Løbsberetning Licensløb Ry 6. maj og Hobro 7. maj 2017 – Robert Kvistgaard

Jeg havde igen fået trænet godt i løbet af ugen. Jeg tog det dog lidt mere med ro om torsdagen, for jeg ville jo heller ikke være så træt, at jeg ville falde af på 1. runde både lørdag og søndag. Den bedste træning er jo løbstræningen, og selvom jeg på forhånd ikke havde de store forhåbninger til de to løb, ville jeg stadigvæk godt have noget at køre med.

Trainingpeaks sagde at min TSB var -2,4, hvilket også føltes korrekt. Benene var lidt tunge, men ikke mere end at jeg godt kunne give den gas.

 

Løbet i Ry var det jeg frygtede mest. Det var en helt ny rute, og der var mange højdemeter på. Godt 250 hm pr. omgang på 24 km. Ruteprofilen vidnede om 4 hårde bakker. En lige fra start, og 3 stk. på de sidste 10 km. Den sidste 2 km før mål.

Til gengæld var der ikke meget vind, og solen skinnede, og det var tid til årets første løb i kort/kort for mit vedkommende.

Vi var 50 mand til start.

 

 

Jeg fik varmet op og stillede mig klar i god tid, så jeg startede blandt de første. Jeg vidste at vi startede med en stigning og herefter var der en del sving, så jeg regnede med at der ville blive kørt stærkt fra start. Det blev der også.

Jeg sad som nr. 10-20 stykker, da første mand forsøgte at køre væk. Det var min klubkammerat Heino. Der kørte et par stykker efter, men de fik ikke det store hul. Der blev kørt stærkt i feltet, og jeg havde det hårdt, men jeg vidste også at det nok ikke kunne blive ved på denne måde. Min NP lå lige over 300 watt – hvid det fortsatte sådan, ville jeg sandsynligvis blive sat på 1. omgang.

Lige så snart de første var blevet hentet var der nye forsøg, heriblandt min klubkammerat David. Han blev dog hurtigt halet ind igen, men der var et par andre som fik et lille hul på omkring 20 sek. Det gik desværre (for dem) i vasken, da de på et tidspunkt kører til venstre, hvor feltet kører til højre. De når lige at vende om og komme med feltet. Det må være noget der dræner motivationen, at bruge så mange kræfter på at få et hul, og så køre forkert.

Stille og roligt føler jeg at rykkene bliver færre, og farten daler lidt. Vi kommer ud på en stor landevej, hvor farten bliver mere jævn. Der er ikke ensrettet, så det er ret farligt, da folk hele tiden vil køre frem i venstre side, og så skal man nå ind, inden der kommer en modkørende bil med 100 km/t.

Jeg får selv kørt mig frem et par gange, hvor der er god plads. Desværre er den rytter der ikke når at komme helt ind, og han bliver ramt af et sidespejl og styrter voldsomt. Jeg finder efterfølgende ud af at han brækker 7-8 ribben og er slemt medtaget.

Der kommer nu et par bakker, men jeg kommer nogenlunde over dem. Jeg får kørt mig godt frem i tide, og lader mig glide ned gennem feltet på selve bakkerne.

Der er nu få km tilbage af første omgang, og vi er godt 40 mand i feltet. Jeg når lige at sige til en holdkammerat at bakkerne egentlig ikke er så slemme som jeg havde frygtet. Men så kommer dagens sidste og absolut hårdeste stigning. Jeg starter som nr. ca. 20, men kan hurtigt mærke at det bliver hårdt at komme med over. Jeg falder langsomt længere og længere bagud. Da der mangler ca. 200 meter af bakken er jeg nede blandt de 5 sidste.

Med 100 meter til mål er jeg sidste mand. Jeg SKAL bare med over tænker jeg, og jeg giver den alt hvad jeg har. Min klubkammerat Brian, der i dag debuterer som licensrytter har problemer med kæden lidt længere fremme og må stoppe helt op. Pis! Tænker jeg. Han var ellers godt kørende.

Men tilbage til mit eget løb. Jeg giver den alt hvad jeg har. Der er et lille hul på et par meter til bagenden af feltet, men ind mod mål får jeg lukket hullet.

Nu er det med at komme frem, før alle svingene kommer. Jeg kæmper med alt hvad jeg har og får kørt mig et par pladser frem, men det er for sent. Nu begynder der at komme et par sving, og efter 3 sving hvor jeg kører max for at blive i feltet, så må jeg strække våben.

Hvad gør jeg nu?, tænker jeg. Skal jeg gennemføre og tage det som træning, eller skal jeg gemme lidt kræfter til i morgen i Hobro? Der er trods alt færre højdemeter, så der vil jeg måske have en chance, hvis jeg sparer kræfter i forhold til mange af konkurrenterne. Jeg vælger det sidste, og triller langsomt tilbage mod mål.

Efterfølgende kan jeg se at min NP er på 297 watt over 43 min. Jeg har altså kørt med væsentlige flere watt her end i de andre løb. Det skyldes sandsynligvis, at med så mange højdemeter, har det at sidde på hjul haft en mindre betydning end nogle af de andre løb.

Jeg kører hjem med en lidt skuffende fornemmelse. Jeg synes egentlig at jeg havde det OK indtil den sidste bakke, men jeg mangler altså stadig en del på de korte intervaller på 1-3 min før jeg kan begå mig blandt de bedste i D-feltet.

Jeg vælger dog at se på det positive. At jeg har sparet kræfter til søndagens løb i Hobro. Jeg gennemgår gps-ruten, og det ser ud til at bakkerne ikke er så stejle. Der er en enkelt halvslem ca. 5 km før mål, men det er kun de midterste 300 meter hvor den stiger med mere end 5%. På den 25 km lange rundstrækning der skal køres 3 gange er der kun 175 højdemeter. Der er heller ikke så mange sving på ruten og vind bliver der heller ikke så meget af, så mon ikke jeg har en chance for at komme med feltet hjem.

 

Jeg står i hvert fald klar på målstregen i Hobro sammen med 41 andre D-ryttere. Pga. det lidt mindre felt er der denne gang kun points til 13, og ikke 15 som i de fleste løb.

 

Løbet starter og jeg holder mig godt fremme. Ikke blandt de første med omkring nr. 10-25 det meste af tiden. Pga. at der ikke er så mange sving, er det ikke så livsnødvendigt at sidde helt fremme, og der sker ikke det store ved at man falder ned bagi. På trods af at det hovedsageligt er små veje, føler jeg at det er noget nemmere at køre sig frem i dag. Generelt synes jeg også at benene virker gode. Men det er måske bare de andre der har lidt trætte ben fra i går.

Der kører et mand væk i starten, og midt på 1. omgang bliver vi overhalet af udbryderne fra A-feltet. Det giver lidt kaos, da der er en del følgebiler med, der også skal forbi. Umiddelbart ser det ud til at udbryderne sætter sig på hjul af A-rytterne, og feltet sætter sig et kort øjeblik på hjul af følgebilerne. Er der noget der irriterer mig ved cykelløb, så er det når man, når man er i en position hvor man kæmper om points, drager fordel af at sidde på hjul af stærkere ryttere der kommer bagfra. Det gør man bare IKKE! Det ser dog ud til at A-rytterne kører lidt for hurtigt for en af udbryderne, for han falder lidt efter fra. De andre udbrydere er dog hurtigt væk fra vores synsfelt. Om de virkelig bare har siddet på hjul af a-rytterne og/eller deres følgebiler ved jeg ikke. Men jeg håber det virkelig ikke.

Jeg har faktisk ikke et overblik over hvor mange der er foran. Jeg mener at der er 2 ryttere, men jeg er ikke sikker.

Vi nærmer os bakken 5 km før mål, og jeg får kørt mig rigtig fint frem. Der bliver givet godt gas på bakken, og jeg har det hårdt. Jeg kommer med over som en af de sidste. Ind mod mål er der et par sving, men også mulighed for at køre sig frem.

Vi passerer målet første gang, og kører ud på 2. omgang. Jeg er lidt nervøs for om jeg kan holde det tempo op af bakken alle 3 gange, men ellers føler jeg mig egentlig godt kørende. Der er masser af små udbrudsforsøg der aldrig bliver til noget, og gang på gang glæder jeg mig over hvor mange kræfter de andre ryttere bruger. Dem der forsøger at komme væk, men bliver hentet, dem der sidder oppe foran og tager vinden. Jeg bliver mere og mere sikker på at jeg nok skal komme med hjem, hvis bare jeg kan overleve bakken de sidste 2 gange.

Da vi nærmer os bakken for 2. gang, har jeg igen kørt mig godt frem. Denne gang bliver der dog ikke kørt så stærkt som 1. gang, og jeg kommer forholdsvis nemt med over. Sådan! Nu skal jeg bare over den sidste gang, tænker jeg. Vi er ca. 30 mand tilbage i feltet, og ud på sidste omgang hører jeg flere snakke om at de ikke vil hjem i en spurt men er nødt til at prøve noget. Fint, tænker jeg, for så er der færre der har noget til spurten, og måske har jeg en lille chance for at få points i dag. Alt har i hvert fald flasket sig godt indtil nu. Jeg har 4 holdkammerater i feltet, hvoraf de 3 har givet udtryk for at de har det lidt hårdt. Jeg har det også lidt hårdt, men det er helt sikkert det løb hvor jeg har siddet med mest overskud i finalen.

Jeg skal bare over den skide bakke for sidste gang, og så køre mig frem i feltet, inden sidste sving ca. 1000 m. før mål.

Ind mod bakken kommer jeg til at sidde lidt for langt tilbage, og det er svært at komme frem. Jeg får dog ”brugt albuerne” lidt og får kæmpet mig godt frem. YES! Jeg sidder godt fremme da vi kører ind på stigningen. Der bliver givet gas. Denne gang skal jeg ikke spare kræfter og lade mig glide ned gennem feltet. Jeg giver gas og holder min position hele vejen op.

Nu starter finalen for alvor, og der bliver kørt stærkt ind mod mål. Der er flere ryttere der får hul og feltet bliver splittet et par gange, men samlet igen. Jeg bruger et par ”tændstikker” på at spurte mig frem mod en bedre plads i feltet. Benene føltes gode, rigtig gode!

Da vi drejer ind i sidste sving, sidder jeg som nr. ca. 12-15 stykker. Jeg er heldig at sidde på hjul af en stærk rytter. Der bliver kørt stærkt, men jeg følger egentlig bare rytteren foran mig, som kæmper sig frem. Med 500 meter til mål begynder vi at overhale ryttere. Der er nogen der er gået helt i stå. Jeg sidder stadigvæk bare på hjul. Jeg begynder at tælle ryttere foran mig. Der er ca. 10. Nu skal der sku’ kæmpes for points! Jeg rejser mig i pedalerne, og hopper over på et andet hjul der er på vej frem. Vi overhaler flere ryttere. Nu er der kun ca. 6-8 mand foran mig, og jeg har stadig ikke åbnet min sprint for fuld kraft. Der er 200 meter til mål, og jeg føler mig sikker på, at der kommer points på kontoen i dag. Måske kan det blive til en top 6 hvis alt flasker sig. Med 200 m til mål sidder jeg som 3. mand på et lille ”tog” ude i venstre side af vejen. Der er ryttere fra den anden side der trækker ud mod venstre. Pludselig kan jeg se at rytterne foran mig begynder at slingre. Fuck, de styrter! Tænker jeg. Jeg kører så langt ud til venstre jeg kan. Måske kan jeg nå at komme forbi dem før de styrter. Jeg kører alt hvad jeg kan. Jeg er forbi den første, som var på vej ned i asfalten. Nu skal jeg bare lige forbi den næste. Han er ikke nede og røre asfalten endnu, og jeg er næsten forbi ham. Yes, jeg når det! Når jeg lige at tænke, inden jeg mærker cyklen forsvinde under mig.

Det er utroligt så mange tanker man når at tænke, i de få sekunder lige inden man styrter. Men selve styrtet, og hvordan man lander osv. Det husker man ikke. Det næste jeg husker, er at jeg ligger på ryggen på asfalten og nærmest hyperventilerer. Men en puls på 180 går der lige et par minutter før åndedraget er nogenlunde i ro, og jeg kan begynde at bekymre mig om, hvor meget jeg har slået mig.

Heldigvis lader det ikke til, at jeg har slået hovedet. Der står en del folk omkring mig. De sidger at jeg skal blive liggende, men da jeg ikke fornemmer den store smerte ud over fra min hofte, kravler jeg væk fra asfalten. Der kommer jo snart et nyt felt der skal spurte, så det er nok en god idé at komme lidt væk. Jeg bløder fra det meste af kroppen. Min hjelm er i OK stand. En lille ridse, men det lader ikke til at jeg har slået hovedet hårdt ned.

Arme, albuer, fingre og knæ bløder en del, men det er min hofte der gør ondt. Jeg må være landet direkte ned på den.

Nu kommer min søn hen til mig. Han har grædt. Lige netop i dag, er min kone ikke med, så jeg er alene med Jacob, som selv skal køre om 90 min.

Jeg gør mit bedste for at overbevise ham om at jeg er OK, og at det ikke er noget slemt. Han snakker i telefon med min kone, og jeg når lige at sige til hende at jeg er OK, før vi går op mod mål.

Jeg humper lidt, men min første tanke er, at jeg er sluppet billigt med en øm hofte og nogle hudafskrabninger.

 

Jeg får ro på Jacob, og får aftalt med nogle venner at de hjælper Jacob i gang ved start, hvis jeg ikke selv når at komme derned og sende ham afsted.

Så går jeg ned mod samarit teltet. Dvs. at jeg er nødt til at støtte mig til en af cykelforældrene hele vejen, da jeg nu slet ikke kan støtte på venstre fod mere.

Jeg kommer ned til teltet, og får lidt bandager og plastre på sårene, der også bliver renset lidt. Jeg bliver støttet tilbage til mål, hvor jeg får en stol at sidde i. Jo længere tid der går, jo mere stiv bliver jeg, og jo mindre kan bevæge mit venstre ben.

 

Jeg ser Jacob køre – han er tydeligvis påvirket af mit styrt, for han kører meget langsommere end normalt.

Da han er færdig skal jeg op til præmieoverrækkelse og se Jacob. Jeg kan nu slet ikke bevæge mit venstre ben uden at det gør pisse-ondt. Jeg får hjælp fra et par andre cykelfamilier fra Give. Dels til at støtte mig op til præmieoverrækkelsen, og dels til at få pakket min bil, og kørt den over til mig, så jeg skal gå mindst muligt.

Det er helt fantastisk så hjælpsomme folk er, og der skal lyde en kæmpe tak til familien Lindbjerg, Nørtoft og Johansen, for at hjælpe mig og Jacob i denne situation.

Jeg får også tilbuddet om at jeg kan få en til at køre min bil hjem. Jeg føler dog, at jeg godt kan klare det. Heldigvis er det min koblingsfod den er galt med, og der er motorvej stort set hele vejen hjem, så den kan få lov at hvile sig undervejs.

På vej hjem nævner jeg for Jacob at det godt kan være at jeg skal en tur forbi skadestuen efter vi kommer hjem. Stop med at tale om det, så for jeg bare hovedpine, siger Jacob, der tydeligvis stadig er berørt over mit styrt, selvom jeg har gjort hvad jeg kunne for at sige at forklare at det ikke er noget alvorligt.

Da jeg kommer hjem, står Janni klar med krykker, men selv med krykker kan jeg ikke gå. Den mindste bevægelse af højre ben giver en meget stor smerte oppe ved hoften.

Men med hjælp af en kontorstol og et løbehjul lykkedes det mig at komme indenfor i huset.

 

Jeg får bestilt en tid ved skadestuen I Vejle og jeg får røntgenfotograferet min hofte. Heldigvis er intet brækket. Puha, ellers kunne hele sæsonen, og måske karrieren have været slut.

Jeg kommer hjem og får kigget lidt på skaderne. Udover mig selv, så er min cykeltrøje og cykelbukser flænset op. Mine næsten nye sko har fået skrammer, og der er næsten hul igennem. Min hjelm er sluppet med en lille ridse, og eneste skade jeg indtil nu har fundet på min cykel er at quick release’n  på baghjulet er bøjet. Min handsker er også godt hullede.

Jeg får tjekket min fil på TrainingPeaks. NP=270 watt. Ja, så blev der altså heller ikke kørt så stærkt som dagen før. Til gengæld blev der kørt stærkt i spurten. Jeg kørte 62 km/t da jeg styrtede. Ikke så underligt at man er lidt øm.

Mandag og tirsdag var smerterne i hoften stadig så store, at jeg stort set ikke bevægede mig. I onsdags begyndte jeg at gå lidt rundt med krykker.

Min kone har været på apoteket i både Give og Vejle og købt for små 1000 kr. plastre, bandager, salver og andet godt, så mine sår forhåbentligt kan gro sammen igen.

Jeg går stadigvæk med krykker, men det går fremad hver eneste dag. Jeg har et håb om at jeg så småt kan begynde at køre lidt på cykel igen en gang i næste uge, men hvor langt tid der går før jeg er klar til at køre løb igen ved jeg ikke. Jeg tror desværre at forårssæsonen sandsynligvis er ødelagt, i hvert fald mht. at få points. Jeg skal nok komme til at køre løb igen, men formen bliver sat lidt tilbage, samtidig med at fleste konkurrenters form samtidig bliver forbedret.

Jeg var også lige på vægten i dag. 77,1 kg! Jeg har taget over 2 kg på siden i søndags. Lidt for meget ”trøstespisning”. Cola, kager mm. er ikke så godt når man samtidig ikke bevæger sig. Så her skal jeg også lige holde igen.

Det positive er, at det ikke gik værre, og at jeg trods alt fik vist (i hvert fald overfor mig selv), at jeg ikke er ringere, end at jeg godt kan få points i løb hvor tingene flasker sig. For det ville jeg med 100% sikkerhed have fået, hvis jeg ikke var styrtet.

Men et er sikkert. Jeg skal nok komme igen. Spørgsmålet er bare hvornår. På søndag skulle jeg have kørt i Nyborg, men det er i hvert fald aflyst. I ugen efter skulle jeg køre i Skive, men det hænger også i en meget tynd tråd. Nu handler det bare om at komme mig, og så få startet stille og roligt op, så jeg kan komme i god form til løbene efter sommerferien. For jeg VIL have points i år.