Efter mine mekaniske uheld i Brædstrup og Horsens, mit ”lige ved og næsten” resultat i Odder, og min sygdom der gjorde, at jeg missede Esbjerg, var jeg oplagt på at gøre en god figur i årets sidste løb i Tønder og Bov. Jeg følte på trods af sygdommen at formen var god. Jeg havde desværre fået lidt knæsmerter igen, men ikke noget alarmerende, så jeg var klar til at give den gas.
Tønder:
Ruten i Tønder er flad. Den er godt 27 km lang, og vi skal køre 3 omgange. Der er ikke specielt mange sving på ruten. Der bliver altid snakket om vinden, for hvis det blæser, er der nogle lange stykker, hvor en evt. sidevind virkelig kan spille ind. I dag var der dog meget lidt vind. Herudover er det mest interessante et brostensstykke ca. 3 km før mål.
Jeg har i Give CK haft et par holdkammerater, der gennem sæsonen har befundet sig i den anden ende af feltet end mig selv. Her har de jævnligt skrabet points sammen, mens jeg har siddet nede bagved og forsøgt at holde hjul.
Før løbet i Tønder havde Christian fået 56 points og Heino havde fået 58 points. Dvs. at de var hhv. 4 og 2 points fra at rykke op i C. Dette skulle meget gerne lykkedes for dem begge i Tønder, så de kunne nå at prøve kræfter med et C-løb inden næste sæson.
Jeg havde derfor udpeget mig selv som hjælperytter for de to herrer. Christian er som tidligere nævnt sprinter, og skulle blive i top-6. Kunne han komme med feltet hjem og der kun var nogle få stykker ude foran, ville han have en stor chance for at få de sidste 4 points. Da der var 39 tilmeldte skulle Heino i top-12 for at få de sidste 2 points. Med Heino var det lidt mere kompliceret. Heino er bomstærk, og har før været i udbrud og holdt hjem, men dette kunne også være en farlig strategi, for hvis han brugte mange kræfter i starten på at komme i udbrud, ville han mangle disse kræfter i en evt. spurt.
Udover de 2 herrer var David også til start, så vi var i alt 4 fra Give CK.
Starten går og der sker ikke det store fra start. Der var en strækning i starten, hvor der var meget mudret, da det havde regnet hele dagen. Her skulle man virkelig passe på ikke at lave de helt store sving med cyklen, da der ikke skulle meget til før baghjulet gled ud. Heldigvis sker der ikke det helt store før vi er forbi det mudrede stykke.
Men så bliver der angrebet. Pludselig kører Christian væk sammen med en anden rytter. Lidt efter kører endnu en rytter efter og her går Heino med. De kommer hurtigt op til forreste, så de nu er 4 ryttere samlet. Der bliver kørt pænt til i feltet, og jeg sørger for at få kørt mig frem, så jeg kan lukke udbrud ned. Benene er gode, og jeg har ingen problemer med igen og igen at køre med, når der er nogen der forsøger at køre væk og op til mine holdkammerater oppe foran. David hjælper også til, og det er rigtig fedt at være med til at arbejde for holdet, og se at kræfterne bliver brugt aktivt. Der bliver angrebet igen og igen. Jeg lader gerne den første mand køre, og når den næste kører, kører jeg med, og sætter mig på hjul. Når nr. 2 rytter så har været oppe og tage en føring og vil have mig frem, bliver jeg bare siddende på hjul, og så går det som regel hurtigt i stå.
Efter et stykke tid kan jeg se, at Christian falder tilbage fra frontgruppen. De har heller ikke meget forspring. Efter et par km mere bliver alle udbryderne hentet.
Der er stadig stor aktivitet i feltet. Der bliver angrebet i højre og venstre, og igen kommer både Christian og Heino afsted i en lille gruppe. Jeg sidder igen oppe foran og bakker af. Benene er stadig gode, og jeg føler mig faktisk som en af de stærkeste i dag. David fortsætter også med at bakke af, men pludselig kan jeg godt se at han får det svært, og han falder hurtigt tilbage.
Jeg kører stadig med så snart der er flere der kører. Pludselig er vi en 3-4 stykker, som får et godt hul, og da vi er næsten oppe ved frontgruppen, kører jeg frem, og går forbi hele gruppen. Vi er nu 12 mand. Vi har godt nok ikke et stort hul til feltet, men kunne vi komme 12 mand afsted med 3 Give-ryttere, ville det jo være perfekt. Så jeg kører op til fronten, og vil tage en god lang føring, så vi kan holde feltet bag os, men det er de andre i gruppen åbenbart ikke med på, og selvom jeg sætter farten lidt ned, så fortsætter de bare i deres eget tempo, og vil ikke op på hjul af mig. Lidt ærgerligt, for kunne vi have fået et godt hul her, ville vi sandsynligvis kunne holde hjem, da resterne af feltet var godt spredt bagved.
Jeg går i stedet med i rulleskiftet, men det går ikke hurtigt nok, og ret hurtigt kommer resterne af feltet op. Det er først nu at jeg opdager at der er 3 mand ude foran.
De 3 mand bliver dog langsomt hentet, og folk begynder så småt at gøre sig klar til brostenene. Der bliver lidt positionskamp for at komme først ind på brostenene. Jeg kører ind som nr. ca. 15-20. Jeg synes at der bliver kørt langsomt. De forreste har åbenbart ingen intentioner om at lave udskilning, og der er ikke nogen der overhaler, da alle vil køre på midten.
Der er et par stykker som kører meget langsomt på brostenene, og som falder af, men ellers er det stadig et rimelig samlet felt på godt 30 mand der kører ind mod mål for første gang.
Lige inde omkring målstregen er der en tysk rytter der rykker. Han får hurtigt et godt hul. Så rykker Heino, og får også slået et godt hul. Feltet er stadig gået lidt i stå. Der går et stykke tid. Så er der 3 mand der kører. Jeg accelerer og kommer med som 4. mand. Der bliver kørt stærkt, men der er ikke helt enighed (bl.a. pga. mig der sidder med som dødvægt), og lidt efter bliver vi hentet igen.
Feltet går igen lidt i stå, og oppe foran har Heino fået kontakt med tyskeren, og de to øger hurtigt til feltet. Det er super godt, og jeg sidder bare oppe foran sammen med Christian, hvor vi skiftes til at lukke ned, hvis der er mere end et par stykker der forsøger noget. Farten går generelt noget ned, og langsomt forsvinder de to udbrydere væk. Hvis ikke snart der sker noget i feltet, så holder de hjem, og kan vi så holde feltet samlet, så skal Christian nok tage en top 6 og det hele vil lykkedes.
Der sker heller ikke det store på brostenene 2. gang. Der bliver kørt lidt stærkere, men jeg føler stadig at jeg sidder med et fint overskud.
Ind mod mål er vi stadig små 30 mand i feltet, og der bliver igen åbnet op. Pludselig kommer 3 mand afsted, og jeg sidder lidt langt tilbage. Jeg får kørt mig frem, og venter på at der er flere der skal køre, for så vil jeg køre med. Men der er ingen der kører. Efter lidt tid kommer Christian op til mig. ”Det er farligt, det skal lukkes ned” siger han. Christian har, i modsætning til mig selv, styr på hvilke ryttere der er stærke, og som vil kunne holde hjem, og disse 3 ryttere var åbenbart stærke.
De havde nok allerede fået 30 sek. så der skulle handles hurtigt.
Christian og jeg begynder at tage nogle gode hårde føringer. Jeg kigger et par gange ned på wattmåleren. Den ligger på 350-400 watt når jeg tager min føringer. Vi skiftes til at føre 30-60 sek. af gangen. Jeg begynder for første gang for alvor at føle mig mærket, og jeg må lade Christian tage de længste føringer. Vi får hentet lidt ind på udbryderne. De har nok 20 sek., men jeg er ved at gå helt død nu. Jeg tager endnu et par føringer, men der er ikke samme bund i mine føringer end tidligere, og langsomt øger udbryderne igen. Jeg kan mærke en krampe komme snigende. Endelig er der andre i feltet, der har fattet alvoren, og vi er nu 5-6 ryttere der kører rundt. Jeg må virkelig kæmpe hver gang jeg skal op og føre, og krampen kommer tættere og tættere på. Desværre går det ikke stærkt nok til, at vi kan hente ind på udbryderne. Efter et stykke tid kommer krampen for alvor, og jeg eksplodere. Jeg må lade mig falde ned bagerst i feltet, og sunde mig. Jeg er lige ved at falde af på et tidspunkt, men får lige røven med mig. Efter et stykke tid slår Christian også ud, og samarbejdet oppe foran ophører. Vi kan stadig se udbryderne foran, men de har nok næsten 1 minut nu, og de øger.
Jeg får en kort snak med Christian. Han er ikke helt glad for situationen, for nu skal han vinde feltets spurt, samtidig med at der ikke må være flere der stikker af.
Jeg fortæller at jeg ikke er til meget hjælp mere. Jeg har en begyndende krampe, der hele tiden lurer i baglåret, så jeg vil bare prøve at komme med hen over brostenene, så jeg kan give det sidste på vej ind mod mål.
Vi overhaler nu en B-rytter, som kan fortælle, at Heino er kørt solo oppe foran, og at han ser virkelig stærk ud, og helt sikkert vil vinde. Fedt, så behøver vi i hvert fald ikke være bange for at indhente ham. Men de øvrige 3, som på dette tidspunkt sikkert var blevet til 4.
Pludselig ser vi en rytter lidt længere fremme, der ikke kører særlig stærkt. Jeg kan ane et orange nr., og ganske rigtigt. Han bliver hurtigt hentet, og det var en af udbryderne. Så skal Christian ”bare” have en 2. plads i feltets spurt, så lykkedes missionen.
Vi er heller ikke mange tilbage i feltet nu. Der faldt en del af, da der blev givet gas tidligere på omgangen, så nu er vi kun 17 mand tilbage i feltet.
Vi kører ind på brostenene for sidste gang. Christian kører sig frem og kommer ind i 2. position. Jeg selv kører ind som sidste mand, og håber bare at krampen bliver væk. Der bliver kørt pænt stærkt, men ikke hurtigere end på sidste omgang. Men mine ben er i en helt anden forfatning nu, og ca. halvvejs begynder en rytter foran mig at lave et lille hul. Jeg bliver siddende bag ham. Efter et lille stykke tid kører jeg dog forbi ham. Der er et lille hul på 5-10 meter foran mig. Det bliver langsomt større. Øv, nu kommer krampen.
Jeg fortsætter, men farten går lidt ned. Det gøre pisse ondt, og jeg har egentlig bare lyst til at stoppe med at køre. Da jeg rammer asfalten igen er der vel ca. 100 meter op til feltet. Foran mig ligger en anden rytter på mellemhånd.
Jeg forsøger at øge farten, men må hele tiden være forsigtig så krampen ikke kommer igen. Heldigvis er feltet gået helt i stå, og efter ca. 1 km når jeg op til bagenden af feltet – totalt smadret.
Jeg kigger frem, og ser at der er en rytter der er stukket. Pis! Feltet er stadig gået helt i stå. Vi kører vel knap 30 km/t. Så jeg kører hele vejen udenom feltet, og begynder at trække. Der er ikke meget at køre med. Jeg kan knap nok holde 300 watt, og kun i ca. 1-2 min, så får jeg krampe igen og må slå ud. Jeg forsøger at få gang i benene igen. Feltet kører langsomt forbi mig, men igen går det hele i stå, og jeg kan lige sidde nede bagved om komme til hægterne igen. Så snart jeg føler at jeg har styr på krampen, kører jeg igen hele vejen forbi feltet og op og tage endnu en føring. 30 sek. bliver det nok til denne gang. Så begynder positionskampen, og feltet flyver forbi mig. Det ser heldigvis ud til at udbryderen bliver hentet. Jeg selv er lige ved at stå helt af cyklen pga. kramper, men kan lige akkurat få gang i benene igen. Feltet er så langt foran at jeg ikke kan se hvordan det går i spurten.
Jeg kigger bagud og ser en rytter. Det må være ham der blev sat på brostenene. Ham sørger jeg for lige at holde bag mig, så det bliver til en 20. plads.
Da jeg triller over målstregen møder jeg Christian. ”Det gik ikke” siger han. ”Jeg smed kæden”. Øv, en træls melding, for jeg havde lige håbet at alt mit arbejde havde båret frugt. Men desværre var der igen mekaniske problemer. Denne gang for Christian, men jeg var faktisk mindst lige så skuffet, som hvis det havde været mig selv der havde tabt kæden i spurten. Christian bliver nr. 15 og får således heller ikke points.
Heldigvis kunne vi glæde os over at supermanden Heino havde taget en sikker solo-sejr og herudover var rykket i C-klassen til morgendagens løb i Bov.
Jeg selv var fuldstændig smadret. Mærkeligt så hurtigt det kunne ændre sig. Da vi gik ud på sidste runde følte jeg, at jeg sad med et kæmpe overskud, men nu gjorde det ondt i alle muskler og jeg kunne næsten ikke bevæge mig pga. kramper. Det skulle blive spændende om jeg kunne blive klar til et nyt cykelløb om 16 timer.
Bov:
Efter at have brugt en del tid på sofaen med min Compex muskelstimulator, følte jeg, at jeg var klar til cykelløb. Musklerne var virkelig ømme, men forhåbentlig kunne jeg få gang i benene på et tidspunkt. Der skal i hvert fald varmes godt op i dag.
Ruten var igen flad, og igen var det godt 27 km der skulle køres 3 omgange. Der var ingen vind, men til gengæld var der en del flere sving, og det var på nogle små veje, så positionskampen ville blive vigtig.
Vi var 49 mand til start, og der var points til top-14.
Jeg starter forrest og holder mig i top 20 de første km. Det går meget langsomt, hvilket passer mig fint. Så kan jeg måske lige få gang i benene igen. Pludselig stikker en rytter fra Vejen BC. Han får et lille hul, men bliver hentet efter et par km. Lige med det samme stikker en ny rytter. Igen fra Vejen BC. De havde åbenbart besluttet at kører løbet offensivt, for da han bliver hentet, kører der en ny rytter fra Vejen BC. Jeg tror det sker 4-5 gange ude på første omgang, men det bliver aldrig rigtig farligt, og selvom der også er andre ryttere der prøver, så er det et samlet felt der kører ud på 2. omgang. Jeg tror ikke der er en eneste rytter der er blevet sat, men farten var så heller ikke særlig høj. Jeg føler mig langsomt bedre og bedre kørende, dog uden samme fornemmelse af super ben som jeg havde i går. Men mon ikke der også var nogle af de andre der havde lidt trætte ben i dag.
På 2. omgang sker der endelig noget. Der bliver kørt stærkt i lang tid. Over 3-4 min er feltet strakt helt ud, og der opstår lidt huller hist og her. Jeg koncentrerer mig bare om at sidde på hjul. Jeg er ikke helt oppe i det røde felt, men vi skal ikke fortsætte i lang tid i dette tempo før jeg vil få problemer. Det går heldigvis i stå igen og der er igen samling på feltet. Ca. midt ude på 2. omgang kan jeg pludselig mærke at jeg har en punktering på forhjulet. Jeg er slet ikke i tvivl, og må køre ind til siden og se hele feltet passere forbi mig. En træls måde at slutte sæsonen på, men det var trods alt den eneste punktering jeg havde haft i hele sæsonen, så det kunne jeg nok ikke klage over.
Christian vinder i øvrigt hovedfeltets spurt i dag. Desværre var der så lige 6 ryttere ude foran, så det var akkurat en placering fra at nå de magiske 60 points.
Knæproblemer igen
De sidste 4-5 uger har jeg igen fået lidt knæproblemer. Det er de samme symptomer som holdt mig ude i 3 år. Dog ikke så voldsomt som tidligere, men bare en ømhed bag på knæet, som variere i styrke, men som jeg kan holde nede ved hjælp af udstrækning, massage og ved at bruge min muskelstimulator.
Men selvom det ikke er noget der er værre, end det var på samme tidspunkt sidste år, så giver det selvfølgelig en masse tanker. Tanker om tiden hvor jeg konstant kæmpede med smerterne, og tanker om jeg vil kunne komme af med smerterne igen, som jeg har været de sidste 6-7 mdr. Jeg har vøæret til 2 behandlinger hos min osteopat, og begge gange er smerterne forsvundet, for blot at dukke op nogle få dage senere.
Forhåbentligt kan en lille pause hjælpe på problemet, så jeg om et par uge langsomt igen kan begynde træningen frem mod 2018 sæsonen.
Ja, så sluttede sæsonen, og der kommer på et tidspunkt en lille status på hele sæsonen, men inden da kommer der en lille løbsrapport fra de 2 løb Jacob og jeg kørte sammen i sidste weekend. Motionsløbet Gran Fondo Munkebjerg og Give Cykelklubs årlige udskilningsløb på Kiddesvej.
No Comments