvor mit gearskifte kørte helt af h. til, havde jeg cyklen forbi min cykel-pusher, og beskeden var at kæden var fuldstændig slidt og skulle være skiftet for længst. Der skulle også ny kassette og pulleyhjul på, og så kørte kranken rigtig skidt, så der skulle også nye kranklejer i. Jeg fik lavet det hele undtagen kraklejer og pulleyhjul med det samme.
Herefter fik jeg cyklen igen, og skulle ud at køre ”mini-træning” med Jacob. Dette foregår gerne uden de store anstrengelser, men alligevel kunne jeg mærke en kæmpe forskel lige med det samme. Det var som om jeg var skiftet fra min vinter- til min sommercykel. Der var en kæmpe forskel, og jeg tænkte at det nok var mindst 20 watt mindre jeg skulle træde for at holde farten. Fuck det var en dejlig fornemmelse. Men samtidig også lidt øv at tænke på at jeg i Randers havde kørt rundt på sådan en skrammelcykel, og måske også i årets tidligere løb, hvor jeg sikkert også kunne have haft fordel af at få skiftet nogle af delene.
Nå, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Nu var det bare at glæde sig over at jeg faktisk kunne køre stærkere end jeg gik og troede. Jeg havde været lidt skuffet over formen i Randers, men nu havde jeg fået en del af forklaringen på at jeg ikke kørte stærkere.
Til onsdagstræning med de lokale helte dagen efter, var følelsen også en helt anden. Jeg plejer at sidde med i den helt tunge ende, men nu følte jeg pludselig at jeg var rykket et par pladser frem i forhold til de andre, og jeg blev ikke hjælpeløst sat på bakkerne, men kunne hænge nogenlunde ved med de stærkeste.
Jeg havde overvejet meget om jeg skulle køre gadeløbet i Esbjerg om søndagen, da der var samkørsel med bl.a. C-klassen, og da jeg i forvejen havde problemer nok med at følge D-rytterne, ville jeg nok blive slagtet i Esbjerg. Så var det måske bedre at få trænet en lang tur i stedet.
Men nu med min genopstandne cykel var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle køre i Esbjerg!
Min optakt var ikke helt perfekt, da jeg dagen inde havde sagt ja tak til en årlig cykeltur som vores ungdomstræner i klubben Kim Thomsen arrangerer for hans cykel kammesjukker, hvilket altså inkluderede mig. Det blev til 110 km i regnvejr med en masse indlagte bakkespurter, hvoraf jeg dog selv kun kørte 4-5 stykker, da jeg ikke ville bruge alt krudtet. Men 194 TSS kunne dog trods alt godt mærkes i benene dagen efter ville jeg mene, hvilet en TSB på -13,7 om søndagen også indikerede.
Gadeløbet
Der var 36 ryttere til start, og det var en blanding af C-, D-, H50 og dameryttere. Der var ca. 12-14 C-ryttere med og et tilsvarende antal D-ryttere. Der blev ikke givet points, netop fordi det var samkørsel med andre klasser.
Vi var 4 D-ryttere fra Give Cykelklub. David, Heino, Christian og mig. Heino var stærkt kørende vidste jeg, og Christian plejede også at køre stærkt. Ud fra antal indkørte points af de startende D-ryttere måtte både Christian og Heino have en god chance for at blive blandt de bedste D-ryttere. Herudover havde vi også den genopstandne Søren Andersen med i H50 samt U19P rytteren Lisa med. Lisa netop hjemvendt fra EM i Herning.
Så Give cykelklub var stærkt repræsenteret fra start, hvilket da også fremgår på dette billede:
Ruten var 1,4 km lang. Det starter med lidt brosten, også en nedkørsel, et 90 gr. højre sving, der med det samme går over i et nyt 90 gr. højre sving. Herefter et fladt modvindsstykke, før man drejer til højre, hvor det så går op mod mål via et højresving halvvejs oppe.
Jeg havde lige nået at køre ruten igennem sammen med Jacob tidligere på dagen, og bakken føltes ikke nær så hård som jeg havde frygtet. Den skulle jeg nok kunne få røven med op over. I hvert fald de første par omgange.
Starten gik, og vi skulle køre 50 minutter hvilket allerede før start var beregnet til 22 omgange. Puha. 22 gange op af bakken ville nok alligevel trække tænder ud. Specielt pga. højere tempo end normalt når vi kun er D-ryttere.
Starten gik og jeg lå i ca. 10 position. Perfekt start. Der blev kørt stærkt fra start og hurtigt blev feltet strakt ud. Jeg mistede et par positioner om mod bakken, og kommer ind som ca. nr. 15. Der bliver rykket helt fremme og der opstår nogle små huller. Jeg holder min position. Jeg skal virkelig give gas for at holde hjul, men det lykkedes hele vejen op mod målstregen.
Det var 1! Så langt, så godt. Farten fortsatte med at være høj. Man kunne godt se at dem der havde meldt sig til godt kunne finde ud af at skære et sving, modsat til løbet i Aars, hvor der var mange der slet ikke kunne køre i sving. Så farten var også rimelig høj i de to sving lige efter nedkørslen. Eneste sted hvor man lige kunne få vejret nogle gange, var på modvindsstykket. Men kun indtil der blev rykket.
Og rykket, det blev der. Der var flere små udbrudsforsøg, bagved var folk så småt begyndt at falde af. Op ad bakken på 2. omgang blev der igen kørt stærkt, og jeg mister lidt positioner, så jeg nu er nede som nr. ca. 20. Rytterne ligger som perler på en lang snor, og igen opstår der lidt huller. Det bliver dog nogenlunde samlet da vi rammer bakken for 3. gang. Nu er jeg virkelig presset. Farten er endnu højere end på de to første omgange, og jeg sidder langt tilbage i feltet der nu er på ca. 25 mand. Christian sidder godt med fremme i top-10 og ser stærk ud. Men pludselig ser jeg Heino stå inde ved siden og rode med cyklen. Det ligner en punktering. Øv tænker jeg, men ellers var der ikke så meget andet at tænke på end at prøve at få kontakt med feltet igen via den 5 mands gruppe jeg er havnet i.
Heldigvis går feltet en smule i stå omme i modvinden, og vi kommer op igen inden vi rammer bakken igen. Jeg når også lige at få kørt mig lidt længere frem, så jeg denne gang kommer noget nemmere med over. Farten er også dalet en smule.
På de næste omgange får jeg lige så stille kørt mig længere frem i feltet. Vi er kun 2 Give ryttere tilbage i feltet. Christian og mig. Mens jeg langsomt kører mig frem, falder Christian langsomt tilbage og pludselig er han væk.
Vi er nu små 20 ryttere tilbage, og jeg kan kun tælle 3 D-ryttere foruden mig selv. Top-4 i D. Det er sku’ meget godt! Efter halvdelen af løbet er benene stadig OK. Jeg kigger kort end på min garmin. Ca. 37 km/t i snit. Det er OK stærkt på den her rute. NP=295. Det er også OK. Det burde jeg kunne holde resten af løbet. Skal det virkelig lykkedes mig at komme med feltet hjem i dag?
På de næste omgange, begynder jeg dog langsomt at føle mig mærket. Benene bliver tungere og tungere henover bakken, og jeg må flere gange lukke hullet til feltet som absolut sidste mand. På et tidspunkt bliver jeg sat med små 50 meter, men jeg kan altid hente lidt i svingene og hvis den går lidt i stå i modvinden, så jeg får hele tiden lukket.
Det er dog en stakket frist kan jeg mærke, og på 17. omgang er min eneste tanke, at Jeg skal frem i feltet, hvis ikke jeg skal ryge på næste opkørsel. Så da feltet går lidt i stå oppe mod mål, giver jeg den gas ude i højre side. Jeg kører forbi hele feltet og kører først ind i svinget med høj fart. Jeg kører pænt stærkt hele vejen igennem og ud af svinget, for at få lidt forspring. Nu burde jeg kunne holde mig fremme i feltet, så jeg kan fire mig ned bagved på vej op ad bakken.
Jeg vender hovedet og ser at jeg faktisk har slået et pænt hul. Der sider en Vejle-rytter forrest i feltet, som er venlig nok til at lade mig køre. Nå, det er da fint tænker jeg, og sørger bare for at ligge mine watt lige under syregrænsen, så jeg ikke smadrer mig selv før bakken. Jeg kigger tilbage igen. Nu er der to ryttere på vej op til mig. ”Kør” råber den ene, og selvom min plan bare er at vente på feltet, parerer jeg ordrer, og tager en god føring, slår ud, og går ind på hjul. Men fuck de kører stærkt, og jeg er godt smadret. Jeg forsøger lige at hænge på i 10 sek., men jeg er allerede syret helt til. Feltet kører også fuldt gas nu, og ind i svinget mod bakken har halvdelen af rytterne overhalet mig. Jeg forsøger at få gang i benene, men de kører stadig forbi mig 1 efter 1. Halvvejs oppe af bakken må jeg slippe. Jeg er helt færdig, og går langt ned i fart. Det er først på toppen at jeg atter får lidt gang i cyklen. Men bagenden af feltet er allerede nede i svinget 200 meter fremme. Det var vist det.
Men der var kun 14 mand foran mig, heraf 3 D-ryttere, så det er slet ikke så skidt tænker jeg. Nu må målet være at holde farten høj, og så håbe at der er flere der falder af, samtidig med at jeg helst ikke skal overhales med en omgang.
Det går også fint. Jeg får godt gang i cyklen, og kører de næste 4 omgange alene. På 20. omgang kan jeg ane en rytter foran, og jeg haler ind på ham. Jeg kan se et orange nr. Ja, det er en D-rytter. Ham skal jeg da nå at indhente. Så jeg sætter farten en smule op, og jeg får det tegnet sådan at jeg når ham på bakken på næstsidste omgang. Jeg kører forbi ham og giver godt med gas. Benene er tunge, men der er stadig lidt power tilbage. Jeg får hurtigt et godt hul. Den sidste omgang er med syre op til begge ører. Flere gange kigger jeg tilbage, og jeg holder afstanden fint. I mål er jeg 2,10 min efter feltet på en samlet 15. plads og en 3. plads blandt D-rytterne. Løbet blev i øvrigt vundet af motionisten Torben Ternstrøm fra Tønder. Han kørte i C-klassen sidste år. De øvrige 2 D-ryttere i feltet var også blevet sat til sidst, så det var ikke kun mig der havde det hårdt overfor C-rytterne.
I øvrigt vil jeg også lige nævne det fantastisk heppekor fra Give Cykelklub. Jeg kunne høre jer højt og tydeligt på hver eneste omgang, og det gave lige lidt ekstra motivation.
Jeg var meget tilfreds med min præstation, og føler nu, at jeg endelig er klar til at kunne køre med om pointene i D-klassen.
Til løbene i morgen (kolding) og i overmorgen (Århus), er cyklen endnu mere opgraderet med keramiske lejer i krank og pulleyhjul, så nu er jeg flyvende og går efter enten at få points eller at hjælpe en holdkammerat til et topresultat.
Når det er sagt er kroppen stadig ikke uden skavanker. Min skulder/arm døjer jeg stadig med. Nakken har det bedre, men til gengæld har jeg haft lette knæsmerter de sidste to træningspas. Men formen er god, jeg har fået restitueret OK de sidste par dage, og det skal udnyttes her i weekenden.
No Comments