Jacob Kvistgaard, Robert Kvistgaard

Løbsberetning Gran Fondo Munkebjerg 7. oktober 2017, Kiddesvej udskilningsløb 8. oktober 2017 og pokalløb/sæsonafslutning d. 29. oktober.

Det er nu et stykke tid siden, at licenssæsonen sluttede. Sæsonen sluttede dog ikke helt for Jacobs vedkommende. Der var stadig fællestræning tirsdag og onsdag i det meste af oktober, hvor intensiteten dog var noget mindre end normalt, og et par af disse træningspas blev også skippet pga. dårligt vejr mm.

Men i weekenden efter de sidste licensløb, var der ikke plads til at hvile på laurbæerne. Her skulle Jacob og jeg køre løb.

 

Gran Fondo Munkebjerg

Jacob og jeg skulle sammen køre 40 km ruten (som er 42,5 km), og det var et løb jeg virkelig havde glædet mig til, da det efterhånden var længe siden at jeg sidst havde kørt et løb sammen med Jacob. Det er virkelig fedt at se Jacob in action på helt nært hold, og jeg har på fornemmelsen, at jeg skal værdsætte disse muligheder højt, da der sikkert ikke går mere end 1-2 år før det vil blive for svært for mig at følge med. I hvert fald hvis hans nuværende udvikling fortsætter i samme fart som de sidste par år.

Vores glæde blev en lille smule dæmpet, da det viste sig, at regnen ville stå ned i stænger hele dagen, og at vejene var virkelig våde, glatte og fyldt med blad.

Jacob var dog klar, og vi stillede som nogle af de eneste op med korte ben, og selvfølge allerforrest i feltet der bestod af i alt 73 ryttere.

Sidste år punkterede Jacob, så det var tid til revanche mente han!

Starten går, og vi kører derudaf. Jeg sætter mig op foran med Jacob på hjul, og så kører vi derudaf. Der går dog ikke længe inden der var 3 mænd der synes at farten var for lav, så de rykker afsted. Jeg kører dem langsomt ind med Jacob på hjul. Vi ligger længe på 35-40 km/t og jeg kan godt se på Jacob, at det begynder at knibe med at kunne følge med. Desværre bliver farten ikke sat meget ned, og pludselig eksploderer Jacob. Vi må sætte farten drastisk ned. Bagude er feltet smadret i småstykker, og der er en masse små grupper på vej op til os.

Der kommer et par ryttere op til os, og jeg sætter mig på hjul af dem. Men Jacob er stadig ikke klar, og vi lader os falde yderligere tilbage. Der kommer yderligere et par ryttere forbi, og jeg lader dem køre forbi, og koncentrerer mig om at få Jacobs puls ned fra det røde felt. Jeg ved at han nok skal komme igen, når han lige får pusten.

Vi falder ned, så vi ligger nr. 13 og 14 før det begyndte at vende. ”en op” kom det fra Jacob, og så sætter jeg farten lidt op. Vi kører langsomt ind på de foranliggende, og da der kommer et par små stigninger flyver Jacob forbi et par stykker og jeg må træde til for at følge med.

Jeg sætter mig op foran Jacob igen. Længere fremme ligger der 5 ryttere, og helt fremme kan vi ikke længere se de 3 forreste.

Vi får hentet nogle af rytterne, og da vi rammer Munkebjerg ligger vi nr. 7 og 8. Der er en tidsmåling på Munkebjerg, så vi tager den lidt med ro frem til foden, hvorefter jeg holder et højt tempo. Jacob har ikke det helt store overskud, men vi får alligevel overhalet en del ryttere op ad bakken. Nogle af dem er ryttere på 80 km ruten, der er startet 5 og 10 min før os.

 

 

Jacobs tid på 5,02 min var den 84. hurtigste tid af alle 303 ryttere (på alle 3 ruter 40, 80 og 120 km).

Efter Munkebjerg er der 8-10 km med masser af nedkørsler og sving. Her tager vi den lidt med ro, da Jacob er meget nervøs pga. de mange blade og vandpytter der ligger på vejen.

På bakken 2 km før mål giver vi den gas igen og overhaler nok 30-40 ryttere som er ude på 80 km ruten.

Der er dog langt til de 5 ryttere der er foran og også et godt stykke ned til de næste, så det bliver til en 6. plads til Jacob, som på mystisk vis får overspurtet mig til sidst.

Jacob kører 29,6 km/t i snit og vi er ca. 8 min efter vinderen. Ganske fint når man tænker på vejr, vind og rute.

Pokalløb Kiddesvej

Dagen efter stod den på pokalløb på den berygtede Kiddesvej stigning i Vejle. Bakken er 440 meter lang, stiger med 11,1% i snit og op til 19% i max stigning.

Det er en tradition at Ungdomsrytterne i Give Cykelklub tager på Kiddesvej og dyster, når licenssæsonen er slut. Seniorryttere og forældre er også velkomne, dog kan de ikke vinde vandrepokalen, der er i høj kurs blandt klubbens unge ryttere, der altid ser frem til denne dag. Nogle med store forventninger, andre med en vis nervøsitet for om de kan besejre bjerget.

Jacob havde i år inviteret sine holdkammerater fra licenscykling.dk’s U11 hold til Randers Bike Week, så der var ekstra mange små ryttere med i år. I alt var vi vel ca. 25 ryttere der kørte ind mod Vejle. Nogle kørte hele vejen fra Give, og nogle stod på ca. halvvejs i Skibet.

Efter lidt mekaniske problemer lykkedes det alle ryttere at nå frem til bunden af stigningen, og så begynder vi på omgangene. De første 3-4 omgange er ”prøve-omgange”, hvor ingen bliver udskilt (medmindre de selv vil stoppe).

 

 

Sidste år gav Jacob mere eller mindre fuld gas hver gang, og tit kom han op som første mand, hvilket så også resulterede i at han var træt, da der for alvor blev kamp om det.

I år lå han mange af gangene helt nede bagi, og kørte så frem på de sidste 100 meter uden at bruge alt for mange kræfter.

De første der ryger fra er rytterne fra Give Cykelklub, der ikke kører licens. Herefter begynder Jacobs kammerater fra Randers Bike Week at ryge af en efter en. Der ryger også en forældre eller to i svinget.

Da vi skal op for 10. gang er vi kun 8 mand tilbage. Alle licensryttere. Vi er 1 x senior, 1 x U19, 1 x U17, 2 x U15, 1 x U13 og 1 x U11 (Jacob).

Nu bliver farten for alvor skruet i vejret, og der skal kæmpes hårdt. Det ser ud til at blive en hård kamp mellem Jacob og Sebastian (U13), men jeg må også op i det røde felt for at holde de små bjerggeder stangen. Jacob kæmper det bedste han har lært men med ca. 100 meter til mål, må han give fortabt.

På næste omgang ryger Sebastian, og så er det ved at blive alvor for mig. Jeg forsøger det bedste jeg kan at følge med Frederk (U15), men må give fortabt, og går helt i stå på de sidste 100 meter.

Frederik ryger næste gang, og så er det de 3 forventede favoritter Rasmus (U19), Morten (U17) og Andreas (U15) der skal dyste om pokalen. Nu bliver der kørt virkelig stærkt. Andreas falder fra som den næste, og i finalen bliver det den forsvarende mester Morten Nørtoft (U17), der henviser U19-rytteren Rasmus til 2. pladsen.

 

 

Jacob valgte i mellemtiden at køre flere omgange sammen med nogle af de andre U11 drenge, og kom vist op på 16-17 omgange i alt.

Et af Jacobs store idoler er netop vinderen Morten Nørtoft, der ligesom Jacob er en rigtig bjergged, og Jacob håber at kunne tage over som Kongen af Kiddesvej, når Morten om 4 år bliver senior rytter, og ikke længere kan være med i konkurrencen.

Efter løbet var der kaffe og kage samt masser af hygge-snak, inden turen gik til Give hvor Team Licenscykling.dk fik spist pizzaer og hygget sig.

 

 

Pokalløb/Sæsonafslutning:

Lidt specielt slutter sæsonen ikke ca. 1. oktober, når licensløbene slutter. Her fortsætter vi med træning både tirsdag og onsdag indtil sommertiden slutter. Tilslutningen er dog noget mindre, og intensiviteten er også på et lidt lavere niveau.

Så først d. 29. oktober sluttede sæsonen med det traditionelle pokalløb på Dyrskuevej i Give. Det blæste en halv pelikan, så der skulle trædes til for at holde varmen. Drengene delt op i 3 grupper efter styrke: Small, medium og Large. Jacob var i Medium gruppen.

Løbet går ud på, at der er en lille rundstrækning på lidt under 1 km, som alle skal køre. Herudoverer der en sløjfe på ca. 300 m som Large skal køre hver gang, mens Medium kun kører sløjfen, hvis de på den foregående runde er kommet i top-4.

Top 4 får 1,2,3 og 4 points mens de øvrige får 10 points. De 4 første stopper ved målstregen, men de andre kører videre. Første når sidste mand er kommet i mål, må top-4 køre igen.

 

 

Der skulle køre 13 omgange, og der blev således en del af rytterne, der nåede at få en sejr, og jeg tror at stort set alle fik en top-4 placering undervejs.

 

 

Jacob kæmpede bl.a. med U19 rytteren David, og kunne på de omgange, hvor de begge skulle ud på den lange rute, sidde på hjul af David, og når David så skulle ud på endnu en lang omgang, kunne Jacob nøjes med den korte rute, hvilket gav en del sejre på kontoen til Jacob.

 

 

Det endte med at Jacob vandt løbet, og fik endnu en pokal til samlingen.

 

 

Efter løbet var der igen tid til pizza og hygge hos Christians forældre, og drengene fik sagt tak for i år til hinanden, og sæsonen var nu helt slut.

 

 

 

 

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply