Update efter styrt – Robert Kvistgaard

Det har på det seneste været meget småt med løbsrapporter, både for Jacob og for mig selv. Årsagen til dette er, at jeg simpelthen ikke har været i stand til at skrive særlig meget. Årsagen, ja, den kommer her:

Efter at have deltaget i de 3 løb Nordpå i påsken, lørdag, søndag og mandag, stod den på træning med Jacob tirsdag, og fællestræning med senior onsdag. 5 dage med løb/træning, der gerne skulle give formen et lille nyk op ad.

 

Styrt til træning

Tirsdagstræningen gik fint, og jeg møder op til onsdagstræningen med trætte ben. Vi er 15-20 stykker. En blanding af licensryttere og motionister. Vi starter med at køre nogle bakke-spurter og nogle zone 5 intervaller, og jeg giver den fuld gas. Det sidste skal brændes af inden et par dage med restitution.

Herefter skal vi køre nogle længere zone 3/4 intervaller, hvor vi ligger og kørte rulleskift. Dvs. dem der har noget at køre med, kører rulleskift, og resten sidder på hjul.

Jeg sidder en del over, men tager et par føringer i ny og næ. Vi kører på en rimelig stor vej fra Give mod Brande, og jeg beslutter, at jeg vil tage dagens sidste føring, da jeg er helt smadret. Da jeg har været oppe og føre, er jeg helt færdig, og går fuldstændig i stå. Vi er 15-20 mand, og jeg falder hurtigt bagud. Jeg forsøger at accelerere og komme med på hjul, men jeg er for langsom til at komme op i fart, og jeg falder helt af. Jeg tænker, at jeg bare venter på nogle af de andre der er sat af, men da jeg kigger bagud, ser jeg at jeg er den første, som er er faldet af.

Nå, så må jeg bare køre alene. Efter lige at have fået lidt luft, sætter jeg farten op. Efter et par minutter falder der ind til af oppe foran, og hurtigt en mere. Jeg sætter farten lidt op, og kommer op på hjul af den første rytter. Jeg sidder bare på hjul, da jeg er helt smadret. Vi indhenter den anden rytter, som får lov til at sætte sig ind mellem os to. Jeg skal ikke tag en føring lige foreløbig.

Jeg sidder bare og koncentrerer mig om at holde hjul, og kigger ikke på andet end baghjulet på rytteren foran mig. Jeg forsøger at holde 5-15 cm afstand. Jeg ved at vi skal køre mindst 5 km endnu, så der er ingen grund til at koncentrere sig om andet.

Vi ligger med 40-45 km/t og ruller derudaf, da jeg pludselig opdager at rytteren foran mig bremser! Før jeg når at tænke, kører jeg op bag i ham. Jeg når lige at komme på den venstre side af hans baghjul, men jeg rammer ham, og når lige at tænke ”nu ryger jeg ned”. Jeg er stadig ikke sikker på hvordan jeg rammer asfalten. Om jeg ryger forover eller sidelæns ned, men jeg rammer i hvert fald asfalten på min venstre side, og slår hoved i asfalten. Min hjelm tager heldigvis godt fra, og jeg når lige at tænke ”det er vist ikke så slemt igen”. Men den tanke forsvinder hurtigt igen, for mens jeg kurer baglæns henad asfalten, rammer jeg pludselig noget. Vel at mærke noget der ikke giver sig det mindste. Jeg slår baghovedet hårdt imod, hvad jeg kort efter erfarer er en bil, der holder midt ude på vejen.

Jeg kan med det samme mærke, at den er helt galt. Jeg har kraftige smerter i nakken, og kan slet ikke bevæge mig. Jeg sidder halvvejs oppe, og kan hverken rejse mig op, eller lægge mig ned. Den mindste bevægelse giver store smerter.

Herefter bliver det lidt tåget mht. hukommelsen. Jeg er dog ved bevidsthed hele tiden, og jeg kan huske at jeg bliver hjulpet til at komme ned på asfalten at ligge. Jeg fatter ikke rigtig hvad der er sket, og hvordan der lige pludselig kan holde en bil midt ude på vejen, som jeg er kørt ind i?

Der bliver ringet efter en ambulance, og efter et stykke tid, kan jeg høre, at mange af de andre ryttere er vendt om og kommet tilbage til os. Jeg synes at der går en evighed inden ambulancen kommer frem. Jeg får en halskrave på mens jeg ligger på asfalten, og kommer op på en båre og ind i ambulancen. Jeg har store smerter, og som sædvanlig er der ingen der kan finde ud af at ramme mine blodårer, så jeg kan få noget smertestillende direkte i blodet, så det ender med at jeg får noget op igennem næsen. Det virker en smule, og senere lykkedes det dem endelig, efter 6-7 forsøg, at ramme en blodåre, så jeg kan få noget mere smertestillende.

Der går en evig tid, sådan føltes det i hvert fald, før vi kører afsted i ambulancen. Jeg når også lige at blive afhørt af en politimand, der fortæller hvad der er sket. En kvinde er kommet fra en sidevej, en grusvej, og skulle lige over på en vej på den anden side. Hun overser os alle tre og kører ud. Da hun er på vej ud på vejen, ser hun os og bremser, hvorfor hun kommer til at holde stille midt ude på vejen.

De to øvrige ryttere når begge at komme forbi bilen. Den ene venstre om og den anden højre om, hvorimod jeg er prisgivet, da jeg ryger ned med det samme, og først stopper da jeg rammer bilen.

 

På hospitalet

Jeg bliver kørt til Kolding, hvor der står en hær af læger og sygeplejersker klar til at tage imod mig.  Jeg kan huske at jeg har ondt, og at det ikke er blevet bedre af at have ligget i næsten 2 timer på hård asfalt, en stiv båre, så udover smerter i nakken, har jeg ondt i baghovedet og ballerne. Ja, og så gør min venstre albue og arm også rigtig ondt. Jeg har nogle hudafskrabninger, men ikke noget der alt for voldsomt, ser det ud til.

Jeg for lavet en skanning, og for at vide, at jeg skal blive liggende med halskraven på, til der kommer svar fra Odense. Jeg har bare lyst til at få kraven af og komme op at sidde, for jeg har bare ondt i det meste af kroppen af at ligge på det stenhårde underlag så længe.

Det tynder ud i personalet, og stemningen bliver bedre, da en af lægerne siger, at han ikke tror at det er så slemt, men at vi lige skal vente på svar fra Odense før vi tager kraven af. Der bliver fortalt et par jokes, og grinet lidt. Men så kommer der svar fra Odense, og jeg kan godt mærke, at stemningen bliver lidt mere trykket. ”Du har et brud på den 6. nakkehvirvel” siger lægen.

OK, dvs. at jeg har brækket nakken, tænker jeg. Det lyder sku’ ikke så godt. Heldigvis kan jeg bevæge både tæer og fingre, så helt skidt kan det da ikke være.

Jeg får ikke så meget andet at vide, end at jeg skal beholde halskraven på, men at jeg kan komme ind og ligge i en rigtig hospitalsseng nu. Der går masser af tanker igennem hovedet. F.eks. tænker jeg på alle de små beslutninger der blev taget op til uheldet. Havde jeg nu ladet være med at tage den sidste føring, havde jeg kørt en smule hurtigere eller langsommere efter jeg blev sat. Havde nogle af intervallerne taget bare 3 sek. længere tid – eller kortere tid, ja så ville jeg ikke ligge her, men i min egen seng.

For jeg synes egentlig at jeg havde haft rigelig med uheld de sidste par år – jeg behøvede faktisk ikke flere.

Jeg fik at vide, at jeg dagen efter skulle have foretaget en MR scanning, der ville vise om jeg skulle opereres, eller kunne nøjes med at gå med halskrave i 8-12 uger. Jeg fik en anden mere ”behagelig” halskrave på. Jeg kunne ikke forstå at den skulle sidde så løst på, når den første jeg havde på var meget mere stram. Sygeplejersken rodede lidt rundt med kraven men kunne ikke rigtig finde ud af at stramme den. Det er vist OK sagde hun. Jeg var dog noget nervøs over om den sad rigtigt, for den støttede stort set ikke, og jeg fik virkelig ondt i nakken, da jeg skulle ud på toilet, så jeg prøvede at holde mit hoved oppe med hjælp fra min hænder.

Jeg blev scannet om formiddagen, og så lå jeg ellers bare og ventede på svar. Jeg snakkede med en læge, som nævnte, at jeg vist også havde en diskusprolaps, men at det ikke var noget alvorligt.

Hele dagen lå jeg og ventede. Om eftermiddagen spurgte jeg en sygeplejerske, om ikke der snart kom svar. Hun kunne slet ikke forstå at jeg ikke havde fået noget at vide endnu, så det ville hun lige undersøge. Et par timer senere kom der en anden sygeplejerske. Jeg spurgte igen om der snart kom svar. Det kunne hun ikke forstå, og hun ville straks undersøge nærmere og vende tilbage. Men der skete ikke rigtig noget, og senere på aftenen ringede jeg med klokken, og så kom der så endnu en ny sygeplejerske – og ja, hun kunne da heller ikke forstå at jeg ikke havde fået svar fra scanning endnu, så det ville hun straks undersøge.

Men jeg hørte ikke mere til scanningen, hverken om aftenen, eller om natten. Til gengæld kom der en anden sygeplejerske, der kunne fortælle mig at min krave slet ikke støttede noget, sådan som den sad, og hun fik den straks strammet ind, så den støttede min nakke. Jeg fik også albuen røntgen scannet, da de frygtede den var brækket – hvilket den heldigvis ikke var.

Næste morgen, mødte der så en ny sygeplejerske ind, som spurgte mig, hvad jeg fejlede. Jeg havde sjovt nok lidt svært ved at fortælle hende det, da jeg stadig ventede på svar fra scanningen. Da hun gik, efter at have forvisset mig om, at det ville hun straks finde ud af, og vende tilbage, var min tanke, at hende ser jeg nok ikke mere. Hvilket jeg fik ret i!

For over middag kom sygeplejerske nr. 5. Eller måske var det en af gengangerne fra i går. Hun var i hvert fald noget overrasket over at jeg ikke havde fået svar endnu, og ville straks undersøge nærmere!!!

Men så skete der endelig noget! Der kom endelig en læge forbi, og han havde fået svar fra scanningen. Bruddet var heldigvis ikke så slemt, at jeg skulle opereres, så jeg skulle ”bare” have halskraven på i ca. 12 uger, og så måtte jeg ellers godt få nogle til at komme og hente mig, så jeg kunne komme hjem.

Endelig noget, jeg kunne bruge til noget, og jeg fik straks ringet efter Janni, så jeg kunne komme hjem. Endnu en, for mig, træls oplevelse på et dansk sygehus. Jeg synes virkelig at det er skandaløst, så lidt tid der bliver brugt på at snakke med patienterne og fortælle om hvad der foregår. Jeg er selv rigtig dårlig til at spørge ind til alt muligt, og min kone undrer sig altid over at jeg ikke kan svare på nogle af de spørgsmål hun har, når jeg kommer hjem fra sygehuset.

Men jeg tænker, at det først og fremmest er medarbejderne på sygehuset, altså lægerne og sygeplejerskerne, der er ansvarlige for at fortælle patienterne hvad man fejler og hvordan man skal forholde sig til tingene efterfølgende osv. Men det har de, efter min bedste overbevisning, slet ikke tid til i dag. Så man føler sig faktisk mest til besvær, når man er på sygehuset. Det gør jeg i hvert fald.

 

Hjemme igen

Så det var dejligt at være hjemme igen. De første 14 dage var ret hårde. Jeg havde store smerter i venstre skulder, der trak ud i armen og helt ud i albuen. Ja, nogle gange helt ud i fingrene. Det havde jeg haft hele tiden, men jeg havde fået besked på, at det ville fortage sig i løbet af højest 3 uger.

Jeg kunne ikke ligge ned, da det så gjorde ondt i skulderen og armen, og jeg kunne ikke sidde op i særlig lang tid af gangen, da det så gjorde ondt i nakken. Så det meste af tiden brugte lænet godt tilbage i en lænestol. Jeg tog masser af smertestillende, og jeg sov kun et par timer af gangen.

Da jeg ikke rigtig synes at smerterne blev mindre, tog jeg efter 14 dage til lægen, hvor jeg blev henvist til en scanning af skulderen. Desuden var jeg begyndt hos en fysioterapeut, for at se om jeg kunne gøre noget for smerterne. Fysioterapeuten brugte bl.a. 90 min på at forklare mig hvilke skader jeg havde pådraget mig, ud fra min 30 sider lange journal.

For bruddet på den 6. nakke hvirvel var langt fra den eneste skade jeg havde fået. I alt var der skader ved 8 ryg- og nakke hvirvler. Nogle havde fået et tryk, andre steder var hvirvlerne blevet forskubbet i forhold til hinanden, og så var der den der diskusprolaps, som han mente, sandsynligvis var årsagen til min smerter i skulder og arm.

Jeg blev dog for en sikkerheds skyld scannet i skulderen. Der var dog intet.

Pga. at jeg skulle gå med halskrave 24 timer i døgnet, var det svært at lave særlig mange øvelser, der kunne hjælpe mig. Det bedste jeg kunne gøre, var faktisk at få pulsen lidt op, så kroppens naturlige helingsproces kunne blive speedet op. Så 14 dage efter mit uheld, var jeg på hometraineren for første gang. Det blev til 15 min i roligt tempo. Det gik faktisk ganske fint, og jeg begyndte at køre længere og længere, så jeg efter yderligere 10 dage, var oppe og køre 1 time. Jeg begyndte langsomt at sætte intervaller på, så det begyndte at ligne normal træning. Nu, 2 mdr. efter mit uheld er jeg oppe og kunne køre godt 1,5 time ca. 5 gange om ugen.

 

Herudover går jeg nogle ture sammen med mine drenge og min kone. ”Hvem vil lufte far i dag?” bliver der tit spurgt, og heldigvis vil begge mine drenge gerne ud og gå en tur sammen med mig.

Min smerter i skulder og arm forsvandt langsomt, og er i dag helt væk. Men jeg har stadig en del smerter i nakke og ryg, og sover stadig meget dårligt om natten. Et par gange er det lykkedes mig at sove igennem om natten, men de fleste gange er det blevet til 3-6 timer, og så får jeg tit en formiddagslur i min lænestol.

Jeg kan stadig ikke sidde op eller stå op i mere en 1-2 timer af gangen, før jeg får smerter. Jeg har brugt en del af min sparsomme ”friskhed” til at arbejde hjemmefra, og har også været på arbejde et par gange i 3-4 timer af gangen. Dette har dog været meget smertefrit, men nødvendigt, da der var nogle ting, som jeg skulle hjælpe min nye kollega med.

 

Mere modgang

Som jeg vist har nævnt tidligere, har jeg fået et andet job i samme virksomhed, hvor jeg efter 14 år som regnskabschef, nu er blevet controller. Men indtil videre har mit job alene bestået i at hjælpe min nye kollega i gang som regnskabschef.

Jeg så meget frem til langsomt at starte som controller, men for en uge siden fik jeg beskeden, at pga. besparelser, ville min nye stilling blive nedlagt, og jeg var derfor fyret. Det var jeg selvfølgelig ked af, men lige nu og her har det faktisk været en befrielse, ikke at skulle bruge størstedelen af den tid jeg har kunnet lave noget, til at arbejde.

Nu kan jeg også få tid til at lave lidt praktiske ting herhjemme, og også få lidt mere gang i min træning, så jeg forhåbentlig kan komme ud og køre nogle løb efter sommerferien.

Jeg er fritstillet med løn frem til 1. december, så jeg regner ikke med, at jeg vil ud at lede efter et nyt job før efter sommerferien. Jeg kan se at der er masser af controller-stillinger rundt omkring, så jeg er ret fortrøstningsfuld mht. at finde et job i år.

 

Formdyk

Men hvordan går det så rent formmæssigt efter sådan en skade? Det korte svar er at det går ekstrem hurtigt nedad. Jeg kørte i starten af maj en 20 min test, og her, ca. 1 mdr. efter mit styrt, kørte jeg 261 watt, hvor jeg kort inden min skade havde kørt 300 watt, dog udendørs.

Men det var i hvert fald et fald på 10%, og bedre er det ikke blevet de næste 2 gange jeg har kørt testen. For 14 dage siden kørte jeg 250 watt, og i forgårs bare 245 watt (FTP=233 watt). Altså et fald på mere end 15% på 2 mdr., hvilket er rigtig meget, da det ikke lige er en test hvor man kan forbedre sig helt vildt hurtigt.

Jeg har også kørt 5 min test, og her er tallene ikke helt så ringe. Her har jeg kørt hhv. 307 w, 304 w og 307 w. Det er kun ca. 5% dårligere end inden mit styrt, og så har jeg kunnet holde wattene den sidste måneds tid.

 

5 sek. og 1 min test har jeg ikke kørt, da jeg endnu ikke er begyndt at køre så kraftfulde intervaller, og heller ikke vil stå op og køre. Så her må jeg vente et par mdr. endnu før jeg kan se resultatet.

På det seneste er jeg begyndt at køre over min syregrænse, og korte intervaller på op til 500 watt (siddende), så jeg regner ikke med at min 1 min er helt skidt. Og selvom den er, så vil jeg hurtigt kunne få den op igen. Det bliver værre med 20 min testen, og min syregrænse. Den vil tage noget tid at få op igen.

Herudover døjer jeg stadig med smerter i min højre skulder, hvilket jeg også gjorde inden mit styrt. Det er dog blevet noget bedre de seneste uger, efter jeg har fundet ud af hvilken udstrækningsøvelse der virker. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg på det seneste også haft smerter i mit venstre håndled. En overgang troede jeg at det var brækket, da det føltes sådan (har haft det brækket for et par år siden), men lægen siger at det ikke er noget alvorligt, og det er da også lidt i bedring. Samtidig er der jo en masse genoptræning, når jeg 2. juli får min halskrave af.

Så udfordringer er der nok af. Men den måske største bliver, at få min vægt ned igen. De seneste 2 mdr. har jeg taget ikke mindre end 4 kg på, og de skal altså helst tabes inden jeg skal ud at køre løb igen.

 

Faktisk er jeg nu så tung (79,4 kg), at min FTP pr. kg på hometraineren er på under 3 w/kg! Den skal altså gerne op på mindst 4,0 w/kg inden sæsonen stopper! Kan det lade sig gøre? Sandsynligvis ikke, men det er ikke desto mindre målet.

Min CTL lå på 77 inden mit styrt, og efter 14 dage uden cykel var den nede på 50. Herefter har jeg kunnet holde den på 50-55, og ifølge planen skal den til at stige nu.

 

Mål

Jeg har justeret min mål, og hvis jeg opnår dem, burde jeg være i form til at komme ud og køre med om points i nogle af sæsonens sidste løb. Det er i hvert fald det der er min motivationsfaktor lige nu.

 

Lige nu glæder jeg mig over, at jeg hver dag kommer tættere på den dag hvor jeg skal have min krave af. Det værste er manglen på søvn, som jeg pt. er meget hårdt ramt af.

Men jeg synes at jeg, på trods af en del modgang, holder humøret rimeligt højt. Så selvom vejret er fantastisk cykelvejr, så sætter jeg mig troligt op på hometraineren og knokler derudaf – for jeg vil tilbage i denne sæson!